Tirsdag den 1.maj 1899 gik tusindvis af arbejdere, mænd, kvinder og børn i procession med vajende faner gennem Københavns gader til Nørre Fælled. Den fælles parole var kravet om otte timers dagen.

Også vi bliver snart en hær, og vi trænger i lige så høj grad til en forkortet og en bestemt og regelmæssig arbejdstid.

For første gang skulle to kvindelige repræsentanter fra arbejderbevægelsen tale til den store forsamling. De to talere var formanden for Kvindeligt Arbejderforbund, Olivia Nielsen, og formanden for De Kvindelige Herreskræddere Andrea Nielsen (senere Brochmann).

Henvendt til den store forsamling sagde Andrea Brochmann ifølge Socialdemokratens referat blandt andet:

– Længe holdt den arbejdende kvinde sig tilbage, men nu begynder hun at komme med. Nyligt havde vi den store kvindestrejke i mit fag, og ikke en eneste af de 1300 kvinder faldt fra. Også vi bliver snart en hær, og vi trænger i lige så høj grad til en forkortet og en bestemt og regelmæssig arbejdstid.

Derefter udbragte hun et leve for kvindernes organisation!

Andrea Brochmann var ligesom Olivia Nielsen en fremtrædende fagforeningsformand. Hun var formand for De Kvindelige Herreskrædderes fagforening 1897-1909. Dette tillidshverv førte også til en plads i Dansk skrædderforbunds og De samvirkende fagforeningers (nu LO) forretningsudvalg (sammen med Olivia Nielsen).

Engagement i fødselsgave

Andrea Brochmann havde ikke sit engagement fra fremmede. Hun blev født i 1868 i et politisk engageret, socialdemokratisk arbejderhjem i København.

Faderen var cigararbejder og moderen syerske. Forældrene, Lauritz og Anna Nielsen, var begge aktive i den socialdemokratiske bevægelse fra starten af 1870’erne. Anna Nielsen arbejdede også for kvindernes ligestilling, hvilket senere førte hende ind i Dansk Kvindesamfund og gjorde hende til medstifter af Kvindelig Fremskridtforening i 1888. Anna Nielsen var formand for De Kvindelige Herreskrædderes Fagforening i perioden 1890-1892.

Andrea Brochmann fik altså både arbejdersagen og kvindesagen ind med modermælken, og hendes opvækst i trange kår gav retningen for hendes senere politiske arbejde for sociale forbedringer for arbejderne. 

Andrea Brochmann ville gerne have været lærer, men det var der ikke råd til, så hun fik en uddannelse som herreskrædder og fulgte også her i moderens fodspor.

De kvindelige herreskræddere

Da Andrea Brochmann blev formand for De Kvindelige Herreskrædderes Fagforening (KHF) i 1897 var medlemstallet nede på 35. Det store antal hjemmearbejdere inden for faget gjorde det vanskeligt at organisere kvinderne.

Ikke desto mindre lykkedes det Andrea Brochmann og den øvrige bestyrelse ved et ihærdigt agitationsarbejde i løbet af de næste par at få medlemstallet op på cirka 1300. Nu var der magt bagved til at kræve aftale om en minimalpriskurant med arbejdsgiverne.

Fagforeningen måtte dog ud i den hidtil største kvindestrejke. 1300 strejkende syersker mødte op til møder i Rømersgade med talere både fra fagbevægelsen og kvindeforeningerne. Strejken sluttede efter 14 dage med en stor sejr til kvinderne. Sammenholdet havde stået sin prøve, og arbejderkvinderne havde vist, at de ligesom mændene kunne stå sammen solidarisk.

En del af agitationen for nye medlemmer var afholdelse af en foredragsrække i fagforeningens regi. Her trak Andrea Brochmann på sit store netværk i kvindeorganisationerne, hvor blandt andet Louise Nørlund fra Kvindelig Fremskridtsforening holdt foredrag om »Valgret for kvinder«.

En anden måde at formidle viden om syerskerne og fagforeningen på var Andrea Brochmanns skribentvirksomhed. I 1901-02 skrev hun en række artikler i Aftenbladet, hvor kvindesagen havde fået sin egen klumme med undertitlen: Kvindernes krav. Hun skrev også artikler til Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet og til arbejderpressen.

Kampen for valgret

I kampen om valgret til kvinder var Andrea Brochmann en af arbejderbevægelsens spydspidser, hvor hun arbejdede tæt sammen med de andre kvindeforeninger. Således deltog hun som KHF’s repræsentant i Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg, stiftet i 1898.

Samarbejdet fortsatte indtil 1907, hvor Andrea Brochmann var medinitiativtager til stiftelsen af Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening, der i 1908 blev til Socialdemokratisk Kvindeforening.

Stiftelsen af de socialdemokratiske kvindeforeninger skete på baggrund af en beslutning i Anden Internationale, som betød, at socialdemokrater i medlemslandene skulle afbryde samarbejdet med ikke-socialistiske foreninger, og dette gjaldt også de socialdemokratiske kvinders valgretssamarbejde.

Efter Andrea Brochmanns opfattelse var det vigtigt, at de socialdemokratiske kvinder havde deres egen forening, men som en afdeling af Socialdemokratiet. Det gik ledelsen af Socialdemokratiet lodret imod. På trods af mange forsøg gennem årene på at omgøre denne beslutning i partiledelsen, lykkedes det aldrig.

Andrea Brochmann blev formand for Socialdemokratisk Kvindeforening i 1912 og fortsatte helt frem til 1935. Foreningen var meget aktiv i valgretskampen, hvor de støttede andre kvinder i at stille op til valg. Arbejdet for kvindesagen fortsatte Andrea Brochmann også i Dansk Kvindesamfunds fællesstyrelse og forretningsudvalg fra 1922-32.

Kvindelig politiker

Andrea Brochmann blev også selv valgt som politiker. Hun sad i Københavns Borgerrepræsentation 1917-1943, hvor hun blandt andet arbejdede for bedre lønforhold for arbejderne, bedre skoler, folkekøkkener, kvindehuse, husmoderferiehjem og daginstitutioner til de arbejdende mødres børn.

Hun sad i Landstinget i to perioder fra 1926-32 og 1933-1940, som en af kun fem-seks kvinder. Selv om der kun var få kvinder i de kommunale råd og Rigsdagen, mente Andrea Brochmann alligevel, at det var lykkedes at få gennemført sager, der tilgodeså kvindernes krav, og som kom hele samfundet til gode.

Andrea Brochmann døde i 1954, 85 år gammel. Helt fra sin ungdom ydede hun en ekstraordinær indsats for at forbedre arbejderkvindernes og arbejderfamiliernes kår.

Hendes funktion som brobygger mellem arbejderbevægelsen og kvindesagen må også her fremhæves. Hendes pionerarbejde som agitator, organisator og politiker og hendes bredtfavnende engagement i fagbevægelsen, kvindesagen og politik gjorde hende til en enestående repræsentant for sin tid.