"Det første menneske, der efter at havde indhegnet et stykke jord sagde; "Dette er mit" – og fandt folk, der var tilstrækkeligt enfoldige til at tro ham, – var den sande grundlægger af det borgerlige samfund… Lad være med at lytte til denne svindler. Du er fortabt, hvis du glemmer, at jordens frugter ligeligt tilhører os alle og jorden i sig selv til ingen!"

Jean-Jeaques Rousseau. Afhandlingen om ulighedens oprindelse.

I to af de forrige artikler har jeg trukket nogle linjer op i forhold til de økonomiske kriser, naturen og klimaet samt jobkrisen, der alle har en permanent karakter. Men der er flere kriser.

Derfor er det nødvendigt at udvikle de virkemidler, der kan overkomme dem. Det gælder først og fremmest et udfoldet demokrati, der adskiller sig radikalt fra det nuværende demokrati, ved at være lange mere raffineret og omfattende.

Denne artikel er en generel kritisk skitse af tilstanden, som den er. Der er brug for mere debat.

Liberalt demokrati

Det liberale demokrati blev født i opgør med det aristokratiske feudale. Det var dog et ufuldstændigt brud, hvor den juridiske og sædvane baserede indplacering af mennesker i samfundets hierarki blev erstattet af en lighed, der også var baseret på love med afsæt i oplysningstænkernes filosofi.

En af det liberale demokratis filosofiske fædre, John Locke (1632 – 1704), mente at frihed var en universel, fordi den var baseret på en ejendomsret, der udsprang af naturens orden. Den lå i mennesket. "Selv om jorden og alle lavere skabninger er fælles for alle mennesker, så har hvert menneske dog en ejendom i sin egen person… (1) Kroppens arbejde og hændernes værk var personligt.

Venstres principprogram holder stadig fast i de gamle tanker: "Den private ejendomsret er en grundpille i et frit samfund. Privat ejendomsret er den vigtigste garanti for såvel økonomisk som politisk frihed."

I den danske grundlove paragraf 73 Stk. 1: "Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det." 

Den franske filosof Jacques Rousseau mente, at ejendomsretten skulle være ligeligt fordelt, og at mennesker ikke har ret til ejendom som et naturligt forhold. Det er bestemt af samfundet. Derfor ænder ejendomsformerne sig med udviklingen af samfundet. Liberalisterne prøver at fiksere den i betonideologi – there is no alternative.

Beslutninger, der før lå i det nationale beslutningscenter, opdeles på flere niveauer og til flere typer af instanser. 

Når frihedsrettigheder bliver defineret som evige og universelle atomer, bliver staten som en forening af disse en diffus abstraktion. Reelt er staten dog en hård magt, der slører sine tætte forbindelser til privatejendommen i form af juridiske begreber i neutrale love formuleret og eksekveret af embedsværket.

Imidlertid er folks sans for lighed baseret på, hvordan den praktiseres i deres hverdag. Derfor sagde de ja til politisk frihed og lighed, og tilføjede så også social lighed. Lighedsånden og det borgerlige krav om afskaffelse af klasseprivilegier, der var et opgør med det feudale system, blev som Engels skriver, prompte fulgt af proletariatets krav om afskaffelse af klasserne, og skriver han videre: " Proletarerne tager bourgeoisiet på ordet: ligheden skal ikke kun gennemføres tilsyneladende, ikke kun på statens område, men den skal også gennemføres i virkeligheden, på det samfundsmæssige, økonomiske område." (2)

Allerede i sin tidlige form blev det liberale demokrati kritiseret af Marx og Engels for at være reduceret, abstrakt og utilstrækkeligt. De mente, at demokrati forudsætter en frihed, som først er reel, når ingen behøver at sælge deres arbejdskraft til andre.

Det var ikke frihed baseret på kollektivitet. I stedet, skrev Marx, "Den private ejendomsret… lader ethvert menneske opleve medmennesket som en hindring for, ikke som en virkeliggørelse af sin frihed." (3)

Politik og ejendom

Som en del af neoliberaliseringen og globaliseringen bliver det demokratiske rum udtyndet, indsnævret og opsplittet. Den aktuelle debat om voksende afstand mellem borgere og beslutningstagere er udtryk for dette.

Udtynding og opsplitning af det demokratiske rum sker på flere måder. Beslutninger, der før lå i det nationale beslutningscenter, opdeles på flere niveauer og til flere typer af instanser. Dels i overnationale hierarkier med mere eller mindre formelle organisationer. Og dels til undernationale organer som for eksempel regioner. (Kommunerne er en anden ting.)

