Den 1.maj 1899 samledes tusindvis af københavnske arbejdere, mænd, kvinder og børn på fælleden for at markere arbejdernes internationale kampdag og det fælles krav om otte timers arbejdsdag.

I dag taler kvinderne med, thi de arbejdende kvinder har de samme krav at stille til arbejdsgiverne, som mændene har til deres.

For første gang var der også kvinder blandt talerne. Dette markerede, at arbejderkvinderne ved egen kraft nu havde skabt sig en position som en del af fagbevægelsen og i Socialdemokratiet.

De kvindelige talere var formanden for Kvindeligt Arbejderforbund, Olivia Nielsen, og formanden for De kvindelige herreskræddere, Andrea Nielsen. To fremtrædende kvinder, der allerede havde gjort et stort arbejde for at organisere arbejderkvinderne og forbedre deres arbejds- og levevilkår.

LIGE BETALING FOR LIGE ARBEJDE

Olivia Nielsens tale er refereret i Socialdemokraten den 2. maj 1899. Hun sagde blandt andet:

»I dag taler kvinderne med, thi de arbejdende kvinder har de samme krav at stille til arbejdsgiverne, som mændene har til deres. Vil vi ikke være med til at stille dette krav, da modarbejder vi vore børns interesser. 8 timersdagen betyder for os ikke alene hvile for vores legemer, men også tid til at tage os af vore børns opdragelse. Kvinder og børns arbejde bliver brugt for at modarbejde mændene, og derfor er det i alles interesse, når vi fordrer lige betaling for lige arbejde.«

Og hun talte videre om, hvor vigtigt det var, at kvinderne organiserede sig for at få opfyldt deres retfærdige krav om en løn til at leve af.

Olivia Nielsen vidste hvad hun talte om. Hun var selv ufaglært arbejder og havde siden 1892 været formand for fagforeningen for ufaglærte kvinder: Kvindeligt Arbejderforbund.

Hun havde med stor energi agiteret blandt industriens kvinder for at få dem til at organisere sig som en forudsætning for at skabe bedre vilkår. Og dette arbejde havde båret frugt. Fra en hensygnende organisation med meget få medlemmer til en fagforening, der i 1900 talte omring 1000 medlemmer og havde skaffet dem både højere løn og bedre arbejdsforhold.

ARBEJDERBARN

Det stod ikke skrevet over Olivia Nielsens vugge, at hun skulle blive en af de mest betydningsfulde kvinder i den tidlige arbejderbevægelse og i organiseringen af de ufaglærte arbejderkvinder.

Olivia Nielsen blev født i en fattig arbejderfamilie i Helsingør i 1852, hvor faderen var tjenestekarl.

Hun blev gift som 20-årig i 1873 med fabriksarbejder Oluf Peter Nielsen. Olivia Nielsen var som mange unge piger på denne tid gravid, da hun blev gift. I løbet af de næste 15 år fødte hun i alt ni børn, hvor to døde som spæde.  

Med så stor en familie var Olivia Nielsen også nødt til at arbejde udenfor familien, formodentlig med vask og rengøring. Midt i 1880’erne flyttede familien til byen, først til Sundby og i 1892 til Slotsgade 12 på Nørrebro.

Olivia Nielsen blev valgt som formand for Kvindeligt Arbejderforbund i 1892. Selv berettede hun senere:

»I 1892 valgtes jeg til formand, og medlemstallet var da fem, ikke en øre var der i kassen, og gæld var der til flere sider, og hvor man henvendte sig om hjælp til agitation, trak man på skuldrene og sagde: Hvad kan det nytte?«.

MEN DET KUNNE NYTTE!

Foreningen var stiftet i 1885 under navnet Foreningen for Vadsk og Rengøring, men ændrede navn i 1886 til Det kvindelige Arbejderforbund. Der var store vanskeligheder med at organisere arbejderkvinderne, som hørte til de dårligst lønnede og mest udsatte på arbejdsmarkedet. Lange arbejdsdage og ansvaret for børn og hjem optog det meste af kvindernes tid.

Som formand fik Olivia Nielsen sat gang i organisationsarbejdet. Hvis fagforeningen skulle lykkes med sit formål: at forbedre kvindernes arbejds- og lønforhold og at få oprettet overenskomster med virksomhederne, måtte arbejderkvinderne vindes for organisationstanken. Kvinderne måtte forstå, at de kun ved at slutte sig sammen kunne få opfyldt deres krav om mere i løn og kortere arbejdstid. Allerede indenfor den første måned holdt Olivia Nielsen seks bestyrelsesmøder, to agitationsmøder og to møder med de kvindelige arbejdere på Tuborg.

