Som sædvanlig er Berlinalen også en verdensrejse og en rejse i historien set fra ganske forskellige perspektiver: Som udefrakommende eller som en der oplever sit eget land eller reflekterer over sit eget liv.

Men der er også tid til at reflektere i filmens billedverden, og der er tegn på håb i de fine paralleller, som filmen drager til nutidige bevægelser.

På filmfestivalen er der flere og flere dokumentariske eller semidokumentariske film. En af dem er "Just A Movement" af Vincent Meessen og co-director Mamadou Khouma Gueye. Filmen tager tilskueren med på en rejse gennem tid og rum sammen med Omar Blondin Diop, der var en revolutionær kunstner fra Senegal.

"Sælg ikke afrikanernes fremtid", står der på en stor gul transparent, der hænger på gaden i Dakar, Senegal. Vi bevæger sig hen imod en rundkørsel, i hvis midte en person står på en platform og råber, mens bilerne kører rundt og rundt:

Marx, Engels duet concerto eller marxismens femte symfoni:

Da Marx og Engels spillede koncert på Platz de la Concorde væbnet med perkussion og akustiske guitarer, var de i stand til at bringe masserne i en trancelignende tilstand. De havde besluttet at bruge lette ord den dag. Men mellem to koncerter fortalte deres manager dem, at penge nu var det, verdens hjerte bankede for, og de var nødt til at acceptere moderne tiders sørgelige realitet. De havde puttet bedøvelsesmiddel i publikums drinks, der for altid ville bedøve dem, og revolutionens moder ville aldrig siden være i stand til at bringe et smukt stærkt og muskulært barn til verden….

Fra Paris til Senegal

I filmens to timer tager vi på rejse både i dagens Senegal og i Paris i 1960'erne, hvor Omar Diop studerer filosofi og som ung marxist deltager i ungdomsoprøret i Paris.

Han medvirker også i den bekendte filmmager Jean-Luc Godards højpolitiske film "la Chinoise" fra 1967, og filmen bruger også citater så som: "Som en pil søger imod sit mål, søger marxisten mod revolution".

Det er en broget rejse, vi tager på, med og omkring Omar, der var aktiv i Movement of Young Marxist-Leninists (MJML) og i Committee for the Initiative for Permanent Revolutionary Action (CIARP).

Vi ser Dakar i dag, skønne teaterindslag på gaden som historien om Marx og Engels koncert, vi snakker kinesisk, hører rapmusik af rappergruppen Yen a Marra, og vi møder Omars brødre og nærmeste medkæmpere, der fortæller om den bevægelse, der blev til, efter at Senegals selvstændighed tippede over til et diktatoriske etpartisystem med Leopold Sengho i spidsen, der bukkede og skrabede for Frankrig.

De var unge og vilde og smed en molotovcocktail ved den franske ministers statsbesøg. Aktionen mislykkedes, og situationen eskalerede frem til den sørgelige begivenhed, der førte til Omars likvidering i Gorée-fængslet ved Senegals kyst i 1973.

Der er mange ord i filmen, der langsomt folder sig ud hen imod det forsøgte oprør mod den realitet, som Senegal som så mange andre afrikanske lande kom i efter deres selvstændighed i 1960'erne, hvor håbet om frihed gik fløjten i undertrykkende systemer. Realiteter der forklarer Omars og hans medkæmperes vej fra intellektuelle meningsmagere til væbnet kamp.

Men der er også tid til at reflektere i filmens billedverden, og der er tegn på håb i de fine paralleller, som filmen drager til nutidige bevægelser (blandt andet gruppen af rappere og journalister, Yen a Marre) i Senegal i dag, hvor vi ser nutidens unge i dialog og i oprør for et nyt og bedre system.

At Omar Blondin Diop er blevet et revolutionært ikon og martyr, er der ingen tvivl om. Men som hans nærmeste fortæller, var en af de vigtigste ting i det, han stod for, bevægelse, altid at være i bevægelse. Et flot værk der vises i klassen Forum.

Så lang tid tager det for lava at størkne

Hvordan navigerede man på Hawaii i tidligere tider, og kan videnskab også være en del af afkoloniseringen?

Filmen "Rock Bottom Riser" af Fern Silva (USA) sender tanker tilbage til subversive videofestivaler i 1990'erne i et miks af naturoptagelser, foredrag om navigation, teater og fortælling.

