Ebba Hjortshøj, aktiv i modstandskampen:

Karin Busk

For 94-årige Ebba Hjortshøj betyder den 4. maj utroligt meget. Under besættelsen var hun kurér for sabotagegruppen A/S Gruppen i Randers og dermed ligesom flere af sine søskende aktiv i modstandskampen. Deres mor ydede også sin indsats ved at huse flygtninge, både kommunister og jøder.

Jeg er stadig hvert år oppe i Mindelunden i Randers for at mindes dem, der gav livet for Danmarks frihed og ære. 

Den purunge Ebba tog rundt med beskeder til gruppens medlemmer, fandt logi til sabotører, var med til at smugle våben og meget andet. 

– Lige indtil mine ben ikke kunne klare det længere, har jeg hvert år den 4. maj været til mindehøjtidelighed på Skæring Hede, hvor fem modstandsfolk blev skudt. Jeg er stadig hvert år oppe i Mindelunden i Randers for at mindes dem, der gav livet for Danmarks frihed og ære. De skal ikke glemmes. Min søn eller et barnebarn kører mig. Jeg bliver ved, så længe jeg kan slæbe mig ud af døren, siger Ebba Hjortshøj.

>> LÆS OGSÅ: To unge laver film om modstandskvinde

For hende er 4. maj en påmindelse om, at vi aldrig igen skal tillade fascismen at slå rod. Det gælder om at gøre modstand og tage kampen op for friheden.

Ebba Hjortshøj husker tydeligt den 4. maj 1945, som markerede afslutningen på flere års kamp og angst.

– Jeg var i biografen sammen med en veninde, hvis mand havde siddet i kz-lejren Neuengamme og var kommet med De Hvide Busser til Sverige. Lige pludselig slukkede biografen for filmen, og så kom frihedsbudskabet.

– Vi løb ud på gaden og blev enige om, at der skulle blomster på statuen af Niels Ebbesen. Han var også frihedskæmper. Vi tog hjem til mig og klippede alle min mors blomster i vindueskarmen af og samlede til en buket. Jeg kravlede op på statuen og bandt dem fast. Det var en fantastisk aften.

 

Salle Fischermann, tidligere kz-fange:

Kun 13 år gammel blev Salle Fischermann sammen med sin mor og to søskende deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt. De blev fanget under jødeforfølgelserne i 1943 i København. Familien kom til at opholde sig i 18 rædselsfulde måneder i Theresienstadt, inden de kom med De Hvide Busser til Sverige.

 Det værste, jeg oplevede under tiden i Theresienstadt, var den dag, hvor de tog alle børnene. Jeg var udkommanderet til at hjælpe med til at få dem op i togvognene. 

– Ved befrielsen den 4. maj 1945 befandt jeg mig i nogle bygninger i en skov 600 kilometer oppe i Sverige. Her var vi i karantæne efter at være kommet ud fra kz-lejren. Folk gik fuldstændig grassat, da de hørte frihedsbudskabet efter at have sidder indespærret i halvandet år, hvor vi havde set døden hver eneste dag, siger Salle Fischermann.

– De tog møblerne og smed dem ud af vinduerne, men de glemte at åbne vinduerne først, tilføjer han.

Lige som mange andre havde Salle Fischermann efter krigen svært ved at tale om de forfærdelige ting, han oplevede i kz-lejren. Men på et tidspunkt besluttede han sig for at fortælle om uhyrlighederne og dermed gøre sit til, at de aldrig bliver glemt.

– Det værste, jeg oplevede under tiden i Theresienstadt, var den dag, hvor de tog alle børnene. Jeg var udkommanderet til at hjælpe med til at få dem op i togvognene. Børnene græd, men da de kom op i vognene, blev de helt stille. Da vognene var fyldt, blev dørene låst, og toget kørte. Vi stod der i gården og kunne hverken græde eller sige noget. Vi vidste godt, hvor de kørte hen, fortæller Salle Fischermann.

Indtil nu har han holdt over 1000 foredrag om sine oplevelser under krigen, heraf mere end 600 i Tyskland.

– Inden mine foredrag starter jeg altid med at trække ærmet op og hive op i huden på armen og sige: Under huden på et hvert menneske lever en djævel, lad den aldrig komme ud. Det allervigtigste er, at vi mennesker behandler andre, som vi selv gerne vil behandles, erklærer Salle Fischermann.

Han mener i allerhøjeste grad, at der stadig er brug for at markere befrielsesdagen.

– Så længe der stadig er krig, og folk slår hinanden ihjel, skal vi blive ved. Først den dag, der er fred på denne Jord, kan vi stoppe.

