Smut, sagde det, og så var fagbevægelsens forsikringsselskab Alka solgt hen over hovedet på en undrende medlemsskare.

Værre er, at en sluttet kreds af forbundsledere reelt traf beslutningen hen over hovedet på de reelle ejere – medlemmerne

Jeg tør ikke påstå, at alle LO-medlemmer har kunnet få enhver forsikring billigere i Alka, men selskabet har på forsikringsmarkedet udgjort et vigtigt værn mod præmiernes himmelflugt. Alka hviler på det samme værdigrundlag som fagbevægelsen, det er en yderst veldreven virksomhed, der har givet pæne, årlige udbytter til fagbevægelsen, og endelig har Alka flere gange fået bedømmelsen ”Bedst i test” i Forbrugerrådets undersøgelser.

Argumenterne mod et salg af Alka er altså mange. Argumenterne for et salg er derimod noget vanskeligere at få øje på, og måske blev salget blot en realitet, fordi en række forbundsformænd så sig varme på et tal med en hel masse nuller.

Men det er faktisk slet ikke det værste. Værre er hele processen omkring salget, hvor en sluttet kreds af forbundsledere i ejerkredsen reelt traf beslutningen hen over hovedet på de reelle ejere – medlemmerne!

Jeg er klar over, at reglerne omkring handel med børsnoterede virksomheder gør, at man ikke kunne iværksætte en medlemsdebat – endsige en urafstemning – blandt fagbevægelsens medlemmer, da først en aftale med Tryg var forhandlet på plads.

Det grundlæggende problem er, at der overhovedet blev indledt en salgsproces uden, at man havde sikret sig medlemmernes opbakning hertil. For med hvilken ret udtaler Kim Simonsen og de øvrige forbundsformænd sig, når de som argument for et salg siger, at det at drive forsikringsvirksomhed ikke er en kerneopgave for fagbevægelsen?

Måske har de ret, men det er den type diskussioner, de burde have taget med deres bagland – både med deres hovedbestyrelser og deres medlemmer. Der burde på forhånd have været en grundlæggende diskussion af, om Alka overhovedet var til salg, før Kim Simonsen satte sig til forhandlingsbordet med Tryg Forsikring.

I mange fagforeninger arbejder vi i dag på at blive mere organiserende. Et massivt omdrejningspunkt i de bestræbelser er at engagere og involvere medlemmerne i fagforeningen – vi kalder det "at give fagforeningen tilbage til medlemmerne".

Det gør vi ikke kun for at få flere medlemmer, selv om jeg naturligvis er glad for, at HK it, medie & industri Hovedstaden her og nu har lidt flere fuldtidsmedlemmer end ved årets start. Vi gør det først og fremmest for at skabe det bedste og stærkest tænkelige faglige fællesskab og den bedste fagforening for medlemmerne!

Med det totale fravær af medlemsdebat og medinddragelse genopliver og bekræfter forbundsformændene i Alkas bestyrelse alle fordomme om en topstyret fagbevægelse fjernt fra medlemmerne. De mange protester og den efterfølgende shitstorm på de sociale medier viser tydeligt, at der stadig er meget at kæmpe for – også på de indre linjer.