Året 2017 markerer 100-året for den socialistiske revolution i okober 1917. Oktoberrevolutionen er den vigtigste begivenhed i historiens frigørelsesproces for de udbyttede, undertrykte, arbejderne og folkene, en proces som er præget af betydningsfulde revolutionære hændelser lige fra de første primitive samfund, under slaveriet, feudalismen og kapitalismen.

At fejre 100-året for Oktoberrevolutionen er at vurdere den som den mest vidtgående bedrift i en proces gennem årtusinder for at befri menneskeheden for alle former for udbytning og undertrykkelse.

Efter tusinder af år med samfund, hvor de socio-økonomiske systemer har været baseret på menneskets udbytning af mennesket, indledte Oktoberrevolutionen en ny epoke i menneskehedens historie, epoken med kapitalismens overgang til socialismen. Det var den første revolution, der, gennem vidtgående demokratiske forandringer i den politiske, økonomiske, sociale og kulturelle sfære – og ved at sikre fremskridt og retfærdighed i overensstemmelse med arbejdernes og folkenes længsler – påbegyndte opbygningen af et samfund uden udbyttere eller udbyttede mennesker.

Efter forløbet af det 20. århundrede og 100 år efter Oktoberrevolutionen er det kapitalistiske system, med dets undertrykkende, aggressive og rovgriske natur og de tragiske konsekvenser, det medfører, ramt af sin skærpede strukturelle krise.

Derved er det blevet endnu mere åbenbart, at kapitalismen er ansvarlig for de voksende problemer og farer, som menneskeheden står over for. Virkeligheden i verden i dag beviser vigtigheden og rækkevidden af Oktoberrevolutionens mål og bekræfter socialismen som en nødvendighed i dag og for fremtiden.

Derfor skal det fejres!

At fejre 100-året for Oktoberrevolutionen er at vurdere den som den mest vidtgående bedrift i en proces gennem årtusinder for at befri menneskeheden for alle former for udbytning og undertrykkelse.

At fejre Oktoberrevolutionen er at gøre god brug af erfaringerne fra de indtil da usete skridt i opbygningen af socialismen i Sovjetunionen og i andre lande 

Fejringen er at afsløre kapitalismens natur, med dens dramatiske sociale svøber og de trusler, den udgør mod folkenes liv og tilmed mod selve menneskehedens overlevelse. Det er at afdække nødvendigheden og værdien af socialismen, at bekræfte behovet og muligheden for en revolutionær omvæltning af kapitalismen, gennem socialismen og kommunismen.

At fejre dette 100-år er at værdsætte arbejderklassens, arbejdernes og folkenes rolle i omdannelsen af samfundet. Det er at understrege den styrke, der udspringer af deres enhed, organisation og kamp. Det er endnu engang at bekræfte, at det sejrrige resultat af modstanden mod storkapitalens og imperialismens nuværende offensiv og opnåelsen af deres sociale og nationale frigørelse, ligger i deres egne hænder.

At fejre Oktoberrevolutionen er at indfri gælden til de, der gennemførte den, og anerkende socialismens store politiske, økonomiske, sociale, kulturelle, videnskabelige, teknologiske og civilisations-dannende resultater i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (USSR) og dens enorme bidrag til fremme for arbejdernes og folkenes frigørelseskamp. 

At fejre Oktoberrevolutionen er at gøre god brug af erfaringerne fra de indtil da usete skridt i opbygningen af socialismen i Sovjetunionen og i andre lande. Og fra sejrene og nederlagene, fremskridtene og tilbageslagene. Fra hele den lange kamp, der gik forud for dem, som værende vigtige erfaringer til berigelse af og inspiration for den fortsatte kamp for socialismen og kommunismen.

At fejre Oktoberrevolutionen er, på basis af marxismen-leninismen, at tage initiativet og imødegå den ideologiske offensiv mod socialismen og kommunismen, afdække rødderne til antikommunismen og anti-sovjetismen og dens rolle som kapitalens instrumenter i klassekampen.