Selv går Salle Fischermann altid over i Mindelunden den 4. maj og sætter derudover lys i vinduerne.

 

Albert Scherfig, historiker:

Albert Scherfig markerer hvert år 4. maj ved at deltage i fakkeltoget gennem Istedgade i København. I år skulle han også have holdt tale, men det bliver jo ikke til noget på grund af coronaepidemien. 

Det er vigtigt, at vi husker, hvordan en demokratisk valgt regering agerede i en krisesituation, og hvem det egentlig var, der gjorde modstand.

– Det er vigtigt, at vi fortsat markerer befrielsesdagen. Det er den dag, vi husker tilbage på Anden Verdenskrig og taler om, hvad der skete dengang under kampen mod fascismen, siger Albert Scherfig, der er historiker og redaktør på forlagskooperativet Nemo.

Nemo arbejder med at udgive progressiv litteratur indenfor kunst, historie og samfundsforhold. Blandt andet har forlaget udgivet bogen "Brødrene Nielsen" om tre brødre, der var spaniensfrivillige og senere blev aktive i modstandskampen herhjemme. Albert Scherfig er en af bogens forfattere.

– Det er vigtigt at bruge den 4. maj til at huske på historien, som den var. Der er jo en bestemt fortælling om, at hele Danmark stod sammen i kampen mod tyskerne. Men sådan var det ikke i virkeligheden. Det var en mindre del af befolkningen, der stod for modstandskampen. Nogle af dem, der kæmpede fra starten, var dem, der også havde deltaget i Den Spanske Borgerkrig. Mange af dem var kommunister, siger Albert Scherfig.

Han peger også på loven, der forbød kommunisterne og interneringen af de danske kommunister under besættelsen som et kapitel i dansk historie, der er vigtigt at huske på, men som ofte bliver fortiet i den officielle fortælling.

– Det er vigtigt, at vi husker, hvordan en demokratisk valgt regering agerede i en krisesituation, og hvem det egentlig var, der gjorde modstand og efterfølgende tog skraldet, siger Albert Scherfig.

Han er oldebarn til forfatteren og maleren Hans Scherfig og er vokset op i en familie, hvor fortællingen om Anden Verdenskrig og besættelsen har fyldt meget.

– Vi markerede altid 4. maj ved at sætte lys i vinduerne og snakke om, hvad der skete dengang, fortæller Albert Scherfig.

 

Kim Kristensen, HF-lærer:

Kim Kristensen har flere gange været taler ved 4. maj-arrangementer i Randers. Han lægger stor vægt på betydningen af at videreformidle sandheden om, hvad der egentlig skete under besættelsen i Danmark.

En af de ledende og mest aktive sabotører kom i fængsel, mens det mest aktive værnemagerfirma gik helt fri.

– Der er så meget hykleri omkring den 4. maj med den der fortælling om, at hele Danmark stod sammen mod besættelsesmagten. I virkeligheden var det benhård klassekamp. Overklassen benyttede lejligheden til at rage så meget til sig som muligt ved blandt andet at arbejde for tyskerne, mens lønningerne faldt for almindelige mennesker, der levede i nød, siger Kim Kristensen.

Han peger konkret på det store værnemagerfirma Wright, Thomsen og Kier, der under besættelsen arbejdede for tyskerne og tjente styrtende med penge. Den kommunistiske advokat Carl Madsen havde forberedt en retssag mod firmaet.

– Men sagen blev bremset efter ordre fra højere sted med besked om, at der ikke var noget at komme efter. Da det kommunistiske dagblad Land og Folk efterfølgende skrev om sagen, blev redaktør Borge Houmann anklaget og dømt for injurier og kom i fængsel. Børge Houmann var nok den mest eftersøgte modstandsleder under krigen. Det er sigende, at han kom i fængsel, mens det mest aktive værnemagerfirma gik helt fri og fik lov til at fortsætte, som om intet er hændt, konstaterer Kim Kristensen.

Han mener, at det er vigtigt at holde fast i 4. maj som årsdag for en af de største sejre, som den danske arbejderbevægelse og kommunistpartiet har oplevet.

– Men egentlig er der endnu mere grund til at fejre årsdagen for folkestrejkerne i 1943, hvor det lykkedes at få afsat samarbejdsregeringen og lave oprør. Arbejderklassen viste, at de kan tage magten under meget vanskelige forhold. Det er en vigtig erfaring, fastslår Kim Kristensen.

 

Anton Nielsen, redaktør for tidsskriftet Antifascistisk Forum:

Selvom han kun var knap seks år gammel, da Danmark blev befriet i 1945, har krigen og besættelsen været skelsættende for Anton Nielsens liv, hvor kampen mod krig og fascisme har fyldt utroligt meget.