Olivia Nielsen besad et stort organisatorisk talent og et mod til at føre sine tanker ud i livet. På moderne vis forstod hun at ‘networke’ – skabe kontakter, der kunne bringe fagforeningen videre.

Hun tog hurtigt kontakt til formanden for Dansk Arbejdsmandsforbund, Michael Lyngsie, som en naturlig samarbejdspartner. De ufaglærte mænd og kvinder havde fælles interesser og vilkår. Modsat de faglærte mænd, der siden laugstiden havde tradition for at organisere sig, havde de ufaglærte arbejderes organisationer meget sværere ved at overbevise arbejderne om nødvendigheden af at organisere sig. Dette yderligere i et samfund som ikke mente, at arbejderne havde ret til noget som helst, og allermindst arbejderkvinderne.

Olivia Nielsen bad om at låne 100 kroner til at sætte organisationsarbejdet blandt kvinderne i gang, hvilket hun fik, og dertil også en ven for livet og en solidarisk organisation, der blev en støtte og en samarbejdspartner for de ufaglærte kvinder helt frem til sammenlægningen af de to forbund i 2005.

EN SKELSÆTTENDE STREJKE

Det var et hårdt og sejt arbejde de følgende år med agitationsmøder med kvinderne på de københavnske fabrikker.

Ofte deltog Michael Lyngsie eller A.C.Meyer – en anden af arbejderbevægelsens fremtrædende mænd som foredragsholdere sammen med Olivia Nielsen.

En tredje ofte benyttet taler var Johanne Meyer, socialdemokrat og bestyrelsesmedlem i Kvindelig Fremskridtsforening og redaktør af foreningens blad. Hun samarbejdede med Olivia Nielsen og Kvindeligt Arbejderforbund og blev et bindeled til kvindebevægelsen i blandt andet kampen for valgret.

I 1896 lykkedes det endeligt for Olivia Nielsen efter mange møder at få organiseret kvinderne på Tuborg og få oprettet den første overenskomst. Det åbnede op for overenskomster med flere arbejdspladser, som Dansk Cikoriefabrik og tændstikfabrikken Gosch & Co og Jacob Holm & Sønners Reberbane. Kravene om lønforhøjelser på den sidste virksomhed endte dog i 1896 i en voldsom arbejdskonflikt. Forløbet viste, at Olivia Nielsen ikke fandt sig i nedladende og genstridige arbejdsgivere.   

Efter flere høflige anmodninger om at få hævet lønnen fra 12 øre til 15 øre i timen, svarede fabrikant etatsråd Holm, at han ikke forhandlede med »alle og enhver fra gaden«. Olivia Nielsen reaktion blev en opfordring til kvinderne på virksomheden om at nedlægge arbejdet, hvilket de gjorde. Strejken vakte stor opsigt, det var ikke almindeligt at kvindelige fabriksarbejdere strejkede.

Olivia Nielsen beskrev i flere artiklen i Socialdemokraten de umenneskelige og horrible forhold kvinderne arbejdede under på fabrikken. Udover en elendig løn, blev kvinderne skældt ud, idømt bøder for at komme for sent, for at være for længe på wc og en blev idømt en bøde for at beundre en kollegas gave.

Etatsråden brød sig ikke om, at arbejdsforholdene på hans fabrik blev kendt i offentligheden, så han indstævnede Olivia Nielsen for æreskrænkelse. Efter forhandlinger, hvor det daværende LO deltog, blev strejken afsluttet efter syv uger. Kvinderne fik lønforhøjelse og arbejdsforholdene på fabrikken blev forbedret.

Strejken havde vagt opsigt og fik stor positiv betydning for Olivia Nielsen og Kvindelig Arbejderforbunds succes med at organisere kvinderne.

DET LANDSDÆKKENDE FORBUND DANNES

I slutningen af 1890’erne havde maskinstrikkerne og korksortererne dannet fagforeninger i København, og i Randers, Helsingør og Køge havde de ufaglærte kvinder også dannet fagforeninger. Derfor kunne Olivia Nielsen indkalde til stiftende kongres i Kvindeligt Arbejderforbund i 1901, hvor hun blev valgt til forbundets 1. formandinde, som det hed dengang.

Som formand forsatte hun agitationsarbejdet på rejser rundt i landet for at organisere arbejderkvinderne, og medlemstallet steg, så der i 1910 var cirka 2000 medlemmer i forbundet.

