Det filippinske samfund og landets økonomi stritter af dramatiske modsætninger.

Landet har for tiden en af de højeste vækstrater i verden. I januar kvartal er den opgjort til 7,8 procent, og Den Internationale Valutafond (IMF) har hævet sin forventning til landets vækst gennem hele året fra seks til syv procent.

Den høje vækst er ikke noget nyt. Væksten har ligget på cirka samme niveau i flere år.

Men væksten kommer kun en snæver kreds af rige familier til gode. Over halvdelen af landets store befolkning lever i fattigdom. Samtidig med at landets bruttonationalprodukt er steget med omkring en tredjedel i løbet af de seneste tre år, har sulten banket på i mange flere familier. I dag oplever næste hver fjerde indbygger i det frugtbare land sult i dele af året.

Væksten i rigdom tilfalder en lille rig overklasse på cirka 40 familier, der i 2012 ifølge magasinet Forbes kunne lægge 13 milliarder dollars til deres formuer. Disse familier har den økonomiske og den politiske magt i landet. Og de stiller Filippinernes naturrigdomme og billige arbejdskraft til rådighed for udenlandske monopoler og investorer mod del i fortjenesten.

 Filippinerne er ikke et udviklingsland, det er et afviklingsland under sin nuværende regering og med den herskende økonomiske verdensorden.

Derfor ser vi, at regeringen i Filippinerne udvider den frihandelsaftale, som landet indgik med USA i 1986. Denne frihandelsaftale har kostet filippinsk landbrug dyrt. Millioner af familier er blevet tvunget væk fra deres jord, og landarbejdere har mistet deres arbejde hos de store godsejere, fordi priserne på landbrugsprodukter faldt som følge af import af billigere, statsstøttede fødevarer fra USA. Filippinerne er USA's niendestørste eksportmarked for landbrugsprodukter

Halvdelen af befolkningen lever på landet, men landbrugsproduktionen udgør kun 12 procent af landets bruttonationalprodukt (BNP). Andelen er halveret på 10 år på grund af frihandelsaftalen.

Den nationale industri bliver også presset af frihandelsaftalen, der gradvist nedsætter importtolden og udsætter landets relativt tilbagestående industri for en helt unfair konkurrence. Derfor lukker industrivirksomheder, og arbejdere fyres. Industriens andel af BNP  er siden underskrivelsen af frihandelsaftalen med USA faldet fra 35 procent til 30,3 procent i 2012. Den første frihandelsaftale blev indgået i november 1989 og er blevet udvidet flere gange siden, senest i 2010.

Men regeringen i Filippinerne og den politiske elite fortsætter ad det samme sport og tager nu skridt til yderligere at liberalisere landets økonomi og forkæle udenlandske investorer med løfter om stor og hurtig profit på minedrift, drift af call-centre og andre serviceopgaver.

Den økonomiske vækst i Filippinerne har intet at gøre med landets almindelige befolkning, som oplever øget fattigdom. Væksten i landets BNP har intet at gøre med økonomisk udvikling. Filippinerne er ikke et udviklingsland, det er et afviklingsland under sin nuværende regering og med den herskende økonomiske verdensorden.