Oktoberrevolutionen og de efterfølgende historiske erfaringer med socialismens opbygning bør ikke anskues som historisk betingede, bundne, fortidige begivenheder, men snarere som en kilde til vigtige lærdomme, som et eksempel på forandringer og landvindinger der afspejles og opdateres i nutidens revolutionære praksis, og som giver visioner for fremtiden.

At fejre Oktoberrevolutionen er at forstå, at fremtiden ikke tilhører kapitalismen, den tilhører socialismen og kommunismen.

Kampene, der gik forud

Den 7. november, 1917 (25. oktober ifølge den gamle russiske kalender), tog det russiske proletariat, anført af bolsjevikpartiet og vejledt af en revolutionær teori med betydelige bidrag af Lenin, sin fremtid i egne hænder. Det greb efter magten og lagde i en sejrrig revolution grunden til et nyt samfund i et land, der var blevet hærget af imperialistisk krig (Første Verdenskrig) og med et folk, der blev holdt nede af undertrykkelse, sult og analfabetisme.

Revolutionen var levendegørelsen af de udbyttedes og undertryktes stræben gennem deres årtusinder lange kamp. Fra antikkens slaveoprør til bondeopstandene i middelalderen, den franske revolution i 1789 – der var et integreret element i feudalismens nederlag og kapitalismens gennembrud – og til arbejderklassens opstande i det 19. århundrede.

Som historiske forløbere, fra hvilke den uddrog en vigtig lære, havde Oktoberrevolutionen Pariserkommunen i 1871 – den første omend kortlivede historiske erfaring med proletariatets erobring af magten og udøvelse af den. Pariskerkommunen frembød også, hvad angår politisk demokrati, et højerestående stadie. En anden forløber var den russiske 1905-revolution – den første folkelige revolution med arbejderklassen og det arbejdende folk i en organiseret rolle. Siden kom Februar-revolutionen 1917, der gjorde ende på den tsaristiske magt og aktiverede en allerede testet arbejderklasse og et parti, der organisatorisk og ideologisk var forberedt på at tage ledelsen af de arbejdende og folkelige massers kamp for at gribe magten.

Et nyt samfund

Oktoberrevolutionen påtog sig opgaven at gøre en ende på alle former for social og national udbytning og undertrykkelse, og vedtog meget sigende dekreterne om fred og afskaffelse af godsejerskab af jord.

Den socialistiske revolution forvandlede tsarernes gamle og tilbagestående Rusland til et højtudviklet land, der var i stand til at inddæmme imperialismens verdensomspændende herredømme, som det gjorde i årtier.

Oktoberrevolutionen var et inspirerende revolutionært initiativ, der modstod og overvandt komplekse situationer og vanskeligheder: Boykot, sabotage, imperialistiske magters intervention, økonomisk blokade, forræderi – og i et uregelmæssigt og ujævnt forløb forvandlede arbejdernes, de udbyttedes, de undertryktes, de diskrimineredes stræben og drømme til virkelighed. Den banede vejen for opbygningen af et for menneskeheden hidtil ukendt samfund.

Den socialistiske revolution forvandlede tsarernes gamle og tilbagestående Rusland til et højtudviklet land, der var i stand til at inddæmme imperialismens verdensomspændende herredømme, som det gjorde i årtier.

USSR opnåede indenfor en historisk kort tidsperiode en betydelig udvikling indenfor industri og landbrug, udryddede analfabetismen og gjorde adgangen til uddannelse og fysisk aktivitet alment tilgængelig, afskaffede arbejdsløsheden, sikrede offentlig sundhedspleje og social sikring, garanterede og fremmede kvinders, børns, unges og ældres rettigheder.

Den udvidede den avantgardistiske kunstneriske bevægelses indflydelse og formerne for kulturel kreativitet og frugtbarhed. Den opnåede et højt videnskabeligt og teknologisk stade. Den fandt praktiske former for arbejdernes og folkemassernes demokratiske deltagelse, påtog sig at løse det komplekse spørgsmål om undertrykte nationaliteter, fremhævede værdien af venskab, solidariet og mellemfolkeligt samarbejde.

