Det var positivt, at USA's præsident Obama og Cubas præsident Raúl Castro begge deltog i Amerika-topmødet i Panama og mødtes på tomandshånd.

Det bekræfter, at der er gang i en proces, som kan føre til en normalisering af forbindelserne mellem landene og ophævelse af USA's blokade.

Det er magtforholdene i virkeligheden, der bestemmer, hvad de politiske ledere aftaler på deres møder.

Når nogle medier skriver, som om forandringerne er sket, tager de fejl. Der er næsten intet, som er forandret. Blokaden er i kraft, og Cuba står stadig på USA's liste over lande, der støtter terrorisme.

Men topmødet i Panama sendte et meget klart signal til Washington om, at landene i Latinamerika og Caribien står sammen. De 33 lande er enige om at afvise USA's indblanding i deres indre anliggender, og de kræver, at blokaden mod Cuba ophæves.

Denne enighed og dette pres giver grund til forhåbning om, at et flertal i Kongressen i Washington vil ophæve blokaden mod Cuba og beslutte at optræde mere forsigtigt over for Venezuela, Bolivia, Ecuador og de øvrige lande i regionen, der stiller sig i spidsen i kampen for selvbestemmelse samt social og økonomisk udvikling til gavn for den fattige befolkning – herunder ikke mindst at landene tager kontrol med olie, gas og de mineraler i undergrunden.

Det er i latinamerikansk politik som i alle andre politiske spørgsmål sådan, at det er magtforholdene i virkeligheden, der bestemmer, hvad de politiske ledere aftaler på deres møder – mere end det er erklæringer fra topmøder, der skaber en ny virkelighed.

Så hvis Cuba-blokaden bliver ophævet, og hvis USA 'stikker piben ind' i Latinamerika, så er det fordi USA er nødt til det på grund af magtforholdene.