Berlinale, jeg savner dig. Savner de sindssyge morgener med en yoghurt i lommen hemmeligt spist i biografen i hop til en næste film med et par aviser i lommen indeholdende dagens aktuelle filmkritikker fra kollegerne.
Jeg savner de vigtige diskussioner i biograferne efter filmene, der er et klip i ens egen virkelighed, og som viser andres virkelighed, som man ellers ikke møder.
Savner rejserne med filmene rundt på kloden og alle de der forskellige hår og hudfarver, der fylder biograferne. Den grænsepsykotiske tilstand af forventning, skønhed, oprørskhed, glemte kaffepauser og hysteriske dyre espressoer i Hyat hotel, hvor pressen har sin gang – rig som fattig.
Jeg savner de vigtige diskussioner i biograferne efter filmene, der er et klip i ens egen virkelighed, og som viser andres virkelighed, som man ellers ikke møder.
Hjemmebiograf
I år finder festivalen sted i de private stuer, i hvert fald den del der afholdes for pressen og for et fagligt publikum. Det er så meningen, at almindelige dødelige publikummer vil kunne se et udvalg af filmene til "Berlinale Summer Special", som gennemføres fra den 9. til den 20. juni i år, hvor den gyldne bjørn bliver modtaget af vinderne in person.
I år er der er udvalgt 166 film (i 2020 var det 342) ud af i alt 6318 indsendt film.
>> LÆS OGSÅ: Berlinale 2020: Film om sorg, erindring og hvordan vi kommer videre
Kun fire personer ud af dette års Berlinalejury på seks personer er rejst til Berlin for at se dette års 15 konkurrence film i en ægte biograf. Som et håb og symbol på, at film skal ses i biografen, lyder det fra Berlinalens ledelse, Mariette Rissenbeek og Carlo Chatrian.
Juryen er valgt ud fra tidligere Berlinale vindere, og Ildikó Enyedi, Adina Pintilie, Gianfranco Rosi og Jasmila Žbanić er i Berlin i disse dage, hvorimod Mohammad Rasoulof, der vandt den gyldne bjørn sidste år med filmen There Is No Evil, er i husarrest i Iran og ser filmene online.
>> LÆS OGSÅ: Berlinale 2019: Der hvor vi kom fra
Tina Turner
Og nej, det er ikke det samme, men alligevel tænder jeg for min eksterne højtaler, tager min bedste stol frem, slukker lyser og begynder med filmen Tina af Dan Lindsay og T.J. Martin om rock ikonet Tina Turners liv og historie. Filmen vises i klassen ”Berlinale special”.
Og Tinas historie er fint fortalt. Ud fra et eksklusivt interview i hendes villa tager vi på rejse i seks dele med fotos, tidligere interviews på kassettebånd, stilfotos, video og koncertklip fra hendes lange karriere.
Historien om kvinden, der gik solo og fik en langt større karriere end sin fraskilte Ike Turner, men som alligevel af pressen igen og igen blev spurgt ud om sit forhold til sin voldelige eksmand og kollega, er et typisk billede på, hvad pressen forventer, at en kvinde fortæller om. År efter år bliver Tina konfronteret med denne smertelige del af sit liv.
Måske drejer denne film sig endda også lidt for tæt omkring dette tema. Historien om kvinden, der tog mod til sig og forlod sin voldelige mand, er en, som mange kan identificere sig med. Men hvad med Tinas arbejde med musikken?
Det skinner igennem, at Tina, som egentlig oprindeligt hed Ann, følte, at hendes hjerte slog for rock'n'roll, alligevel blev hun lige så meget et pop ikon, og dog alligevel rigtig meget sig selv. For eksempel hadede hun sangen ”What’s love got to do with it”. Disse valg havde jeg gerne høre lidt mere om…
En pige fra bomuldsmarken
Enkelt fremstillet (vi ser et rullende kassettebånd) vender vi igennem hele filmen tilbage til et interview, som den karismatiske Rolling Stone-redaktør og journalist Kurt Loder tog:
"Jeg er en pige fra bomuldsmarken, jeg hev mig selv op og lærte mig selv det, som ingen andre lærte mig. Og jeg spørger mig selv og siger, hvordan kan du sige, at du fortjener et liv, en familie og et hjem og hus, når du kommer fra den bomuldsmark, og du kommer fra al den destruktion og alle de fejltagelser? Det er fordi jeg vil mere, simpelthen fordi jeg vil mer. Se hvad jeg har opnået med mit liv..."
Tina er en varm og sympatisk person, og filmen med de overfyldte arenaer og kæmpe koncerter er trods hendes til tider barske historie festlig, og det er også dejligt, at vi får lov at høre hele sange og ikke brudstykker, som det så tit er tilfældet i dokumentarfilm om musik.
Og mens jeg ser filmen, må jeg op af stolen og danse et par gange, trods alt er der også fordele ved en home screening.
Online festivalen fortsætter til søndag, hvor vinderne af den gyldne bjørn og andre priser annonceres.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