EU er en udbygget overstatslig organisation, der gradvist får overført magt via en kompleks struktur for beslutninger – fra ministerråd til uigennemskuelige fora. Seneste alvorlige træk er, at staternes økonomi er blevet underlagt EU's rammer, befalinger og straf.

Demokratiet bliver kortsluttet og låst, når neoliberalismens principper er skrevet ind i EU's traktatsæt. Neoliberalismen er på den måde i sig selv blevet universel.

Seneste skud på stammen er en variant i form af den Transatlantiske Frihandelsaftale mellem EU og USA. Ligesom i WTO bliver staterne underlagt en jura, der er hævet over de nationale beslutninger, med risiko for straf og betaling af bøder til multinationale virksomheder.

Andre overstatslige organisationer som verdensbanken IMF og den internationale verdenshandelsorganisation WTO er endnu mindre demokratiske. De ledes af udpegede personer, der fungerer som politiske teknokrater. Et træk ved dem er, at de rige lande har en særlig vægt og følger særlige procedurer.

Endnu mere diffuse strukturer er tænketanke, round tables, massiv lobbyisme og "inspirationsfora" som for eksempel World Economic Forum, der har deres årlige møde i Davos i Schweiz.

Neoliberalismen er på den måde i sig selv blevet universel.

I denne udvikling er det kun forventeligt, at FN bliver kørt ud på et sidespor. Trods mange mangler er det et repræsentativt globalt forum, hvor alle lande kan deltage, selvom stormagterne har en særstatus. Ligesom gamle keyensianske nationalstater står de kritiske stemmer i FN i vejen for neoliberaliseringen og globaliseringen, der trives meget bedre i de fleksible styresystemer. På samme måde er klimatopmøderne også ved at blive faset ud, samtidig med, at de fungerer som en legitimering af ikke-handling.

I denne sky af flydende skalaer af beslutningsfora flytter indflydelse ud af det nationale demokratiske felt. Det sætter både grænserne for, hvad kommunerne kan beslutte og forudsætningerne for andre beslutninger. Det er en struktur, der fremmer en neoliberalisering med et markedsperspektiv frem for demokrati og politisk styring i et samfundsmæssigt perspektiv.

Dette betyder dog ikke, som det bliver hævdet, at nationalstaten forsvinder under globaliseringen. Den amerikanske professor i geografi David Harvey peger på, at den i virkeligheden nu i større omfang er optaget af at skabe bedre betingelser for investeringer. Et af midlerne er kontrol med arbejdsmarkedet, nedskæringer og kontrol med immigrantstrømme. Mens staten har styrket sin rolle i relationen kapital-arbejde, har den mistet magt i relationen kapital-kapital. Kapitalstrømme flyder relativt frit gennem og mellem nationalstaternes rum.

Indsnævring af det demokratiske rum. Demokrati er både politik og økonomi – kultur tilføjes. Det betyder for eksempel, at der ikke er et naturligt skel mellem det, vi kalder den offentlige og private sfære. Hvordan kan et demokrati fungere, når en stor del af samfundets dynamik – eksistensgrundlag – ligger uden for demokratiet i form af privatejendommen?

Private investorer har via koncessioner overtaget retten til at bestemme over vores naturressourcer og samfundsgoder. Globalt er noget så elementært for mennesker som vand blevet privatiseret. Når det gælder nordsøolien kunne en statslig ejendom og styring underlagt demokratiske beslutninger bestemme tempo for indvinding, metoder, hvem der kan sælges til, samt hvordan hele overskuddet skal bruges.

Opgaver lægges ud i offentlige og private partnerskaber eller mere eller mindre private organismer i form af udviklingsselskaber, non-profits, ngo'er og så videre. I nogle sammenhænge giver det mening. Men en decentralisering, der ikke er koblet til en egentlig demokratisk organisering, er en neoliberal decentralisering.

Distanceret interesse. Værdier koncentreres i stigende grad på færre hænder i globale kommandocentre. Set derfra er byerne midler i et snævert økonomisk interesseperspektiv bestemt af afkastet af investeringen. Selvom deres økonomiske dispositioner kan få stor betydning for både arbejdspladser og byudvikling, er byernes udvikling som bysamfund egentlig uden betydning. De har et andet blik på byen.

