Op mod to tusind demonstrerede søndag på Rådhuspladsen i København i protest mod de nye stramninger i den polske abortlovgivning, der gør det stort set umuligt at få abort.
Der er stor modstand i den polske befolkning mod de nye stramninger, viser meningsmålinger.
I Aarhus, Aalborg og Odense var der lignende demonstrationer med flere hundrede deltagere i hver by.
– Vi vil vise solidaritet med vores landsmænd og kvinder, siger Sebastian Peczek, der var med til at arrangere demonstrationerne, til Polennu.dk.
Han har boet i Danmark i fem år og er ligesom mange andre polakker i Danmark bekymret over udviklingen i Polen.
Idéen til demonstrationerne er opstået gennem Facebook-gruppen Polakker i Danmark.
Skal føde misdannede fostre
Både herboende polakker og mange danskere deltog i demonstrationerne. Forrige søndag var der også demonstration i københavn mod den nye abortlov. Her deltog flere hundrede.

Protesterne kommer, efter at forfatningsdomstolen i Polen den 22. oktober erklærede, at abort af fostre med misdannelser er forfatningsstridigt.
Domstolen tog spørgsmålet op på opfordring af det yderst konservative regeringsparti PiS (Lov og Retfærdighedspartiet) og den katolske kirke.

Afgørelsen fra domstolen baner vej for en yderligere stramning af Polens abortlovgivning, der i forvejen er en af Europas mest restriktive.
Med de nye stramninger vil det fremover kun være tilladt for polske kvinder at få en abort, hvis graviditeten er et resultat af voldtægt eller incest, eller hvis den udgør en risiko for morens liv eller helbred.
Gennem hele sidste uge var der omfattende protester over hele Polen mod den nye abortlov. Onsdag deltog over 400.000 i demonstrationer i en lang række polske byer.
Der er stor modstand i den polske befolkning mod de nye stramninger. DR fortæller om to forskellige meningsmålinger i de polske medier.

En meningsmåling foretaget af det polske medie Gazeta Wyborcza viser, at 59 procent af befolkningen er uenig i de seneste stramninger.
En anden måling fra mediet Rzeczpospolita viser, at hele 70,7 procent af de adspurgte er uenige i forfatningsdomstolens beslutning.
Underskriftindsamling
Den danske organisation Sex og Samfund støtter kampen mod den polske abortlov og arbejder med at lægge pres på de polske politikere. Organisationen har blandt andet iværksat en underskriftindsamling.

Sex og Samfund henviser til, at det tidligere i år lykkedes gennem nationalt og internationalt pres at få stoppet Polens regering i at få vedtaget et lovforslag, der også skulle begrænse de sidste muligheder for at få abort. Den folkelige protest virkede, og forslaget blev lagt på hylden.
Enhedslisten mener, at Danmark skal tilbyde polske kvinder gratis abort her i landet. Partiets sundhedsordfører Peder Hvelplund vil stille forslag om det til sundhedsministeren.

Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278