Nina Bang (1866-1928) var det syvende af i alt ni børn i stabshornblæser Heinrich Ellingers ægteskab med Ida Preuss.

Det var helt klart for hende, at en ægte kvindefrigørelse forudsatte, at kvinderne havde et erhverv.

Forældrene var indvandret fra Tyskland, men blev danske statsborgere i 1868. Det var på den ene side et meget konservativt hjem, hun voksede op i. På den anden side var faderen ikke så konservativ, at han ville forhindre pigerne i familien i at få en uddannelse.

Mens nogle af søstrene blev lærere, stilede Nina efter en akademisk uddannelse. Det forudsatte imidlertid, at hun måtte have privatundervisning, fordi kvinder på det tidspunkt ikke kunne gå i gymnasiet og blive studenter der.

Det var ikke mange piger, der kom så vidt. Da Nina i 1889 begyndte historiestudiet på Københavns universitet, var der 314 andre nye studerende, heraf otte kvinder.

GIFT MED GUSTAV BANG

En af de andre nye studerende på studiet var den fem år yngre Gustav Bang. Dennes far var som Ninas meget konservativ, men de to unge studenter brød med deres familiers samfundsmæssige holdninger.

Nina havde allerede tidligt haft øje for social uretfærdighed, mens Gustav Bang efter sigende forholdt sig til verden ud fra en mere teoretisk indfaldsvinkel.

Begges læremester i den materialistiske historieopfattelse blev en helt udenforstående person: redaktøren af det tyske socialdemokratis teoretiske tidsskrift Die Neue Zeit, Karl Kautsky.

Kautsky var i disse år den store formidler af den nye samfundsforståelse. Engels var i gang med at færdigredigere Kapitalens tredje bind i 1894, samme år som Nina og Gustav Bang blev færdig med studierne.

De giftede sig i marts 1895. Engels døde i august samme år, men han var fast forankret i Nina Bangs bevidsthed. I anledning af hundredåret for hans fødsel skrev hun en stor artikel om ham i Social-Demokraten.

Kautsky ydede hun en mere direkte støtte. Hun fik ham inviteret til at holde forelæsninger på universitet i 1921. Desuden fik hun oprettet en fond til fordel for Kautsky, og flere socialdemokratiske partier bidrog til den. Den kom op på et dengang ganske stort beløb, 15.000 kroner, og takket være den kom Kautsky nogenlunde heldigt igennem den tyske hyperinflation i 1923/24.

ØKONOMISK HISTORIE

Nina Bangs magisterkonferens var en afhandling om økonomisk historie i 1500-tallet.

Hun begyndte herefter at arbejde med Øresundstoldregnskaberne, det vil sige en fortsættelse af undersøgelserne om dansk økonomisk udvikling, mens Gustav fortsatte sine studier, som han afsluttede med en doktordisputats.

Nina Bang begyndte udgivelsen af disse regnskaber, som indeholdt omfattende informationer om handelen mellem Østersølandene og henholdsvis Nederlandene og Storbritannien.

Hun fik kun udgivet de første bind, men efter hendes død blev de resterende bind udgivet frem til 1953.

Andre historikere var dybt uenige med hende med hensyn til metode og de resultater, der ville kunne udledes af hendes materiale. Der var kritiske indvendinger, hvilket er naturligt i universitetsverdenen, men de blev brugt politisk mod hende i anden sammenhæng. Imidlertid fik hun også stor opbakning fra andre historikere, efter at første bind var udkommet. Der blev indsamlet et stort beløb til den fortsatte udgivelse.

SOCIALDEMOKRATISK JOURNALIST

Fra maj 1898 skrev Nina Bang i sin samtids største danske avis, Social-Demokraten.

Hun og Gustav Bang var tidligere blevet medlemmer af Socialdemokratiet. Det var et opsigtsvækkende skridt i samtiden. Der har næppe været mere end en snes partimedlemmer med en akademisk uddannelse blandt partiets cirka 20.000 medlemmer.

Det var også et skridt, der på forhånd afskar dem fra at gøre akademisk karriere. Ganske vist fik Nina mulighed for at udgive det vigtige kildeværk, men Gustav kom ingen vegne på universitetet, og det selv om han havde skrevet en disputats, der på ingen måde var en kritik af de bestående samfundsforhold.

