I indledningen til den cubanske grundlov står der, at Cubas revolution og samfund baserer sig på ideer og tanker, der gennem historien har spillet en særlig rolle.

Teksten refererer til José Marti, Marx, Engels og Lenin og fastslår, at 'den proletariske internationalisme, det broderlige venskab, hjælp, samarbejde og solidaritet med folkene i verden' er centrale.

José Marti levede mellem 1853 og 1895. Han var en ledende kraft i frihedskampen mod det spanske koloniherredømme og sad i arbejdslejr i Cuba og blev landsforvist fra øen på grund af sit politiske arbejde. Både i Cuba og under sine eksil arbejdede han som forfatter, journalist og redaktør. Hans samlede skrifter fylder flere reolmeter og er fortsat i dag en etisk og politisk kilde, som cubanerne øser af.

Hans status i det cubanske samfund illustreres af, at buster af José Marti er stillet op ved alle børnehaver, skoler og de fleste offentlige institutioner.

Da Fidel Castro i 1953 indledte oprøret, som førte til revolutionens sejr den 1. januar 1959, kaldte hans sin bevægelse for "100-års generationen". Det var en henvisning til, at det år ville José Marti, der faldt i kamp mod kolonimagten i 1895, være fyldt 100 år.

To citater kan illustrere centrale sider af José Martis tænkning; nemlig: "Fædrelandet er menneskeheden" (Patria es Humanidad) og "den bedste måde at sige noget på er at gøre det" (La mejor manera de decir es hacer).