Historien om besættelsen bliver systematisk lavet om. Mange unge ved ikke, hvad der skete dengang. De bliver fyldt med løgn.

Ved befrielsen i 1945 boede den lille Anton hos sine bedsteforældre og tante i Randers. Her var han gemt af vejen, fordi hans far ligesom mange andre kommunister var sendt i tysk koncentrationslejr, og hans mor, der både var jøde og kommunist, var tvunget til at gå under jorden.

– Da vi havde hørt befrlelsesbudskabet i radioen og oplevet nabokonen skrige af glæde ude på gaden, hvor hun brændte sine mørklægningsgardiner, slog mine bedsteforældre over på svensk radio. Her fik vi meddelelse om, at fire danske kz-fanger fra Stutthof-lejren var blevet befriet af Den Røde Hær og nu var i Moskva, deriblandt et kommunistisk folketingsmedlem. Det var min far, Martin Nielsen, fortæller Anton Nielsen.

Hans bedstemor sagde: "Min dreng lever, men hvor er alle de andre".

Ligesom sine forældre blev Anton Nielsen kommunist og engagerede sig voldsomt i kampen mod fascisme. Han har blandt andet været formand for Horserød-Stutthof Foreningen og for den danske afdeling af den internationale fange- og modstandsorganisation FIR.

Anton Nielsen har i årtier været fast deltager i 4. maj-optoget gennem Istedgade i København. Mange gange har han også været taler. I år må han nøjes med at markere dagen med lys i vinduerne, fordi arrangementet er aflyst på grund af coronakrisen.

Det er helt afgørende, at 4. maj stadig markeres og bliver brugt til at orientere ikke mindst ungdommen om historien, mener Anton Nielsen.

– Historien om besættelsen bliver systematisk lavet om. Mange unge ved ikke, hvad der skete dengang. De bliver fyldt med løgn. Det er vores ansvar at rette op på det, erklærer han.

 

Anne Jessen, med i 4. Maj-Initiativet i København:

Anne Jessen har som repræsentant for foreningen Demos i mange år været med til at arrangere det traditionsrige fakkeltog gennem Istedgade på befrielsesaftenen den 4. maj.

Vi skal kæde erfaringerne fra besættelsen sammen med den aktuelle situation, hvor vi jo ser krig og fascisme flere steder.

Det er ikke tilfældigt, at markeringen foregår på Vesterbro.

– Modstandskampen var meget synlig på Vesterbro i København. Den 4. maj mindes vi alle dem, der gav deres liv i kampen mod nazisme og fascisme. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer historien om besættelsen og modstandskampen. At det var muligt at gøre modstand er en vigtig lære, siger Anne Jessen.

Samtidig understreger hun, at det ikke er nok at se tilbage.

– Vi skal kæde erfaringerne fra dengang sammen med den aktuelle situation, hvor vi jo ser krig og fascisme flere steder. Det er rigtig vigtigt. Ved planlægning af fakkeltoget ser vi hvert år på, hvad der er oppe i tiden, og sætter fokus på det gennem talere på arrangementet. Det kan være racisme, krig, oprustning, flygtninge, eller palæstinensernes kamp mod besættelse, tilføjer hun.

4. Maj-Initiativet samler en række forskellige partier og organisationer fra først og fremmest Vesterbro og har i årevis stået for at arrangere det årlige fakkeltog.

I år er optoget aflyst på grund af coronaepidemien, men dagen bliver alligevel markeret på Vesterbro.

Det berømte banner med teksten "Istedgade overgiver sig aldrig" bliver som altid hængt op i gaden, og en lille gruppe fra 4. Maj-Initiativet tager om aftenen opstilling ved banneret med fakler og afspiller frihedsbudskabet. Derudover opfordres alle til at sætte lys i vinduerne.

 

Anders Sørensen, redaktør for Arbejderen:

Befrielsesdagen 4. maj er først og fremmest vigtig, fordi den fungerer som en påmindelse til os om, at frihed er noget, der koster kamp, mener Arbejderens redaktør.

Fascisme er ikke alene er en historisk foreteelse, men er hele tiden en tilstedeværende trussel. 

– Frihed og demokratiske rettigheder er jo ikke noget, der er givet en gang for alle. Vi skal hele tiden forsvare dem og kæmpe for at udvide dem, siger Anders Sørensen.

