Når der afholdes EU-parlamentsvalg sidst i maj næste år, stiller Enhedslisten for første gang op. Derfor skal årsmødet, som afholdes denne weekend i København, vælge de kandidater, partiet vil opstille.
I modsætning til Folke-bevægelsen, så er "Ud af EU" ikke en parole for Enhedslisten her og nu.
Søren Søndergaard, EU-ordfører for Enhedslisten
Men selve valgprogrammet udarbejdes af en lille arbejdsgruppe og vedtages af hovedbestyrelsen, fortæller Enhedslistens EU-ordfører Søren Søndergaard til Arbejderen.
Til efteråret vedtager hovedbestyrelsen en kampagneplan. Herefter vedtager hovedbestyrelsen valggrundlaget til januar.
Først til maj vil Enhedslisten begynde at føre en intensiv kampagne. Det er rigeligt god tid, siger Søren Søndergaard til Arbejderen.
– Indtil to uger før valget vil folk spørge: Hvilket valg, forudser Søren Søndergaard.
I sin handlingsplan skriver partiet ellers, at kampagnen skal "forberedes i god tid", og der er "mange vigtige debatter og beslutninger, vi skal tage".
Blandt de emner, som EU-ordføreren forudser, vil komme med i valgprogrammet er: Social dumping, miljø- og fødevaresikkerhed. EU's handelsaftaler og flygtningeaftalen med Tyrkiet.
– Valgprogrammet skal indeholde de aktuelle emner, vi går til valg på og vil slå på i kampagnen. Det er for tidligt at sige, hvad vi konkret vil slå på i en valgkampagne. Vi ved endnu ikke, om Macron og Merkel bliver enige om, at svaret på Storbritanniens udmeldelse skal være mere EU og hvordan, forklarer Søren Søndergaard.
Ud af EU?
Selvom det således er det sidste årsmøde, før EU-valgkampen går i gang, så fylder EU-spørgsmålet ikke meget på årsmødet.
Folkebevægelsen mod EU's medlem af EU-parlamentet, Rina Ronja Kari, var dog inviteret til at komme med en hilsen fredag. Og Enhedslistens EU-ordfører, Søren Søndergaard, holdt også en tale lørdag:
– En selvstændig repræsentation i EU-parlamentet giver os bedre mulighed for at samarbejde med andre venstreorienterede kræfter i kampen for et alternativ til EU, sagde han blandt andet.
– Fremskridt kan kun opnås, hvis vi er klar til at konfrontere og bryde med EU, understregede Søren Søndergaard videre.
Enhedslisten kommer dog ikke til at gå til valg på, at Danmark skal ud af EU.
– I modsætning til Folkebevægelsen så er "Ud af EU" ikke en parole for Enhedslisten her og nu. Det er ikke det, der står på dagsordenen. Meningsmålingerne viser, at 75 procent af befolkningen er for EU-medlemskabet. Derfor er det ikke en løsning bare at sige "ud af EU". Løsningen er at føre konkret kampagne mod udslagene af EU's politik, forklarer Søren Søndergaard overfor Arbejderen.
– Kravet om en folkeafstemning om medlemskabet af EU er ikke et krav, vi vil arbejde for i EU. Det er ikke i EU-parlamentet, at man afgør, om Danmark skal ud af EU. Det er kun det danske Folketing, der kan beslutte at gennemføre en folkeafstemning om EU-medlemskabet, siger han og henviser til, at Enhedslistens delprogram slår fast, at partiets langsigtede mål er en dansk udmeldelse af EU.
Socialistisk EU-modstand
Årsmødet vedtog udtalelsen "Enhedslisten kæmper for et rødt og grønt Europa". Heller ikke her er spørgsmålet om udmeldelse nævnt med et ord.
Derimod slår partiet fast, at målet med at stille op til EU-parlamentsvalget er at "styrke den socialistiske EU-modstand" samt at skabe et "socialt, bæredygtigt og demokratisk samarbejde i Europa".
Søndag valgte Enhedslisten sine kandidater til EU-parlamentet. Nuværende folketingsmedlem Nikolaj Villumsen er på førstepladsen efterfulgt af Eva Flyvholm, Eva Milsted Enoksen og Jakob Neerup.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278