I foråret 1943 stopper den sovjetiske fremrykning efter sejren ved Stalingrad på spidsen af den tyske general Mansteins modoffensiv ved Kharkov. I de næste måneder opbygger den Røde Hær i støt tempo reserverne, mens de kynisk venter på det næste tyske angreb så de kan sætte deres egen modoffensiv ind.

Den strategiske situation

Forsommeren 1943 er stille langs den udstrakte frontlinje mellem den tyske værnemagt i øst og den Røde Hær.

Begge parter kæmpede indædt i månederne efter Stalingrad, tyskerne for at redde deres styrker og stabilisere fronten, de sovjetiske styrker for at bryde igennem tyskernes linjer og afskære flest muligt. Situationen ender stort set uafgjort.

Tyskerne får trukket deres styrker tilbage, udmattede og uden slagkraft men intakte, og den Røde Hær får generobret al den jord, tyskerne tog i den store offensiv sommeren før. Begge parter stopper op for at få pusten. Kampene har skabt en ujævn frontlinje fra nord til syd. Et stort fremspring ved Kursk markerer der, hvor de tyske tropper afskar den Røde Hærs fremmeste tanks i marts og april, og er på en gang et svagt led og en kæmpe trussel mod den tyske linje.

Den tyske hær er en maskine, og maskiner kan ødelægges!
Konstantin K. Rokossovski

Tyskerne stopper kampene for at stabilisere sig og genopbygge deres offensive styrke, mens den Røde Hær stopper op for at gøre det samme, bygge flere kampvogne og træne nye soldater til de smadrede formationer. Vinterens sejre i Kaukasus og ved Stalingrad var historiske men dyrtkøbte, og den Røde Hær er i marts 1943 på de yderste ressourcer.

Offensiv og modoffensiv

Den store modsætning i forsommeren 1943 går mellem offensiv og modoffensiv.

Gang på gang i de forløbne to år har tyskerne bevist, at den Røde Hær ikke kan trænge gennem en velforberedt tysk stilling og opnå operationel frihed. Operationerne er mange – Kharkov og Mars i 1942 er blot de største – og viser, at tyskerne er taktisk og operationelt overlegne, selv i undertal.

Samtidig har den Røde Hær bevist, at den ikke lader sig slå selv ved et operationelt nederlag, og at den strategiske situation – om angrebet lykkes eller slår fejl – først bliver afgjort efter måneder af kampe og over hundredvis af kilometer land.

I 1941 og 1942 bryder tyskerne gennem de sovjetiske linjer, kun for i sidste ende at lide nederlag i sovjetiske modoffensiver ved Moskva, Stalingrad og Kaukasus.

Den Røde Hær venter

Hærledelsen med Stalin i spidsen er ivrige efter afgørelsen, for de ved, at tyskerne kæmpede på de sidste reserver blot måneder før. Men det samme gjorde deres egne styrker. Begge parter har brug for at blive opbygget igen.

I denne situation står fremspringet ved Kursk som en magnet for de kortgranskende hærledelser.

Tyskerne øjner en let mulighed for at omringe og tilintetgøre en del af den Røde Hær, som de har gjort det før. Den sovjetiske ledelse øjner muligheden for at stoppe den tyske lynkrig og komme ind med deres modoffensiver på flankerne af de tyske fremstød.

Allerede fra marts 1943 pumper den Røde Hær reserver og formationer ind i bulen for at stoppe Mansteins ”baghåndsslag” ved Kharkov, og i månederne frem bliver forsvaret blot forstærket.

Til sidst tæller det en hundrede kilometer dyb forsvarszone plastret til med skyttegrave, tankfælder, miner, ildzoner og flankerende støttepunkter. I månederne frem opildner diverse tyske generaler med Manstein i spidsen for at få afgjort offensiven, men gang på gang må de erkende, at de endnu ikke besidder den offensive styrke for at bryde igennem.

Den tyske modsætning

Modsætningen er åbenlys. Jo længere tid tyskerne har brug for at opbygge deres offensive styrke, jo længere tid får den Røde Hær til at forberede forsvaret og samle reserver. Efter slaget kritiserer Manstein Hitler og hærledelsen, dels for at de ikke angreb i april 1943, dels for at de ikke gennemførte angrebet i juli 1943 men stoppede før de sidste mænd var skudt.

