Camilla Nielsens offentlige karriere begyndte, da hun som 52-årig blev valgt til Frederiksberg hjælpekasses bestyrelse. Hjælpekasserne udbetalte midlertidig hjælp til fattige, men uden at de tabte deres borgerrettigheder.

Efter en lov vedtaget i 1907 kunne kvinderne i 1908 for første gang vælges til hjælpekassernes bestyrelse.

Camillas kandidatur blev foreslået af Socialdemokratisk kvindeforening, og det blev på opstillingsmødet i Frederiksberg socialdemokratiske vælgerforening begrundet med følgende: »Camilla Nielsen er den rette. Hun er afholdt af alle fattige. Alle de børn, hun kommer i berøring med, har hun været en mor og en ven for. Stem på hende, så tager I ikke fejl!« Og det skulle hendes næste 25 års aktive deltagelse i politik, som leder af Frederiksberg Folkekøkken og som bestyrelsesmedlem i sociale institutioner og (kvinde)organisationer vise. 

BARNDOM PÅ LANDET

Camilla Nielsen blev født 1856 i Særslev ved Jyderup som eneste pige i en søskendeflok på seks.

Familien boede på en stor bondegård, og faderen var desuden sognerådsformand. Selv om forældrene var stokkonservative, havde de øje for og vilje til at hjælpe de fattige landarbejdere i sognet.

Camilla var dygtig i skolen og blev endnu som skolepige sin fars hjælper med sognerådssager og gårdens regnskaber. Hun fik her lagt grunden til et stort talent for administration, ledelse og organisation. Samtidig fik hun også den almindelige pigeopdragelse hos sin mor ved at hjælpe med husarbejde og madlavning. Der var således lagt op til, at Camilla Nielsen skulle ende som landhusmor, men sådan gik det ikke.

ARBEJDERKÅR

Camilla forelskede sig i en fattig slægtning og giftede sig med ham mod familiens vilje, og selv om det senere viste sig, at det ikke var den store kærlighed, så holdt parret sammen indtil deres eneste søn fyldte 18 år.

Camilla og hendes mand flyttede til København og havde som så mange andre arbejdsmandsfamilier meget svært ved at klare dagen og vejen. Camilla Nielsen tog, hvad hun kunne af forefaldende arbejde, når hendes mand kunne passe sønnen.

Dette førte til et viceværtjob og senere et job som administrator af flere ejendomme. Hendes talent for administration, men også stor menneskekundskab kom hende til gode. Disse evner fik hun også brug for, da hun fik mulighed for at overtage en nedslidt ejendom på Frederiksberg med 75 lejemål.

Ejendommen hed i folkemunde »Røverborgen«, og politiet havde sin daglige gang i bebyggelsen til husspektakler og slagsmål. Beboerne tilhørte den fattigste del af arbejderklassen. Arbejdsløsheden var stor, og familierne var fattige med mange børn.

Camilla Nielsen gik i gang med en renovering af ejendommen. Hun annoncerede i modsætning til mange andre udlejere, at børnefamilier var velkomne. Med stor pædagogisk sans gjorde hun ejendommens børn til sine hjælpere og medansvarlige for at passe godt på det sted, hvor de boede: ingen tegninger på væggene, ingen skrald i gården, og kontante belønninger for at holde rent. Under den store lock-out i 1899 var halvdelen af familierne ramt, men en udskydelse af huslejen, til konflikten var slut, reddede familierne fra udsmidning.

Camilla Nielsen blev gift for anden gang i 1903 med sin ungdoms kærlighed. Desværre fik parret kun fire år sammen, før han døde. Gennem sin mand blev Camilla Nielsen engageret i Socialdemokratiet.

ET NYT LIV

Camilla Nielsen fik brug for sine kundskaber som madmor og administrator, da hun i 1909 blev bedt om at lede den nyoprettede Frederiksberg Bespisningsanstalt. I 1917 blev Camilla Nielsen udpeget til at lede Folkekøkkenet i Frederiksberg kommune, en stilling hun bestred indtil 1931.

Efter valget til Hjælpekassen i 1907, blev Camilla Nielsen allerede i 1910 valgt ind i ledelsen af Foreningen af Hjælpekasser i Danmark. Og herefter blev hun valgt til det ene politiske og offentlige hverv efter det andet.

Hun nævner selv i sine erindringer, at hun var dybt engageret i agitation for Socialdemokratiet og kvindesagen. Camilla Nielsen var fra de tidligste år med i Socialdemokratisk Kvindeforening, som blev stiftet i 1907, og hun deltog og havde et indlæg på den internationale socialistiske kvindekonference i København i 1910.

Hun var medlem af Dansk Fredsforening og deltog i Fredskonferencen i Haag i 1915 sammen med Andrea Brochmann som repræsentanter for Socialdemokratisk Kvindeforening. Gennem sit sociale arbejde fik Camilla Nielsen stor viden om, hvordan forholdene var i samfundet. Hun blev derfor ofte benyttet som taler.

Den brede kvindepolitiske interesse viste Camilla Nielsen – sammen med andre fremtrædende socialdemokratiske kvinder med medlemskabet af Dansk Kvindesamfund (DK), selv om det ikke var velset blandt lederne af Socialdemokratiet. Der var i mellemkrigstiden et uformelt samarbejde mellem den socialdemokratiske kvindebevægelse og DK formidlet via dobbeltmedlemskaber. 

POLITIKER MED STOR VILJESTYRKE

Camilla Nielsen blev senere valgt ind i Socialdemokratisk Vælgerforening på Frederiksberg, hvilket igen førte til, at hun blev hun valgt til Frederiksberg Kommunalbestyrelse i 1917 – et hverv hun havde til sin død. Det politiske arbejde førte også til, at hun fra 1929 blev medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse, en post meget få kvinder blev valgt til.

Stauning skrev i forordet til Camilla Nielsens selvbiografi, at hun var »en usædvanlig, varmtfølende og energisk kvinde, der ved handlekraft og viljestyrke opnåede at øve en betydningsfuld indsats i et langt liv«.

Og deri havde han ret. Camilla Nielsen havde evner som leder, organisator og administrator. Hun var en god taler og agitator for socialismens ideer. Hun forstod, hvad det handlede om, skønt født i en storbondefamilie havde hun i mange år delt arbejdernes hårde tilværelse. Det kvindepolitiske engagement var en integreret del af hendes politiske arbejde for at skaffe bedre vilkår for arbejderfamilierne. Men ikke mindst havde hun et stort hjerte for børnene, som hun både praktisk og politisk arbejdede for gennem hele livet.