Sociologen Richard Sennett skriver: "Globaliseringen skabet et problem for medborgerskab i byer så vel som nationer. Byerne kan ikke suge rigdomme ud af disse virksomheder, og virksomhederne tager ringe ansvar for deres egen tilstedeværelse i byen. Truslen om fravær, at rejse, gør den ansvarsforflygtigelse mulig ..." (4)

Værdier koncentreres i stigende grad på færre hænder i globale kommandocentre.

Den traditionelle industriby havde groft sagt en form for overskuelighed, hvor bystyret havde fokus på byens reproduktion i forhold til borgerne og vækst i forhold til de lokale virksomheder. Byerne i den globaliserede verden består af et væv af overlejrede systemer, der rækker langt uden for kommunegrænsen. Det nævnte andet blik er magtfuldt, men alligevel distanceret.

For at give byen et økonomisk grundlag kaster mange sig derfor ud i en konkurrence om at tiltrække virksomheder. De henvender sig til fjerne domiciler for at få at dem til at investere i deres by. Konsekvensen er, at mange prioriteringer bliver underlagt denne intention. En særlig bytype er for eksempel Billund og Bjerrringbro, der er koblet til Lego og Grundfoss.

Staten. Arbejderbevægelsens og Socialdemokratiets version af velfærdssamfundet havde et helhedssyn på borgerne som en kerneværdi. Velfærd var både borgernes materielle tryghed med sikkerhedsnet og deres aktive deltagen med lige indflydelse i demokratiske fællesskaber. 

Det demokratisk deltagende perspektiv er erstattet af det økonomiske konkurrenceperspektiv, som alt andet skal underlægge sig: uddannelse, jobformidling, kontanthjælp og så videre. Det er et skifte fra welfare til workfare. (5) Johannes Andersen kaldte det for "den autoritære konkurrencestat". (6) Få uger efter gik finansminister Bjarne Corydon planken ud: "Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat".

Indsnævringen, udtyndingen og opsplitningen af det demokratiske rum sker samtidig med en teknokratisering og øget kontrol af kommunernes organisation og de ansattes arbejde. Selvom der er en voksende modstand mod New Public Management, som fulgte med neoliberaliseringen, er det kommunale demokrati stadig meget formelt og slet ikke foldet ud.

Staten bliver, som sociologen Loïc Wacquant siger, en stratificeringsmaskine, der især virker i bunden af samfundshierarkiet. Den skruer op og ned for strømme ind eller ud til uddannelse, jobtræning, sætter betingelser for ind og udtræden af arbejdsmarkedet ved brug af adgangskrav, tests, dagpenge og pensionsregler, ved at ansætte minimale forbrugsstandarder, offentlig hjælp med mere.

Målstyringen gælder også for uddannelse og forskning. Erhvervsindflydelsen på de højere uddannelsesinstitutioner blev øget med den sidste universitetslov. Krav om hurtig uddannelse og målretning mod erhverv svækker uddannelsernes humanistiske, kritiske og demokratiske dimension. Det skader den kritiske og samfundsrelevante tilgang til faglighed.

Individualisering. Neoliberalismen sætter sig op mod topdown keynesianismens "socialisme" og bureaukrati. Fordi de demokratiske rammer ikke var blevet udviklet løbende, var der noget i kritikken. Men det neoliberale svar var en individualiseret frihed. En del kommuner har overtaget markedets sprog med "rådhusbutikker", hvor borgerne udstyres med rettigheder og kommunen med pligter.

Markedet bliver tillagt magiske demokratiske kræfter gennem det såkaldte "forbrugerdemokrati", hvor vi angiveligt stemmer med indkøbskurven. Det er blevet en løsning for både sundere fødevarer, økologiske produkter og etisk forbrug.

Det er en valgkamp, hvor du som individ står over for en monopoliseret branche med kæder som Dansk Supermarked, Spar, Superbest og Coop. Deres leverandører betaler årligt 12 milliarder kroner til markedsføringsrabatbidrag om året, svarende til 12 procent af butikkernes omsætning.  Af de husstande, der modtager reklamer, blev der i 2010 lagt 1419 tryksager i hver postkasse.

Fællessummen. Borgerne må ikke selv bestemme, hvor meget de vil bruge på fællesskabet. Kommunerne er bokset ind via et hierarki af rammer fastlagt af EU, staten eller andre. Det sker samtidig med, at staten strammer styringen og økonomien parallelt med mere decentralisering af opgaver, som kommunerne bliver pålagt.