Som en anerkendelse af de organiserede kvinders position fik Olivia Nielsen i 1898 plads i det nystiftede De samvirkende Fagforbunds (daværende LO) repræsentantskab, og fra 1907 blev hun valgt ind i forretningsudvalget, en plads som Kvindeligt Arbejderforbund beholdt i den tid forbundet eksisterede. Da forbundet oprettede Arbejdsløshedskasse i 1909 blev hun også formand for den.

EN AKTIV SAMFUNDSBORGER

Olivia Nielsen deltog aktivt i den offentlige debat om arbejderkvindernes vilkår i samfundet.

I 1899 skulle Fabriksloven revideres, og forslaget indeholdt et forbud mod kvinders natarbejde. Det resulterede i en række møde, som Dansk Kvindesamfund tog initiativ til. Debatten viste et skel blandt fagbevægelsens kvinder, hvor Olivia Nielsen, de kvindelige trykkeriarbejdere sammen med Dansk Kvindesamfund var enige om at være imod forslaget.

Organisationerne, som repræsenterede kvinder, der havde natarbejde, frygtede, at deres medlemmer ville miste deres arbejde, når der ikke var lige forhold for mænd og kvinder. Olivia Nielsen ønskede et samlet forbud, der også gjaldt for mænd.

Diskussionen om natarbejdsforbudet, som Socialdemokratiet og den øvrige fagbevægelse gik ind for, blev de næste årtier et konfliktpunkt i arbejderbevægelsen. Modstanden mod forslaget blev med høj stemme fremført af Olivia Nielsen og senere Henriette Crone fra De kvindelige trykkeriarbejdere og Dansk Kvindesamfund, og forslaget blev aldrig vedtaget i Danmark.

Olivia Nielsen var en pioner. Hun kombinerede som andre fremtrædende kvinder sit energiske arbejde i fagbevægelsen med et politisk engagement i Socialdemokratiet. Hun talte ofte til møder om kvinders valgret eller andre vigtige forhold for kvindernes vilkår i samfundet.

Olivia Nielsen stillede op til det første valg i Københavns Borgerrepræsentation i 1909 og blev valgt som suppleant, men kom hurtigt ind som ordinært medlem. Her sad hun sammen med to andre fremtrædende arbejderkvinder, Henriette Crone fra De kvindelige Trykkeriarbejdere og Anna Johansen fra De kvindelige herreskræddere.

ET HELSTØBT MENNESKE

Olivia Nielsen brød ikke kun grænser for, hvad kvinder kunne i det offentlige liv. Privat levede hun også sit liv imod samfundets normer.

Olivia Nielsen var blevet skilt fra sin mand i 1901, hvilket var ret ualmindeligt på den tid. Hun fik også forældremyndigheden over parrets to yngste børn. Senere fik hun et nært personligt forhold til sin logerende Gustav Olsen, der fra 1898 var tilknyttet forbundet som sekretær. Parret blev dog aldrig gift, men ved hendes død i 1910 havde de netop købt hus i Brønshøj, som han stod som ejer af.

I sommeren 1910 havde socialdemokratiske kvinder i tæt samarbejde med de kvindelige fagforeninger travlt med at forberede Den anden internationale socialistiske kvindekonference, der skulle finde sted i København i august måned.

Clara Zetkin var den internationale leder af konferencen, hvor fremtrædende socialistiske kvinder som Alexandra Kollontaj, Rosa Luxemburg og Adelheid Popp skulle deltage.

Det var på denne konference, at beslutningen om hvert år at holde en international kvindedag blev taget. Den dag som i 1921 blev fastlagt til af være 8.marts.

Olivia Nielsen var selvskreven som taler, men kom ikke til at deltage i konferencen. I juli måned var hun til Dansk Arbejdsmandsforbunds kongres i Århus og blev her syg og døde kun 56 år gammel den 11. juli 1910.

Hun blev begravet på Brønshøj kirkegård efter en højtidelighed i Folkets Hus på Jagtvej 69. Ved hendes kiste sagde formanden for arbejdsmændene Lyngsie ifølge Socialdemokratens referat

»Olivia Nielsen lagde hele sin sjæl og al sin energi i sin gerning, og denne gerning har båret frugt. At samle de arbejdende kvinder landet over i et stort forbund, det var hendes kongstanke. For det kæmpede hun, og det lykkedes hende at sejre trods mange skuffelser og ærgrelser«.

Medlemmerne i Kvindeligt Arbejderforbund samlede ind til en mindesten, der blev rejst på Olivia Nielsens grav på Brønshøj kirkegård på årsdagen for hendes død.