I juli og august 1943, for halvfjerds år siden, udkæmpede den Røde Hær og Hitlers Værnemagt hvad der blev verdenshistoriens største slag på stepperne omkring den ukrainske by Kursk.

Tidligt om morgenen den 5. juli ruller de tyske tanks frem. 781.000 tyske soldater med 2.696 kampvogne og selvkørende kanoner, støttet af næsten tusind kampfly og tusinder af kanoner, angreb de sovjetiske linjer. På den sovjetiske side står næsten 1,3 millioner mand, støttet af over 4.200 tanks og selvkørende kanoner, tusinder af kanoner og landminer i hundrede tusindvis.

Med flere nye kampvognstyper – Panthertanks og Elefant selvkørende kanoner – og sammen med deres tunge Tiger kampvogne, opgraderede Panzer type III og IV og ikke mindst deres baggrund som en af de mest vindende hære i historien, er de tyske tropper sikre på sejr.

Den tyske plan

De tyske hære angriber en stor bule, eller fremstød, i den sovjetiske front omkring byen Kursk, fra Orel i nord og Kharkov i syd. Bulen, eller frontfremstødet, er skabt som resultat af kampene efter den sovjetiske sejr ved Stalingrad i begyndelsen af året, og udgør på en og samme tid en trussel mod de to tyske armegrupper og en indlysende mulighed for at angribe og afskære betydelige sovjetiske styrker.

I nord står 2. Panserarmé og 9. Armé fra Armégruppe Center, i syd 4. Panserarmé og Arméafdeling Kempf fra Armégruppe Syd. Vægten lægges på det sydlige frontafsnit, hvor de fleste tropper og kampvogne er koncentreret, og hvor ikke mindst eliteformationerne Grossdeutschland og II. SS panserkorps befinder sig.

Den tyske plan er at bryde gennem de taktiske og operationelle forsvar og mødes i to buer øst for Kursk. Dermed vil de afskære store sovjetiske styrker og ødelægge deres formationer.

Den sovjetiske plan

Det sovjetiske forsvar er organiseret i fem Armégrupper, hver kaldet en Front – fra nord mod syd Briansk, Central, Voronezh, og Sydvestlige Front med Steppefronten i reserve.

De fire Fronter i frontlinjen er opdelt i tre forsvarsbælter, mens Steppefronten er en mere mobil reserve. Hvert af de tre forsvarsbælter består af i hundredvis af antitank kanoner, artilleripjecer og minefelter, støttet af infanteri – almindelige fodsoldater med rifler og maskingeværer – samt grupper af kampvogne.

I månederne forinden har ingeniørtropper lavet forhindringer og særlige korridorer, der ”naturligt” skal lede de angribende tyske tropper ind mod de tunge støttepunkter og åbne flankerne for ild.

Angrebet

Den 5. juli om morgenen ruller de tyske tanks og soldater i hundredtusindvis frem mod de forberedte sovjetiske stillinger. To gange tidligere – Operation Barbarossa i 1941 og Operation Blau i 1942 – havde de gjort det samme.

Begge gange var de lynhurtigt pløjet gennem de sovjetiske forsvarsværker, havde omringet tropperne i fronten i gigantiske kedler og var trængt hundreder af kilometer bag de sovjetiske linjer, før de blevet stoppet. Denne gang skulle fremfærden dog vise sig mere vanskelig.

De tyske hære trænger frem, men må måle deres fremdrift i få kilometer om dagen i stedet for de snesevis, de er vant til. Snart er de nødt til at bruge alle de reserver, der ellers skulle have sikret omringningen, blot for at skabe mindre fremstød i fronten.

Samtidig angriber de sovjetiske nordlige og sydlige fronter i flankerne. Selvom det ikke bliver til de gennembrud, de sovjetiske hærførere håbede på, er angrebene med til at sløve de tyske angreb og gøre dem langsommere og mindre farlige.

Angrebet stoppes

I nord står 2. Panserarmé og 9. Armé med tre panserkorps i spidsen. Gennem fem dage trænger de få kilometer frem over en bred front, men opnår aldrig det gennembrud, de har planlagt. På seks dage trænger de forreste tropper i alt femten kilometer frem, inden angrebet løber tør og stopper den 10. juli.

I syd er de tyske tropper stærkere, og særligt eliteformationerne II. SS panserkorps og Grossdeutschland volder de sovjetiske forsvarere svare problemer. I løbet af tre dage bryder tyskerne gennem den første forsvarslinje i retning af Obel stik nord, inden de standses af store sovjetiske styrker – med svære tab på begge sider. Men tyskerne er ikke slået endnu.

De omgrupperer den 9. juli og angriber i nordøstlig retning i retning af byen Prokhorovka. Her trænger II. SS panserkorps længst frem. I den næste lille uges tid, frem mod den 15. juli, kæmper de tyske styrker indædt, forbitret og uhørt blodigt med de sovjetiske styrker.

Tusindvis af kampvogne skydes i stykker og titusinder, om ikke hundredtusinder af mennesker bliver dræbt og såret i kampen om en lille, få kilometer bred og ti kilometer lang korridor frem mod Prokhorovka.

Her står SS-styrkerne overfor 7. Garderarmé og 5. Garder Tank Armé. Taktisk viser de tyske Tiger-kampvogne sig at være utroligt svære at skyde i stykker, og de sovjetiske tab er langt større mand for mand og kampvogn for kampvogn. Men forsvarslinjerne holder.

Rød sejr

Tyskerne bruger deres sidste ressourcer på et fremstød, der strander et sted mellem den anden og tredje forsvarslinje, og den tyske værnemagt bryder aldrig igennem til operationel frihed i det sovjetiske bagland.

Angrebet i nord er strandet dage i forvejen. I syd stopper Hitler og den tyske overkommando angrebet den 13. juli, selvom styrkerne i felten fortsætter frem til den 17. juli. Den sovjetiske sejr er overbevisende: for første gang er den tyske blitzkrieg – lynkrigen – stoppet, inden den bryder igennem.