Virkeligheden er, at tyskerne hele tiden var underlegen i antal mænd, kampvogne og kanoner. Men i forsommeren kom de nye Panther-tanks, Elefant-selvkørende kanoner, Goliath-fjernstyrede bæltebomber samt ikke mindst hundreder af de eksisterende panser model III, IV og VI.

I nord under kodenavnet "Kutuzov" og i syd under navnet "Rumiantsev", begge generaler fra Napoleonstiden, planlægger den Røde Hær at samle store styrker til reserver.

Ophobningen af disse kvantiteter var det skifte, som den tyske hærledelse håbede på var nok til at bryde gennem det sovjetiske forsvar.

Den sovjetiske modsætning

Den sovjetiske side af modsætningen er lige så åbenlys. Jo længere tid styrkerne har til forsvar, desto stærkere vil det tyske angreb blive. Fristelsen til et præventivt angreb ind i de tyske troppekoncentrationer er stor, men i modsætning til året før ”nøjes” den røde hærledelse med at udarbejde planerne for offensiverne.

I nord under kodenavnet "Kutuzov" og i syd under navnet "Rumiantsev" – begge generaler fra Napoleonstiden – planlægger den Røde Hær at samle store styrker til reserver, der skal angribe nord om den nordlige flanke og syd om den sydlige flanke, og mødes bag fronterne i en gigantisk knibtangsbevægelse.

Disse planer kræver et stort mål af kynisme. Det er sin sag at sidde passivt og vente på det tyske angreb. Det er sin sag at dømme mændene i frontlinjen til nådesløs kamp, mens reserverne skal holdes tilbage. Det er sin sag at afveje, præcis hvornår modoffensiven skal sættes ind.

Men som ved operationerne Uranus, Saturn og Galop ved Stalingrad året før, er kynismen til stede i rette mængder. Således er forsvaret langs adgangsvejene til Kursk kun den første del af den sovjetiske plan, mens det modsvarende angreb udgør den fulde tyske plan. Fra starten er den sovjetiske modoffensiv regnet ind i planerne.

Slaget begynder

Da slaget begynder, er planerne for at vinde det klar på den sovjetiske side. Men de er langt fra sejrssikre. Det er aldrig før lykkedes at stoppe den tyske hær, før den bryder igennem frontlinjerne og omringer de forreste styrker.

I 1943 gik millioner af mænd i tysk krigsfangenskab ved disse omringningsslag –  så mange, at det i tørre tal svarende til hele den styrke, den Røde Hær rådede over ved krigsudbruddet.

I 1942 var antallet mindre, men en stor del af skylden for dette lå i, at den sovjetiske hærledelse totalt fejlbedømte, hvor det tyske angreb ville komme, og havde koncentreret store styrker i forsvaret for Moskva. I sommeren 1943 er det et åbent spørgsmål, om de tredobbelte forsvarslinjer med tanks og mobile grupper i operativ reserve er nok til at stoppe tyskerne.

For lidt eller for meget?

Dillemaet ligger i at vente for lidt eller for meget. Venter man for lidt, vil tyskerne selv råde over reserver til at slå modoffensiven tilbage, som de gjorde i marts 1943 ved Kharkov. Venter man for længe, som det til dels var tilfældet ved Galop i vinteren 1942, når tyskerne at trække sig ud inden de bliver omringet. Sejren kræver kynisme og overblik.

Det er sin sag at dømme mændene i frontlinjen til nådesløs kamp, mens reserverne skal holdes tilbage.

Den Røde Hær viser sig at besidde begge dele. Men det er tæt på ikke at lykkes.

De sydlige tyske styrker, Armégruppe Syd og Arméafdeling Kempf, med elitestyrkerne i spidsen er så stærke, at dele af den strategiske reserve, der skal stå for modoffensiven, bliver sat ind. Det resulterer i slaget ved Prhokorovka, hvor op mod 600 kampvogne mødes over få kilometer jord.