Derimod fik de begge mulighed for at nå ud til et meget større publikum ved at skrive i den socialdemokratiske presse. Især Gustavs artikler var populære, og efter hans død i 1915 udgav Nina to bind med en række væsentlige artikler fra avisen.

Nogle af artiklerne fremstår som interessante den dag i dag, det gælder for eksempel artikler om bankernes rolle i den kapitalistiske økonomi (Arbejderklassens liv og dens kamp, bind 1, side 245-47).

Det har sandsynligvis ikke bekymret dem særligt, at de ikke fik den akademiske karriere, de ellers kunne have fået, for det var et bevidst valg, de havde truffet.

ALBERTI-SAGEN

Nina Bang beskæftigede sig med emner, der hidtil ikke havde haft en fremtrædende plads i Social-Demokraten. Det kan måske virke mærkeligt, men tilsyneladende havde ingen forud for hende haft tilstrækkelig indsigt i de aktuelle økonomiske forhold til at kunne behandle dem med den nødvendige ekspertise.

Hun begyndte sine artikler i Social-Demokraten på det rigtige tidspunkt: i 1908 blev den siddende justitsminister Alberti afsløret for at have begået underslæb. Det blev han på baggrund af adskillige af hendes artikler i Social-Demokraten; Politiken havde deltaget i angrebet på Alberti.

Blandt en række områder, hun tog op, var analyser af virksomhedsberetninger, af valgresultater kædet sammen med statistiske informationer om samfundsudviklingen, for eksempel arbejdskraftens vandring fra landbrugsområderne til de industrialiserede byer, hvilket naturligvis fik betydning for befolkningens erhvervsmæssige og politiske sammensætning.

Det ledte igen over til socialøkonomiske emner. Derfra var der ikke langt til udenrigspolitik, et område som hun beskæftigede sig med i mange år. Hun nøjedes ikke med analysen af de aktuelle begivenheder, men forsøgte at inddrage historiske udviklinger, så læserne kunne forstå årsagerne til de økonomiske modsætninger i samfundet.

FØRSTE VERDENSKRIG

Nina Bangs artikler om udenrigspolitiske forhold under Første Verdenskrig byggede ikke altid på en dybtgående analyse, men hvor hun havde mulighed for det, undersøgte hun det, der lå bag begivenhederne. Hun blotlagde de egentlige årsager til de dagsaktuelle politiske handlinger og vurderede dem ud fra arbejderklassens interesser.

Som udgangspunkt for en sådan analyse tog hun for eksempel krigen i Serbien. Her var det udviklingen af planer om Berlin-Bagdad-jernbanen, som kunne skabe mulighed for åbningen af vejen til de østasiatiske markeder.

Hun forklarede, at Tyskland efter at være blevet samlet i 1871 hurtigt udviklede sig til en industristat med behov for kapitaleksport. Søvejen til Østasien var for usikker for tysk kapital, fordi den britiske dominans til søs kunne være en trussel. Derfor udvikledes planen om en jernbaneforbindelse fra Berlin til Bagdad, som så ville være under den tyske kapitals kontrol og lette adgangen til de store østasiatiske markeder, som endnu ikke var inddraget i den globale økonomi.

Det ville til gengæld være en økonomisk trussel mod Storbritannien. En stor havn ved den Persiske Golf ville også gøre Suezkanalen, som kontrolleredes af britisk kapital, mindre profitabel.

I øvrigt var der ikke kun en tysk-britisk konkurrence om disse områder. USA havde også følehornene ude, og Nina Bang kunne sætte de amerikanske interesser i Østasien i forhold til den øvrige verdenspolitik. Social-Demokratens læsere fik en gedigen analyse i deres daglige avis.

KVINDEPOLITIK

Vi må gå tilbage i tiden for at se, hvordan Nina Bang fik den position i partiet, som hun faktisk fik.

Der var naturligvis andre dygtige og kompetente kvinder blandt partiets tillidsvalgte. Men de havde ikke den uddannelse, Nina Bang havde tilkæmpet sig. Hun var sandsynligvis den eneste kvindelige akademiker i partiet før verdenskrigen.

Sammen med Gustav Bang udgjorde hun et teoretisk kraftcenter i arbejderbevægelsen. I kraft af sin baggrund og uddannelse var hun en »Frue« af det højere borgerskab. Det gav hende en position side om side med de kvinder, som via fagligt arbejde havde arbejdet sig op i bevægelsen.

