Trepartsforhandlingerne er i gang midt i en tid, hvor avisforsider dagligt holder fokus på flygtningestrømmen (især den del, der når vores breddegrader), og hvor alle politikere på godt og ondt har ansvar for millioner af menneskeskæbner – både i Europa og i og omkring Syrien.

Ingen trepartsaftale kan retfærdiggøre, at fagbevægelsen giver køb på opgaven at forbedre løn og arbejdsvilkår for alle.

Man skal ikke underkende det positive i, at en flygtningekatastrofe af historiske dimensioner potentielt kan få alle gode (og nogle mindre gode) kræfter til at rykke sammen om at gøre en nødvendig forskel. Men når Lars Løkke med stor borgerlig opbakning op til trepartsforhandlingerne betinger en samlet aftale – og dermed aftaler om efteruddannelse, praktikpladser, arbejdsmiljø m.m. – af, at parterne først lander en integrationsaftale, er det ren revolverpolitik.

For hvad forestiller statsministeren sig egentlig af en integrationsaftale med arbejdsmarkedets parter, efter at regeringen så sent som i januar angiveligt droppede tankerne om indslusningsløn til flygtninge efter pres fra netop parterne på arbejdsmarkedet?

Statsministerens tanker

Det løftede han sløret for i et interview i Berlingske, hvor en aftale betinges af, at parterne både kan ”udvikle nogle modeller, der kan gøre det muligt at ansætte en enkelt flygtning eller to mere spontant og umiddelbart” og ”få åbnet for nogle nye typer af job”. Det første lyder som en gammelkendt variation over temaet indslusningsløn, mens det sidste skulle være privat rengøring og havearbejde, som i Lars Løkkes univers åbenbart er helt nye jobtyper.

Statsministerens ultimatum bakkes helhjertet op af den radikale Sofie Carsten Nielsen, der med egne ord er ligeglad med, om man kalder det ”integrationselever, indslusningsløn, flygtningelærlinge eller noget helt andet”. Dermed står det nok klart, at fagbevægelsens forhandlere som det første vil blive mødt af et massivt og ultimativt krav om indslusningsløn under en eller anden form, og at kun dette giver adgang til forhandlinger om andre temaer.

Indslusningsløn er løntrykkeri

Kravet om indslusningsløn er fagbevægelsen blevet præsenteret for før, og vi ved, det betyder løntrykkeri og en underminering af overenskomstsystemet, uanset om det handler om flygtninge, unge, ledige eller andre. Indslusningsløn vil derfor virke mod sin hensigt, fordi mange kolleger på arbejdspladserne vil se flygtninge som løntrykkere i stedet for at integrere dem som nye medlemmer af det faglige fælleskab.

Derfor er der ikke plads til den mindste vaklen i geledderne i fagbevægelsens top. Selvfølgelig skal vi drøfte integration på arbejdsmarkedet med regeringen og arbejdsgiverne, og det vil være flot, hvis vi på dette og andre områder finder nye veje at gå. Men ingen trepartsaftale kan retfærdiggøre, at fagbevægelsen giver køb på vores bundne og helt grundlæggende opgave om at forbedre løn og arbejdsvilkår for alle – pistoler for panden eller ej!