Sovjetunionen var det første land i verden, som virkeliggjorde eller, som ingen andre, udviklede grundlæggende sociale rettigheder, så som retten til arbejde, en arbejdsdag på maksimalt otte timer, betalte feriedage, ligeret mellem mænd og kvinder i familien, i samfundet og på arbejdet, rettigheder og beskyttelse ved barsel, retten til en bolig, fri lægehjælp, en universel og fri social sikkerhed og uddannelse. Sovjetunionen var foregangsland for menneskehedens bedrifter som ved at sende den første kunstige satellit, Sputnik, i rummet. Og den første mand i rummet, kosmonauten Yuri Gagarin.

Solidaritet med folkene

Sovjetunionen, det sovjetiske folk under Sovjetunionens Kommunistiske Partis ledelse, opnåede fremgange og sejre af største international gennemslagskraft, hvilket inspirerede den kamp, som arbejderne og folkene førte verden over.

Influeret af Oktoberrevolutionens sejr skabtes kommunistiske partier over hele verden, den internationale kommunistiske bevægelse opstod, arbejderbevægelsen og dens idealer blev stærkere, marxismen-leninismens idealer blev udbredt blandt masserne, sådan som det skete i Portugal den 6. marts, 1921, hvor Portugals Kommunistiske Parti blev stiftet.

USSR, det sovjetiske folk, Den røde Hær, ydede et afgørende bidrag til sejren over nazi-fascismen i Anden Verdenskrig, i en heroisk kamp, som kostede over tyve millioner livet.

Efter sejren over nazi-fascismen og takket være dens eksempel og enorme prestige, takket være den kraft, som socialismens virkeliggjorte idealer udgjorde og dens solidaritet og virksomhed i internationale anliggender, så støttede USSR kraftigt de folkeslag, som valgte og sloges for opbygningen af socialistiske samfund. Den støttede millioner af arbejderes kamp for og indfrielse af kravet om rettigheder og friheder i de kapitalistiske lande. Og den støttede fremdriften i de nationale befielsesbevægelsers kamp for kolonialismens sammenbrud og sikring af selvstændighed for talrige folk og nationer, der havde være underkastet kolonialt åg.

Sovjetunionen stod solidarisk med de portugisiske kommunister og det portugisiske folk i deres kamp mod det fascistiske diktatur i Portugal – og med Aprilrevolutionen (1974), som det portugisiske folk gennemførte, en sikring af frihed, social frigørelse og national selvstændighed.

USSR og det socialistiske system var ofte en afgørende faktor i de resultater og fremskridt, der for første gang nogen sinde blev opnået af arbejderne og folkene i deres verdensomspændende kamp for frigørelse.

Et tilbageslag, men...

USSR´s forsvinden og socialismens nederlag i Østeuropa, hvis årsager blev analyseret på PCP's 13., 14. og 18. kongres, havde en ubestridelig og dybt negativ effekt på magtbalancen i verden, på massernes bevidsthed og på udviklingen af kampen for socialismen. Der indtrådte en heftig regression, hvad angår de politiske, økonomiske, sociale og kulturelle forhold, som folkene levede under i disse lande og for andre folkeslag i verden. (...)

Kapitalismens natur ændrede sig ikke, og nødvendigheden af revolutionært at styrte den består. Det 20. århundrede var ikke dét, hvor "kommunismen afgik ved døden", men det århundrede, hvor kommunismen fødtes som et nyt og højerestående samfund.

Socialismen trænger sig på

Den nuværende situation i verden afslører kapitalismens udbyttende, aggressive og rovgriske natur.

 Kapitalismen er et system, som uophørligt støder sammen med arbejdernes og folkenes behov, interesser og forhåbninger.

Dybt nedsunket, som den er i sin strukturelle krise, har kapitalismen intet mere at tilbyde folkene andet end fortsat akkumulation, centralisering og koncentration af rigdom. Den frembyder forøget udbytning, mere social ulighed og uretfærdighed, angreb på sociale- og arbejderrettigheder, afvisning af demokratiske rettigheder og friheder, udplyndring og ødelæggelse af ressourcer, indblanding i og angreb på national suverænitet. Den står for militarisme og krig, der udbredes til alle verdenshjørner i dens imperialistiske stadie.

