Henriette Crone var trykkeriarbejder og blev valgt til formand for De kvindelige trykkeriarbejderes Fagforening i 1906. Hun havde siddet i fagforeningens bestyrelse siden dens stiftelse i 1898, og hun var dens formand til sin død i 1933.

Henriette Crone var ikke bange for at gå på tværs af hverken sit partis eller fagbevægelsens synspunkter.

Hun var ikke kun en pioner i den kvindelige fagbevægelse, men var også politisk aktiv. Ved det første kommunale valg i 1909, hvor kvinderne havde fået stemmeret, blev hun valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet. Hun sad der i den første periode til 1913. I 1920 blev hun valgt ind Landstinget, som hun var medlem af indtil sin død.

Henriette Crone var en markant skikkelse i den danske arbejderkvindebevægelse. Hun var ikke bange for at gå på tværs af hverken sit partis eller fagbevægelsens synspunkter, hvis hun mente, det gavnede arbejderkvindernes kamp for ligestilling på arbejdsmarkedet og bedre levevilkår.

Den russiske socialist Aleksandra Kollentaj mødte Henriette Crone på den internationale socialistiske kvindekonference i København i 1910 og beskrev mødet med hende sådan:

»Jeg blev ført hen til en høj, velklædt ung kvinde. Hun havde kloge øjne, og der var noget beslutsomt, roligt og ligevægtigt i hendes træk, stemme og holdning… Med rolig værdighed fortæller hun mig, at hun er kommet i Borgerrepræsentationen med socialisternes stemmer ved det første valg, hvori kvinder deltog. Hun er 25 år og arbejder om natten på et avistrykkeri. I kongresperioden må hun arbejde om natten og om dagen deltage i møderne, men hendes arbejde er ikke særligt hårdt og arbejdstiden er begrænset til otte timer...«

OPVÆKST PÅ LANDET

Henriette Crone blev født i 1874 og voksede op i en smedefamilie i Vestsjælland, men faderen døde, da Henriette var 14 år, og moderen flyttede derefter til København med sine børn.

Moderen levede af at have pensionærer, og Henriette Crone boede hos sin mor til dennes døde i 1915. Henriette blev først tjenestepige, men brød sig absolut ikke om arbejdet og de pladser, hvor hun var ansat, så hun fik i stedet arbejde på forskellige trykkerivirksomheder.

KAMPEN MOD NATARBEJDET

De kvindelige trykkeriarbejdere udgjorde en mindre del af de kvindelige industriarbejdere i København. Omkring 1910 var der et par tusinde. Trykkeriarbejderkvinderne hørte til de bedre stillede af arbejderkvinderne, idet lønnen var højere og arbejdstiden kortere end i andre fag.

En af de sager, som Henriette Crone som formand kom til at føre for sine medlemmer, var kampen mod forbud mod kvinders natarbejde. Forbuddet mod natarbejde blev foreslået som en del af Fabriksloven, men blev aldrig gennemført i Danmark, blandt andet på grund af af Henriette Crone og de kvindelige trykkeriarbejderes modstand.

Loven ville gøre de kvindelige trykkeriarbejdere arbejdsløse, fordi arbejdsgiverne højst sandsynligt ville foretrække mænd til arbejdet. I 1911 drejede det sig om 315 kvinder. På de socialistiske kvinders konference i 1910 fremlagde Henriette Crone en resolution, der gik imod et forbud mod natarbejde, hvis det kun gjaldt for kvinder. Dette skete til stor fortrydelse for konferencens ledere Clara Zetkin og Nina Bang. Resolutionen vakte da også stor furore og blev nedstemt, men de fleste danske og svenske delegater stemte for.

I denne sag valgte de kvindelige trykkeriarbejdere og Kvindeligt Arbejderforbund at samarbejde med Dansk Kvindesamfund. På et møde i 1911 med 1200 deltagere vedtog forsamlingen en resolution, der protesterede mod et forbud mod natarbejde, hvis det ikke gjaldt for både mænd og kvinder. Resolutionen blev sendt til Rigsdagen, og under indtryk af ikke mindst kvindernes holdning blev loven vedtaget uden forbuddet.

SOCIALE REFORMER

Henriette Crone havde et stort socialt engagement, som hun byggede på egne erfaringer fra Nørrebro og fra sit faglige arbejde. Hendes politiske arbejde både i Borgerrepræsentationen og i Landstinget drejede sig om at skabe bedre vilkår for børn og unge, for kvinderne og arbejderfamilien. Hun fik også sin store andel i udformningen af Socialreformen i 1933, hvor hun havde ansvaret for loven om sygeforsikring.

Selv om Henriette Crone havde den opfattelse, at gifte kvinders plads ideelt set var i familien med pasning af børn og hjem, så kendte hun virkeligheden godt nok til at vide, at ægteskabet ikke var en forsikring til forsørgelse. Derfor gik hun imod de kræfter, der ønskede at forbyde gifte kvinders arbejde under krisen i starten 1930’erne. Ligeledes blev det Henriette Crone, der endelig fik gennemført en lov om statsautorisation af sygeplejersker.

INTERNATIONALT ARBEJDE

Henriette Crone var også engageret i internationalt samarbejde og deltog i en lang række internationale konferencer for Typografforbundet og Socialdemokratiet. I 1915 deltog hun som repræsentant for De kvindelige trykkeriarbejderes Fagforening i kvindernes fredskonference i Haag sammen med repræsentanter for kvindebevægelsen og Socialdemokratiske Kvindeforening.

Hun forsøgte hele tiden at forbedre sine sprogkundskaber ved at tage undervisning i tysk og engelsk. Derfor var hun også selvskrevet til ledende poster indenfor den internationale arbejderbevægelse, hvor hun blev valgt til kvindekomiteen for International Federation of Trade Unions i 1925 og i 1927 også til Socialistisk Arbejderinternationales Kvindekomité.   

Henriette Crone arbejdede gennem hele sit liv på at forbedre arbejdsforholdene for arbejderkvinderne og levevilkårene for hele arbejderklassen. I 30 år havde hun ledende poster indenfor fagbevægelsen og Socialdemokratiet, både nationalt og internationalt.

Hun knyttede også bånd til kvindebevægelsen og var medlem af Dansk Kvindesamfund, fordi hun så, at arbejderkvinderne og kvinderne fra middelklassen i nogle sager havde fælles problemer og fælles interesser i arbejdet for kvindernes ligestilling.

Hun havde stor gennemslagskraft i forsamlinger og blev meget benyttet som taler og agitator, hvad enten det handlede om bedre arbejdsforhold eller kvinders stemmeret. Hun arbejdede hårdt, hvilket sled på hendes helbred, og det medførte, at hun døde af en hjertesygdom allerede som 59-årig i 1933.