– Tiden lige nu er en vigtig påmindelse om, at fascisme ikke alene er en historisk foreteelse, men hele tiden er en tilstedeværende trussel. Fascismen fungerer som den sidste redningsplanke for storkapitalen, og nu, hvor selve livsnerven i kapitalismen er under pres, er fascismen en reel fare. Nogle steder som for eksempel i Ungarn ser vi tendenser, der peger i retning af, at det er det, borgerskabet går efter, tilføjer han. 

Som barn husker Anders Sørensen at have været ude at gå med fakler på befrielsesaftenen i Næstved, hvor han er vokset op.

– I dag er jeg gift og har tre børn. Når det er muligt i forhold til børnene, deltager vi i fakkeltoget gennem Istedgade den 4. maj. Ellers sætter vi lys i vinduerne og hører frihedsbudskabet derhjemme. Det er altid en god kickstart til en snak med ungerne om, hvad der skete under besættelsen, forklarer han.

 

Carsten Andersen, talsmand for Århus mod krig og terror:

Carsten Andersen har altid fejret 4. maj. Som barn var det med lys i vinduerne, og som voksen er det blevet en fast tradition, at han deltager i mindehøjtideligheden på Skæring Hede over de modstandsfolk, som faldt der, og efterfølgende i arrangementet på Vestre Kirkegård i Aarhus, hvor de blev begravet.

Krig og besættelse er forfærdelig. Dét er vigtigt at huske på nu, hvor Danmark nærmest rutinemæssigt er med til at påføre andre lande krig og besættelse.

– Den 4. maj fejrer vi både friheden og freden. Dem, der har oplevet besættelsen, ved, hvor forfærdelig krig og besættelse er. Dét er vigtigt at huske på nu, hvor Danmark nærmest rutinemæssigt er med til at påføre andre lande krig og besættelse, siger Carsten Andersen.

– Vi skal huske, at der altid er andre muligheder. Spørgsmålet er, hvor megen død og lidelse vi vil påføre andre for at indsætte eller fastholde provestlige regimer, og hvor meget vold og ødelæggelse der er acceptabel for at sikre vores adgang til at sælge varer og investere i de berørte lande, tilføjer han.

Som mangeårig fredsaktivist er Carsten Andersen ikke i tvivl om, at krig altid er den dårligste løsning, og at der kan skabes langt bedre resultater og større sikkerhed også for Danmark ved at satse på ikke-voldelige løsninger, diplomati, udviklingsbistand og lignende. 

– Det er også langt bedre for klimaet. Krig og bomber og genopbygning af smadrede lande koster utroligt meget på CO2-regnskabet, erklærer han.

 

Gunna Wrønding, fast arrangør af 5. maj på Amager:

I årtier har Gunna Wrønding været fast deltager på fakkeltoget gennem Istedgade i København den 4. maj. De seneste år, hvor benene ikke længere er, hvad de har været, er hun kommet kørende i sin elscooter. 

Det er vigtigt, at vi bliver ved med at markere befrielsesdagen. Fascismen skal aldrig igen få lov til at vokse sig stærk.

Og den 5. maj har Gunna Wrønding i en årrække arrangeret mindehøjtideligheden for de modstandsfolk, der faldt på Amager.

– Tidligere var det min mand Sven, der stod for arrangementet den 5. maj. Da han døde for ni år siden, tænkte jeg, at det da skulle fortsætte. Og så tog jeg over. Jeg er 86 år nu, så der er selvfølgelig grænser for, hvor længe jeg kan blive ved. Men nu er Sundby Lokalhistoriske Forening inddraget i arbejdet, så historien om modstandsfolkene fra Amager ikke bliver glemt, siger Gunna Wrønding.

Hendes svigerfar var meget aktiv i modstandskampen. Han stod blandt andet for organiseringen af et våbenværksted og fremskaffelsen af falske legitimationskort.

Svigerfaren var kommunist, ligesom Gunna og Sven, der gik med i KPiD, da partiet blev splittet.

– Mine to plejesøstres mænd var også med i frihedskampen. Den ene blev skudt under besættelsen, mens den anden havde held med at komme til Sverige, efter at han havde skudt en tysk HIPO-mand. Der blev ikke snakket om det, men jeg sov inde i stuen hos mine plejeforældre og hørte, hvad de talte om, og så deres våben, når de troede, jeg sov, fortæller Gunna Wrønding.

– Jeg var 11 år, da Danmark blev befriet. Jeg husker meget tydeligt, hvordan folk jublede i gaderne. Det gjorde et stort indtryk på mig. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at markere befrielsesdagen. Fascismen skal aldrig igen få lov til at vokse sig stærk, fastslår hun og opfordrer alle til at sætte lys i vinduerne, nu hvor coronaepidemien forhindrer os i at gå på gaden den 4. maj.

Første del af artiklen kan downloades og printes i PDF her