Det er umuligt for en regering at være suveræn og fører en helhedsorienteret proaktiv sammenhængende politik. 

En undersøgelse fra Kommunernes Landsforening viser, at 53 procent af byrådenes punkter på dagsordenen er direkte eller indirekte underlagt EU's bestemmelser eller politikker. I Sverige er det 60 procent. Kommunerne bliver i højere grad serviceudbydere og borgerbutikker end idealet om borgernes demokratiske beslutningsfællesskab.

På nationalt plan er konsekvensen, at det er umuligt for en regering at være suveræn og fører en helhedsorienteret proaktiv sammenhængende politik, med en uafhængig kurs, der er baseret sig på borgernes behov og ønsker.

Det er med god grund, at den folkelige modstand mod EU, Verdensbanken og WTO har været et vigtigt politisk slagfelt siden 1970'erne. Bevægelserne i forhold til det lokale kommunale niveau har haft mere utydelige adresser og er stadig fragmenteret.

Hvordan ville et samfund – og en by – se ud i et demokrati uden den dominerende private ejendomsret?

Polarisering og segregering

Uligheden vokser. Ophobning af rigdom sker i et økonomisk system, der er rigget til med skattely (en tredjedel af verdens værdier), spekulation for andres penge og rovdrift på lave lønninger i et miljø med svag regulering af arbejdsvilkår.

Globalt har den rigeste ene procent hele 41 procent af verdens rigdomme. De rigeste 10 procent ejer 86 procent. De nederste 50 procent ejer blot en procent. (7) Polariseringen af verden vokser.

I EU har de nederste 10 procent blot tre procent af den samlede indkomst mens de rigeste 10 procent har 24 procent. Polarisering foregår ikke blot mellem lande, men slår igennem i byerne som tiltagende segregering og polarisering.

Ifølge OECD er den gennemsnitlige disponible indkomst i Danmark hos de 50 procent af befolkningen med lavest indkomst kun vokset med 0,3 – 1,04 procent fra midten af 1990'erne til 2008. Det er bemærkelsesværdigt lavere end de fleste EU-lande. De øverste 10 procent er vokset med 2,69 procent årligt, hvilket er tæt på EU-gennemsnittet. (8)

Fattigdom. Hvor mange, der lever i fattigdom, afhænger af hvor snittet lægges. Globalt er antallet af mennesker, der lever for under 1,25 dollar om dagen faldet fra 1,9 milliarder i 1981 til 1,3 milliarder - det svarer til et fald fra 52 procent til 22 procent af jordens befolkning. Umiddelbart et godt dyk. Til gengæld er antallet, der lever under to dollars om dagen stort set uændret, 2,5 milliarder mennesker svarende til 43 procent af befolkningen. (9)

Faldet har været markant i Østasien fra 77,2 procent til 14,3 procent. I Afrika er der en svag stigning. 

 Den økonomiske ulighed sætter sig igennem i bylandskabet.

De globale strukturændringer slår til i Europa. I 2011 levede 120 millioner borgere i EU i fattigdom svarende til 24,3 procent. I 2025 år vil der være 15 – 25 millioner flere. (10) I New York lever 22 procent af byens befolkning under fattigdomsgrænsen.

Når der ikke er arbejde, søger folk udveje. Mens afrikanere søger mod nord, siger 63 procent af spanierne mellem 25 og 34 år, at de er parate til at tage arbejde i udlandet. (11)  I 2012 forlod 280.000 spaniere deres land. Immigrantarbejdere er en del af den nye økonomi. Der menes at være 11 millioner papirløse immigranter i USA og fire millioner i Europa.

Segregering. Den økonomiske ulighed sætter sig igennem i bylandskabet. Velstillede samler sig i nogle kvarterer. De kan vælge, hvor de vil bo, mens folk med en svag økonomi har få eller ingen valgmuligheder.

Selv normaltlønnede og offentligt ansatte har ikke råd til at bosætte sig i London, hvor der sælges boliger til 640.000 kroner pr. kvadratmeter på de dyre adresser. Af de 18.000 boliger, der bygges om året, er tre ud af fire solgt til rige folk fra andre dele af verden. Præcis det samme er sket i New York.

Det samme mønster optræder i næsten alle byer, hvor omfang og karakter afhænger af byens specifikke vilkår. Flere danske byer har velstillede enklaver.