Tyskerne bliver stoppet men med meget hårde sovjetiske tab. At den Røde Hær er nødsaget til at sætte reserven ind i selve slaget svækker den efterfølgende modoffensiv meget. Det lykkes ikke at omringe de tyske elitetropper, der bliver trukket tilbage og genopbygger en stor del af deres styrke, særligt Grossdeutschland, der konstant bliver udbygget gennem krigen.

Det er ikke den Røde Hær, der læser situationen forkert, for havde de ikke kastet reserven ind, var tyskerne trængt endnu længere frem og havde måske haft held med at gennembryde det tredje og sidste bælte.

Men i nord, hvor operation Kutuzov slår ind mod den 9. armé og Armégruppe Center, trænger de sovjetiske styrker hurtigere og stærkere frem i det tysk-kontrollerede bagland. Orel i nord bliver befriet hurtigere og med færre tab end Kharkov i syd.

Efter de to modoffensiver Kutuzov og Rumiantsev angriber den Røde Hær i en række lokale offensiver, seks i alt, langs en bred front nord for Kursk. Disse offensiver slår ind på velforberedte tyske stillinger og bliver meget blodige, men efter flere måneders kampe trækker den tyske 4. armé samt 3. Panserarmé sig væk fra den modsvarende bule eller frontfremstød ved Smolensk.

Det er en stor sovjetisk sejr, og ved udgangen af 1943 står tyskerne svagere på Østfronten, end de har gjort på noget tidligere tidspunkt i den mere end to år lange krig.

Sovjetisk militær tænkning

Konventionel visdom og mange eksisterende militærhistorikere ser de tiltagende sovjetiske sejre som, at de lærer af tyskernes lynkrig og formår at omsætte dem selv. Dette er imidlertid kun en del af sandheden. Allerede i begyndelsen af 1930’erne har den Røde Hær opbygget sine egne teorier om moderne krigsførelse.

De udarbejdes af førende militærteoretikere blandt andet ved Frunze militærakademiet, og omsættes i høj grad i den materielle opbygning af den Røde Hær op gennem 1930’erne og 1940’erne.

Centralt i teorien står begreberne ”Dybt Slag” og ”Dyb Operation”. Dybt Slag er teorier om at gennembryde fronten med pansrede og mobile styrker gennem koncentration af ild og enheder.

Modsætningerne er måske i detaljerne, men ligger i virkeligheden om det enkelte slag overfor en vel gennemført kampagne.

Dyb Operation er teorien om at bruge dette gennembrud til at angribe fjenden i de svagt beskyttede hovedkvarterer for at lamme ham, samt angribe dybt i baglandet for at stoppe tilførslen af nye ressourcer.

Disse tanker løber parallelt med de tyske tanker om Blitzkrieg, men hvor de tyske er centreret på tidligere tænkning om at omringe og tilintetgøre fjenden går de sovjetiske teorier mere moderne på at ødelægge fjendens evne til at operere.

Flere gennembrud skal i sammenhæng skabe omringningen, men omringningen er ikke målet. Den tyske teori siger, at ved at omringe og tilintetgøre fjenden i et enkelt slag vinder man krigen, mens den sovjetiske lære er, at kun ved at umuliggøre fjendens evne til at føre tropperne, kan man vinde.

Modsætningerne er måske i detaljerne, men ligger i virkeligheden om det enkelte slag overfor en vel gennemført kampagne. Begge har dog offensiven med koncentrerede styrker til fælles.

Over en bred front

Et andet element af sovjetisk militær strategi er offensiver over en bred front. Hvor den tyske teori fremhæver et enkelt eller to koncentrerede fremstød, fremhæver den sovjetiske, at offensiverne så at sige afløser hinanden som bølgeslag over en bred front. Dette vender gang på gang tilbage i sovjetisk militær planlægning under hele krigen.

I starten af krigen forsøger den Røde Hær at gennemleve deres teorier, sådan som de er udformede i håndbøgerne fra 1937 og efter erfaringerne mod Japan ved Khalkin Gol i Mongoliet i august 1939.

