»Gid jeg en dag kunne løsne Danmarks slavinders lænker.«

Sådan skrev den 20-årige københavnske tjenestepige Marie Christensen, da hun sad fanget hos sit herskab i påsken 1894.

Marie havde uden tilladelse forladt huset i 10 minutter. Til straf måtte hun tilbringe påsken på sin arbejdsplads. Under sit fangenskab besluttede hun, at hun ville hjælpe tjenestepigestanden til bedre forhold.

Marie Christensen er måske den af arbejderbevægelsens pionerer, som påtog sig det vanskeligste arbejde: At organisere tjenestepigerne.

Omkring 1900 var tjenestepigerne den største gruppe af kvindelige arbejdere, men også den svageste og mest udsatte. Pigerne kom ud og tjene som 14–årige, nogle endnu yngre. Arbejdsdagene var meget lange fra klokken fem-seks om morgenen og ofte til sent om aftenen.

Et af Marie Christensens store projekter handlede om at sikre de ældre tjenestepiger en værdig alderdom.

Marie Christensen fortæller i sine erindringer, at hun i en af sine pladser blev vækket klokken seks om morgenen, hvorefter hun arbejdede hele dagen med rengøring, madlavning og børnepasning, og om aftenen ved midnatstid sluttede af med tøjvask og polering af sølvtøj i køkkenet, samtidig med at hun vuggede herskabets yngste, mens forældrene var ude til selskabelighed.

Så det var store mål, Marie Christensen satte sig: at organisere tjenestepigerne, skaffe ordentlig arbejds- og lønforhold, at professionalisere husassistentarbejdet og oplyse og uddanne tjenestepigerne.

Marie Christensen var født i Kregme ved Frederiksværk i 1871 i en børnerig arbejderfamilie. Hendes far var nattevagt ved Krudtværket og moderen arbejdede for bønderne. Efter konfirmationen kom Marie ud og tjene i forskellige pladser. Her samlede hun mest dårlige erfaringer og den viden sammen om tjenestepigers arbejdsforhold, der senere blev drivkraften i hendes organisations- og oplysningsarbejde.

KØBENHAVNS TJENESTEPIGEFORENING

Den 15. november 1899 indbød Marie Christensen de københavnske tjenestepiger til møde.

Den lille flok, der mødte op, besluttede at stifte Københavns Tjenestepigeforening og valgte en bestyrelse med Marie Christensen som foreningens formand.

Organiseringen af tjenestepigerne var vanskelig. Alligevel lykkedes det i løbet af de første fem år at få oprettet foreninger i større byer i provinsen og organisere omkring 500 tjenestepiger. I 1904 sluttede foreningerne sig sammen til De samvirkende Tjenestepigeforeninger i Danmark.

I Rosenborggade oprettede Marie Christensen et samlingssted for tjenestepigerne med anvisningskontor, bibliotek og foredragssal, og kursusvirksomhed i blandt andet madlavning, dansk og retskrivning og syning.

I 1906 oprettedes Fagskolen for husassistenter, der som en anerkendelse for uddannelsesinitiativet opnåede offentlige støtte. Skolen eksisterede til 1972.

Marie Christensen var meget moderne i sin tankegang. Hun forstod, at det var vigtigt at kunne kommunikere med sine medlemmer og agitere i forhold til nye medlemmer. Derfor begyndte foreningen allerede i 1900 at udgive medlemsbladet, Tjenestepigernes Blad. Marie Christensen var selv skrivende redaktør fra 1900 – 1917 sammen med bestyrelsesmedlem Andrea Kibenich.

STEMMERET OG TYENDELOV

Efter stiftelsen af tjenestepigeforeningen havde Marie Christensen en platform, hvorfra hun kunne kæmpe videre for tjenestepigernes sag i offentligheden.

Særlig to sager kom til at optage hende: stemmeret for tjenestepiger (tjenestefolk) på lige fod med andre kvinder og mænd og afskaffelse af Tyendeloven.

Da Folketinget fremlagde lovforslag om kvinders valgret til menighedsråd og almindelig kommunal valgret, blev tyendet sat i bås med berygtede personer, der ikke skulle have stemmeret. Marie Christensen protesterede mod lovforslagene med det resultat, at paragraffen blev fjernet.

Hendes aktive indsats for stemmeret førte hende også ind valgretsforeningerne Politisk Kvindeforening og Danske kvindeforeningers Valgretsforbund.

Det politiske arbejde fortsatte Marie Christensen senere i Socialdemokratiet, hvor hun blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i 1917. Her engagerede hun sig særligt i forbedring af bolig- og sociale forhold, men hun mente ikke, at resultaterne stod mål med hendes arbejdsindsats, så hun forlod Borgerrepræsentationen efter kun en periode i 1921.

Marie Christensen og tjenestepigeforeningen arbejdede ihærdig på at få fjernet Tyendeloven. Der blev holdt store diskussionsmøder og rettet henvendelser til Folketinget for at gøre opmærksom på den urimelige lov og tjenestefolkenes slaveforhold.

På den Skandinaviske Arbejderkongres i 1902 stillede Marie Christensen krav om afskaffelse af Tyendeloven, som kongressen støttede ved vedtagelse af en resolution. Da der i 1904 skulle nedsættes en kommission om ændring af Tyendeloven, fik Marie Christensen som den første arbejderkvinde plads i kommissionen. Kravet var, at Tyendeloven blev fjernet for voksne, og at der blev lavet en beskyttelseslov for børn og unge.

EN DEL AF ARBEJDERBEVÆGELSEN

Marie Christensen var overbevist socialdemokrat, men mange i forbundet ønskede ikke en fast tilknytning til arbejderbevægelsen.

Foreningen organiserede frem til 1914 også arbejdsgiverne, idet mange husmødre blandt andet fra kvindebevægelsen støttede foreningens arbejde. Dette havde forhindret en formaliseret tilknytning til fagbevægelsen og Socialdemokratiet.

I 1914 skiftede forbundet navn til Husassistenternes Forbund og markerede sig som en lønarbejderorganisation, og forbundet opfattede sig fremover som en del af arbejderbevægelsen.

Et af Marie Christensens store projekter handlede om at sikre de ældre tjenestepiger en værdig alderdom. Dette gik i opfyldelse i 1935, da forbundet kunne åbne Husassistenternes Byggeforening – og Alderdomshjem. Et mål hun havde arbejdet på helt fra foreningens start i 1899.

Marie Christensen, hvis helbred var slidt ned efter de mange arbejdsomme år, flyttede selv ind i en af lejlighederne.

Marie Christensen udførte en kæmpe pionerarbejde for at forbedre forholdene for tjenestepigerne. De fik som andre borgere stemmeret, tyendeloven blev til dels afskaffet og ikke mindst medvirkede hun til professionaliseringen af tjenestepigeerhvervet.

Resultatet blev den moderne husassistent, der, i takt med udbygningen af velfærdssamfundet, blev behov for på plejehjem, hospitaler og andre offentlige institutioner.