Landet deles op. Mod øst på Sjælland og øst i Jylland kører det. Men vest for disse områder kører det ikke og kaldes derfor udkantsdanmark. I en række byer har et flertal på Christiansborg besluttet at skære nogle særlige zoner ud og kalder dem ghettoer. Dem er der nu 34 af.  (13)

2008 krisen har mere været en krise for nogen end for andre. Resultatet er en øget polarisering, hvor finansfolk, investorer og virksomheder tjener det samme eller mere end før krisen. På den anden side mangler folk arbejde, og de bliver presset på løn og levevilkår samt følgerne af regeringernes krisepolitik.

Ulighedens problem er ikke løst alene ved blot at skabe større lighed gennem en omfordeling. Uligheden udspringer af systemiske strukturer, der også skaber en række andre problemer.

Det er relevant at spørge, hvordan ville et samfund – en by – se ud, som blev udviklet ud fra ekstrem lighed?

Udgang

Dette er dystert, fordi kriserne under den neoliberale dominans har fået en akkumulerende karakter, der samler sig som overlevelses- og udviklingskriser. Spørgsmålet er uundgåeligt. Hvad så?

Det er her, jeg mener, at byen er muligheden som en politisk platform, der både bør forholder sig til: Klassemodsætningerne med arbejderklassen i en fortsat nøglerolle. Klimakrisen, der rummer brede alliancemuligheder af en ny type. Menneskers udfoldelse i et demokratisk fællesskab.

Nogle påstår, at der ikke vil ske noget i Danmark: "Vi har det for godt". Men hvorfor stoppe her? For det første er der sociale problemer i Danmark, og de bliver ikke mindre. For det andet er stræben mod en civilisation, der både kan overkomme kriserne og stimulere den menneskelige stræben en udfordring for alle.

Vores udgangspunkt er løsningen og ikke problemet, hvis vi vil. Vi har en velstand, uddannelse og rige frodige biotoper til vands, til lands og i byerne. Samfundets tiltagende kompleksitet via en socialisering og en specialisering af produktionen i bred forstand, er også et potentiale. Byen har en masse, en tæthed og globale opkoblinger. Borgerne har kompetencer, kreativitet, håndelag og erfaringer med organisering på arbejde, i kvarterer eller i foreninger. Virksomheder, uddannelses- forsknings- og kulturinstitutioner har både substans og fysiske rammer.

Tilsammen er det et enormt reservoir at øse af i et aktivt deltagerdemokrati. Men demokratikrisen står i vejen og efterlader folketing og byråd vingeskudte med begrænsede beslutningsmuligheder.

Hvordan ville samfundet – og byerne – se ud, hvis vi begyndte at dyrke de kollektive utopier? There is no alternative!

I de næste artikler tager jeg fat på denne udfordring.

 

Noter:

1. John Locke. 1996. Anden afhandling om styreformen. Det Lille Forlag. Side 46.

2. Engels, Friedrich. Antidühring. Sputnik. Side 120

3. Marx.1970. Økonomi og Filosofi – Ungdomsskrifter. Uglebog Gyldendal. Side 45 og 49.

4. Sennett, Richard. 2001. A flexible city of strangers. Le Monde Diplomatique.

5. Mange af de tiltag der gennemføres i Europa strømmer til fra USA. Clinton's velfærdsreform fra1996 erstattede retten til offentlig hjælp med pligten til at arbejde og beskær mulighederne for at modtage overførselsindkomster. Overflyttede det administrative ansvar fra den føderale regering til de 50 stater samt "do more with less". 

6. Information 3.-4. august 2013

7. Global Wealth Report 2013 Credit Suiss.

8. Income Inequality in the European Union. April 2012.

9. http://www.inequalitywatch.eu/spip.php?article105&lang=en

10. http://epp.eurostat.ec.europa.eu/tgm/table.do?tab=table&init=1&language=en&pcode=t2020_50&plugin=1

11. http://www.thelocal.es/20130812/young-spaniards-would-leave-spain-for-work

12.  Arbejderbevægelsesns Erhvervsråd. Det opdelte Danmark. Fordeling @ levevilkår 2010

13. Et område er en ghetto, hvis: Over 40 procent af beboerne ikke er i arbejde eller uddannelse. Over halvdelen er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Mindst 2,7 procent er dømt for at overtræde loven. Over halvdelen ikke har en grunduddannelse. Den gennemsnitlige indkomst er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige indkomst for samme gruppe i regionen eksklusiv studerende.