Men forsøgene på at tage offensiven mod tyskerne resulterer i katastrofale nederlag og gigantiske tab af mænd og materiel – både gennem 1941 og 1942. Det viser sig, at teorien kræver højt uddannede soldater, store mobile reserver og ikke mindst veluddannede generaler for at blive omsat i praksis. Ikke mindst det sidste er der mangel på.

Politiske udrensninger i hæren har ramt nogle, mens andre simpelthen ikke har nået at akkumulere den nødvendige erfaring ved at kommanderes stadigt voksende hærenheder. I 1943 har krigen skærpet modsætningerne, men den har også skabt en fremvoksende skare af dygtige hærchefer, såsom Rokossovski, Katukov, Popov, og ikke mindst Konev og Zhukov. Krigen har også uddannet soldater i millionvis i praktisk krigsførelse.

Gang på gang må de erkende, at de endnu ikke besidder den offensive styrke for at bryde igennem.

Den Røde Hær begår stadig kostbare fejl og oplever frem til krigsafslutningen i maj 1945 stadig nederlag, men hærledelsen og de lokale staber ved enhederne gør et meget stort stykke arbejde for at lære af disse fejl og gøre erfaringerne til fælles viden. Disse krigsstudier danner i dag rygraden i vores forståelse af, hvad der skete i de ofte meget kaotiske kamphandlinger.

Ved Kursk i 1943 er der talrige lokale modoffensiver og stød mod tyskerne, der stort set bliver stoppet i udgangspunktet og medfører store tab. Dette er til fælles med modoffensiverne ved Voronez langs den tyske fremrykning mod Kaukasus og Stalingrad i sommeren og efteråret 1942. Men i modsætning til året tidligere binder de lokale sovjetiske fremstød flere af de essentielle tyske panserstyrker.

Ved Voronez i 1942 er det kun en enkelt af den 6. Armés panserdivisioner, der er bundet, ved Kursk i 1943 er det adskillige af den tyske hærs operationelle reserver, der aldrig kommer ind i det store gennembrud.

Den Røde Hær har lært af sine blodige fejl og formår i langt højere grad at koordinere sine angreb. Den formår at hæve akkumuleringen af materiel op på et nyt niveau og ikke blot være en masse, men en kvalitativ forandring overfor den tyske hær.

Resultaterne af Kursk

Den tyske offensiv ved Kursk bliver sidste gang, den tyske værnemagt forsøger sig med en stor offensiv mod den Røde Hær. Den næste gang de angriber, bliver en langt mindre offensiv med knap en halv million mand mod engelske og amerikanske tropper i Ardennerne i december 1944.

I Sovjetunionen, Balkan og Centraleuropa er krigen en lang flod og ebbe af sovjetiske offensiver over en bred front, tyske redningsaktioner og tilbagetrækninger, blodige nederlag og nye sovjetiske offensiver.

Efter Kursk er den Røde Hær stærk nok til at angribe den tyske værnemagt i dens forsvarsstillinger, overvinde positionerne og trænge igennem til det taktiske, operationelle og til sidst det strategiske bagland.

Før Kursk har den Røde Hær lidt nederlag hver eneste gang, de har angrebet en tysk forsvarsstilling – om ikke taktisk så operationelt.

Før Kursk har tyskerne mestret at bryde igennem hver eneste sovjetisk forsvarslinje og først tabt et slag, når der var blevet for stor afstand mellem de forreste pansrede enheder og de efterfølgende fodsoldater.

Efter Kursk lykkes det aldrig tyskerne at genvinde fordums styrke, og de starter hvert år med at være svagere i antal soldater og kampvogne, end de var året før.

Efter Kursk vinder den Røde Hær evnen til at planlægge og udføre offensiver mod befæstede tyske styrker, erfaringer der kulminerer i de store sommeroffensiver i 1944, hvor hele den centrale del af den tyske front bliver tilintetgjort. Planerne har været der før, men evnerne til at udføre planerne kulminerer foreløbigt ved Kursk.

Der er stadig knap to års krig og millioner af døde og sårede i vente, men den tyske offensiv ved Kursk bliver det endegyldigt sidste forsøg på at vinde krigen fra tysk side.