Afkolonisering er filmens tema – et tema der bliver berørt i mange film for tiden. Der går ellers lidt tid, inden jeg finder frem til, hvad filmen handler om, og i første omgang er det de overvældende optagelser af lava, der ruller, brænder og bobler på Hawaii, der fanger opmærksomheden.

Igennem filmen konfronteres vi med info om hawaiianernes viden om navigation. I skærende kontrast hertil står de højteknologiske videnskabelige teleskoper og maskiner, der er placeret lige ovenpå hawaiianernes hellige bjerg.

I vinden blafrer et gammelt digt skrevet på skrivemaskine af Stimson i 1957:

”Oh my Calabash
Blown toward me by the wind
My calabash roole over and over
on the topping waves

It is my diviner,
giver of the wisdom of stars.”

Kan man også afkolonisere videnskab? Det mener denne film på sin egen eksperimentelle facon. Selvom filmmageren selv prøver at retfærdiggøre i en underkommentar, der citerer en vigtig hawaiianer, der siger, at selvom vi jo har filmmagere på Hawaii, er netop denne filmmager, der stammer fra USA, den rigtige til at bringe dette tema ud på det internationale marked.

Lad os håbe, der ikke er en koloniserende holdning i at komme fra USA og at ville afkolonisere videnskab på Hawaii. Ja, det er ikke let at være politisk korrekt i 2021.

Faktum er, et denne eksperimenterende film, der er et slags personligt digt i lyd og billede, på en gang er smuk, barsk og maner til eftertanke uanset, hvor filmmageren må have sit ophav. En mystisk og spændende film der ikke tager sig selv alt for alvorligt, og som samtidig fanger på grund af sit stærke billedsprog.

"Rock Bottom Riser" vinder en "special mention" i klassen Entcounters, hvor juryen blandt andet skriver: "Filmens uventede og meget forskellige billeder viser nødvendigheden af en afkolonisering af videnskaben."

Paris' forstæder

Filmmageren Alice Diop afkoloniserer sin egen verden i en enkel dokumentarfilm om Paris' forstæder. 

"Nous" (Vi) er et spraglet og personligt billede af Paris' forstæder. Det er hendes hjemegn, hvor hun er undervejs med en række forskellige mennesker og også fortæller om egen familie.

Hendes forældre er indvandrere fra Senegal, men Alice er hjemme i Frankrig og viser i sin film uden fordomme et spraglet tæppe af et splittet Frankrig, så man til sidst så fint tænker, "vi er her alle sammen".

Alice Diops film vinder prisen for bedste film i klassen Entcounters.

Nildeltaet på besøg i lejligheden

I år finder festivalen sted i de private stuer, i hvert fald den del der afholdes for pressen og for et fagligt publikum. Hele lejligheden står fuld af monitorer, vi har døbt de forskellige rum om til Berlinale Palads, Arsenal og så videre, og jeg er af og til nødt til at tage "biografen" med ud i køkkenet for at få opvasken og kogekunsten af vejen.

Hver morgen klokken 7:00 dukker mængder af nye film op på skærmen med løfter om spændende indhold. Præcis 24 timer efter forsvinder de som en slags Askepot, og så er gode råd dyre, når filmen er væk, og man ikke fik set den færdig, og der kun ligger en enkelt sko tilbage…..

En af disse film er "Saba' sanawat hawl delta al-neel" (Syv år undervejs i Nildeltaet) af Sharief Zohairy fra Egypten. Den er nemlig mere end 5½ time lang, men ikke desto mindre en af mine yndlingsfilm i år. Filmen vises i klassen Forum expandet, der viser mange spændende og anderledes film.

I en konstant bevægelse er vi på rejse rundt i Nildeltaet, til fods, til sukkerfest med toget, med motorcykel, med hestevogn, med båd. Bare undervejs, se og opleve en verden fyldt af liv.

Sharief Zohairy, der som barn rejste fire gange om året med sin far mellem Alexandria og sit fødested Al-Zarqa, fik ideen til at udforske Nildeltaet i dette monumentalværk.

Der er ikke mange ord i filmen, hvilket er rigtig dejligt til afveksling. Af og til kommer enkelte fine tekster, udsnit af folkesange eller andet, og alle graffiti, vi ser, bliver oversat.

Et stemningsfyldt stykke Egypten med en mystisk drømmende lydside. Jeg håber virkelig, jeg finder resten af de 5½ times film, og giver den hermed dette års gyldne filmrulle.