Millioner af arbejdere drives ud i arbejdsløshed, usikkerhed og de mest brutale former for udbytning. Millioner af mennesker er frarøvet deres fundamentale rettigheder og overladt til fattigdom, sult, underernæring. Og underkastes børnearbejde, slavearbejde og alle former for menneskehandel. Millioner af mennesker er ofre for imperialistisk aggression og flygter fra krig og ødelæggelse. Hele folkeslag er dømt til underudvikling, afhængighed, national undertrykkelse.

Kapitalismen kan i selve sin natur ikke overvinde sine uforsonlige modsætninger – nemlig mellem kapital og arbejde, mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den private tilegnelse – og fortsætter en vedvarende koncentration af kapital sideløbende med produktivt anarki. I sin sult efter at tilegne sig og samle kapital frembyder kapitalismen ikke alene ikke noget som helst svar på menneskehedens problemer. Med sin kapitalistiske tilegnelse og egenudnyttelse af det umådelige potentiale, som arbejdskraften åbner for sammen med videnskabelige og teknologiske fremskridt og udvikling, øger den derimod den sociale uretfærdighed, modsætningerne og uligheden. Kapitalismen er et system, som uophørligt støder sammen med arbejdernes og folkenes behov, interesser og forhåbninger.

Mere end nogensinde fremstår socialismen med mangedoblet aktualitet som en nødvendighed i arbejdernes og folkenes frigørelsesproces.

April-revolutionens erfaringer 

For det portugisiske folk stiller PCP sig som mål at bygge et socialistisk samfund, baseret på den portugisiske revolutions virkelighed og erfaringer, og ved kritisk at tilegne sig de revolutionære erfaringer i verden.

Med fremførelsen af sit program, "Et fremskredent demokrati – værdierne fra April i fremtidens Portugal", anser PCP, at virkeliggørelsen af dette projekt – et økonomisk, socialt, politisk og kulturelt demokrati – udgør en proces for dybtgående forandringer i og udvikling af det portugisiske samfund. Men programmet fastslår: "Afskaffelsen af den kapitalistiske udbytning er en historisk opgave, der kun kan løses gennem den socialistiske revolution".

PCP gentager nødvendigheden af beslutsomt at gennemløbe alle de nødvendige faser og stadier, som behøves for at nå det endelige mål. Dagens kampe for at beskytte, genoprette og vinde rettigheder, for et brud med den højredrejede politik og for at bane vej for en patriotisk venstreorienteret politik er en indbygget bestanddel af kampen for et fremskredent demokrati – på samme måde som det sidste er en indbygget bestanddel af kampen for socialismen.

Afskaffelse af al udbytning

I sit program erklærer PCP, at de "fundamentale mål for den socialistiske revolution i Portugal er afskaffelsen af menneskets udbytning af mennesket, skabelsen af et samfund uden antagonistiske klasser, opfyldt af humanistiske værdier, en permanent og kreativ deltagelse fra folkets massers side i alle aspekter af det nationale liv, en vedholdende højnelse af arbejdernes og folkets materielle og mentale velfærd i almindelighed, et opgør med diskrimination, ulighed, sociale svøber og uretfærdighed, virkeliggørelse af ligeret mellem mænd og kvinder i livet og sikring af de unges deltagelse i landets liv som en dynamisk og kreativ social kraft".

Og det tilføjer, at "indenfor rammerne af disse essentielle mål vil det socialistiske system i Portugal uundgåeligt antage specifikke og egenartede træk, der vil fremkomme ikke blot af landets objektive virkelighed, men også af de konkrete former, klassekampen vil antage indtil da, såvel som af det økonomiske, sociale, kulturelle udviklingsforløb og realiteten i verdens anliggender".

Tro mod dens idealer for befrielse fejrer vi 100-året for Oktoberrevolutionen, hvis landvindinger slog dybe rødder og er efterspurgte i dag, og som giver et billede af fremtiden i form af målsætninger, erfaringer og aspirationer for et kommende Portugal og for menneskeheden. (...)

Artiklen er en lettere forkortet udgave af en udtalelse, som Portugals Kommunistiske Parti vedtog i september 2016.