Senest til juni næste år skal der være valg til Folketinget, men det kan også komme før. Enhedslistens årsmøde, som foregår denne weekend i København, kan således være det sidste, før valget bliver udskrevet.
Vi skal give folk en tro på, at forandring er mulig. Vi skal ikke diskutere alle mulige hypotetiske situationer.
Line Barfod, Enhedslisten
Og Enhedslisten går til valg i medvind hos vælgerne. Hvis der var valg i dag, står partiet nemlig til at udvide sin 14 mandater store folketingsgruppe med yderligere to. Partiet får opbakning fra 9,2 procent af vælgerne, viser den seneste meningsmåling, som Norstat har foretaget for Altinget.
Samlet set står oppositionen til at få 94 mandater, mens den blå blok får blot 81 mandater.
Forud for årsmødet har partiets politiske ordfører, Pernille Skipper, åbnet op for, at Enhedslisten "en dag" skal i regering. Og partiets folketingsgruppe lancerede dagen før årsmødet en plan med 100 konkrete tiltag, som Enhedslisten vil føre ud i livet på 100 dage, hvis partiet får del i magten.
Vil spille en "aktiv rolle"
Enhedslistens hovedbestyrelse vedtog sidste år - udenom medlemmerne - en udtalelse, der fastlægger kursen for, hvordan Enhedslisten skal forholde sig til en socialdemokratisk ledet regering.
Hovedbestyrelsen lægger op til, at Enhedslisten skal spille en "aktiv rolle" i forbindelse med en regeringsdannelse og være med til at udforme et regeringsgrundlag. Partiledelsen lover, at Enhedslisten vil lægge stemmer til aftaler, der "trækker Danmark i den rigtige retning".
Flere medlemmer og afdelinger er dog vrede over, at hovedbestyrelsen egenhændigt har lagt kursen for, hvordan Enhedslisten skal agere overfor en eventuelt kommende socialdemokratisk ledet regering.
– Det er et problem, at hovedbestyrelsens udtalelse ikke har været til debat i partiet. Vi risikerer, at det sikkerhedsnet, vi spænder ud under regeringen, bliver for bredt. Vi skal signalere klart, hvad vi vil tolerere og ikke tolerere under en socialdemokratisk ledet regering. Ellers risikerer vi at skride ud til højre. Erfaringerne fra SF's støtte til den tidligere socialdemokratiske regering skræmmer, siger Magne E. Pihl fra Enhedslisten i Gentofte til Arbejderen.
Han mener, at hovedbestyrelsens udtalelse er "for pænt formuleret". Og han er ikke det eneste medlem, der er kritisk over den nye linje.
– Hovedbestyrelsen åbner op for, at vi skal kunne stille betingelser til en ny regering. Men hvad hvis Socialdemokraterne og de Radikale siger nej til vores betingelser? Skal vi så lade være med at pege på dem og forære nøglen til Løkke? Det kommer aldrig til at ske, konstaterer Hans Jørgen Vad fra Enhedslisten i Aarhus.
– Jeg tror ikke på de "røde linjer". Vi skal være et markant oppositionsparti og være villige til at trække stikket, som vi manglede viljen til under den forrige regering, mener han.
Visioner, ikke hypoteser
Line Barfod opfordrer til hellere at bruge krudtet på at komme ud med Enhedslistens egne visioner:
– Vi skal bruge tiden fra nu af og frem til valget til at diskutere, hvad vi gerne vil. Vi skal give folk en tro på, at forandring er mulig. Vi skal ikke diskutere alle mulige hypotetiske situationer: Hvad gør vi, hvis socialdemokraterne gør A? Hvad gør vi, hvis socialdemokraterne gør B?
Hun mener heller ikke, at partiet skal bruge tid på alle mulige parlamentariske bogstavkombinationer.
– Vi skal bygge videre på den bevægelse, der har været. Vi kan skabe forandring. Men det kræver, at vi bruger vores kræfter på at diskutere politik, ikke en masse hypoteser. Vi skal skabe bevægelse, frem for at bruge kræfterne på at vende tilbage til tidligere tiders venstrefløj, lyder det fra Line Barfod.
Hovedbestyrelsens kurs
Der var i alt tre forslag til at stramme op på hovedbestyrelsens udtalelse. Forslagene gik blandt andet på, at Enhedslisten skal lære af erfaringerne med Thorning-regeringen, som det ikke lykkedes at trække til venste. Derfor skal Enhedslisten ikke være støttegrundlag for sådan en regering. Enhedslisten skal sende et tydeligt signal til Socialdemokratiet og stille krav til en kommende regering om, at diverse reformer rettet mod arbejdsløse, syge og flygtninge skal rulles tilbage.
Et andet forslag gik på at være konkret på, hvornår Enhedslisten vil trække støtten til en socialdemokratisk ledet regering - nemlig, hvis regeringen krænker fundamentale folkelige interesser, som under lærerlockouten og ved DONG-salget.
Alle tre forslag blev dog stemt ned. Så det er fortsat hovedbestyrelsens kurs, der er gældende, så den kommende folketingsgruppe kan "spille en aktiv rolle i forbindelse med regeringsdannelsen".
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278