Hun var helt igennem solidarisk med partiet, var med til at inspirere partiet til at føre en aktiv kvindepolitik, og samtidig forstå og handle i overensstemmelse med det, der rørte sig blandt arbejderkvinderne.

KLASSE ELLER KØN

Det blev tydeligt under og efter den store konflikt i 1899. Hun argumenterede for, at klassemodsætningen var den afgørende modsætning i samfundet. Heller ikke drenge fra arbejderklassen kunne få en højere uddannelse, lød et af hendes argumenter.

De kvinder, der i dag vel ville blive kaldt feminister, var i hendes perspektiv middelklassekvinder, der udråbte deres egne problemer til alle kvinders problemer uden at have eller vise interesse for arbejderkvindernes behov.

Det blev klart i forbindelse med syerskernes kamp for organisationsret, som fulgte i kølvandet på 1899-strejkerne. Hun opfordrede kvindesagsforeningerne til at støtte syerskernes kamp. Specielt henvendte hun sig til kommunelærerinderne, der var de bedst lønnede kvindelige lønmodtagere, om at give støttebidrag: »Der gik bud til dem – men de kom ikke«.

Det var helt klart for hende, at en ægte kvindefrigørelse forudsatte, at kvinderne havde et erhverv og dermed var økonomisk uafhængige. Kvinders erhvervsarbejde var efter hendes vurdering en uundgåelig udvikling. Men den forudsatte, at samfundet gjorde en indsats for indretning af »børnehaver, legepladser, sportspladser, sløjdværksteder«, så det kunne påtage sig »omsorgen for børnene i den tid, hvor forældrene ikke kan være om dem«, som hun skrev i Social-Demokraten.

MEDLEM AF PARTIETS HOVEDBESTYRELSE

Det er sandsynligt at disse programmatiske udtalelser fra Nina Bangs side, som fulgtes op af andre, førte hende ind i partiets hovedbestyrelse.

Det gav hende en stærk stilling også i forhold til de kvinder i bevægelsen, der havde en anden opfattelse af, hvordan specielt den faglige kvindepolitik skulle føres. Det kom klarest til udtryk under den Internationale socialistiske kvindekongres i København 1910 (Der vil blive gjort rede for konflikten i senere artikler i denne serie).

Som medlem af hovedbestyrelsen var det naturligt, at hun stillede op til valg til den københavnske borgerrepræsentation. Det gjorde hun imidlertid først ved det andet valg, efter at kvinderne havde fået stemmeret til kommunalbestyrelserne. Hun blev valgt ind i 1913 og sad i én periode, idet hun ikke genopstillede i 1917.

Det er sandsynligt, at hun var blevet udset til at lade sig opstille til Rigsdagen ved det førstkommende valg. Kvinderne havde nemlig også fået stemmeret til Landsting og Folketing i 1915.

Det første valg, hvor både mænd og kvinder havde stemmeret, blev holdt i 1918. Nina Bang blev valgt og var medlem af Landstinget indtil hun døde i 1928.

REFORMER FREM MOD SOCIALISMEN

Da Socialdemokratiet første gang dannede en regering i 1924 blev Nina Bang udnævnt til undervisningsminister – verdens første kvindelige minister uden for Sovjetunionen.

Det var en udvikling, som viste, at hun var velanskrevet i det ledende lag i partiet og specielt nød Staunings tillid.

Stauning havde tidligere i redaktionen af fagbladet Samarbejdet bidraget til kvindefrigørelsen. Han tog nu det næste skridt og udnævnte en kvindelig minister. Det udløste ikke kun ét ramaskrig, men adskillige gennem de to og et halvt år, regeringen var ved magten.

Protesterne var mange og usaglige, og Dansk Kvindesamfund havde intet at sige i den sammenhæng. Det bekræftede, at Nina Bang havde haft ret i at fremhæve betydningen af klasseskellet frem for modsætninger mellem de to køn.

Som nævnt og som det fremgår af et diskussionsindlæg fra 1915, var Nina Bang loyal over for sit parti. Det var ikke noget, hun følte sig tvunget til at være, hun fulgte sin overbevisning og mente, at den samlede arbejderbevægelse ville være den bærende kraft i omdannelsen af det bestående samfund til et nyt – det ville ske skridt for skridt ved hjælp af reformer, der rakte fra børnehaver til alderdomsforsørgelse. Der var ingen tvivl i hendes sind, at det var denne politik, reformismen, der førte resultatet med sig frem mod det socialistiske mål.