Det danske våbenfirma Terma A/S er blevet politianmeldt for sin eksport af militært udstyr brugt i De Forenede Arabiske Emiraters krig mod Yemen.
Den pågældende eksport er sket i fuld overensstemmelse med gældende danske og internationale regler.
Terma A/S
Politianmeldelsen kommer, efter at Danwatch, TV2 og det hollandske medie Lighthouse Reports – efter at have gennemgået satellitbilleder, rapporter, sociale medier, aktindsigter, eksporttilladelser og udført en række interview – i maj kunne afsløre Terma A/S' involvering i krigen.
Terma A/S har blandt andet leveret radarer til seks krigsskibe i De Forenede Arabiske Emiraters flåde, der har iværksat en blokade, der forhindrer nødhjælp, mad og medicin i at nå frem til millioner af sultende civile i det borgerkrigshærgede Yemen.
>> LÆS OGSÅ: Terma A/S involveret i krænkelser af menneskeret
Udenom myndighederne
Bag politianmeldelsen står Erhvervsstyrelsen, der på baggrund af afsløringerne netop har afsluttet en undersøgelse af Terma A/S' involvering i krigen mod Yemen.
"Erhvervsstyrelsen kan bekræfte, at styrelsen har afsluttet undersøgelsen af Termas mulige eksporter af dual-use udstyr til Saudi-Arabien, Yemen og De Forenede Arabiske Emirater. Erhvervsstyrelsen har – på den baggrund – overdraget sagen til politiet med henblik på nærmere efterforskning. Erhvervsstyrelsen har ikke yderligere kommentarer til sagen", skriver Erhvervsstyrelsen i en kort mail til Arbejderen.
Terma A/S havde ikke søgt om tilladelse til at eksportere sine radarsystemer til de emiratiske krigsskibe. Derfor har Erhvervsstyrelsen aldrig taget stilling til Termas eksport af radarer til emiraternes krigsskibe.
Udenrigsministeriet blev heller ikke underrettet om Termas eksport af radarer til emiraternes krigsskibe.
Brud på reglerne om eksportkontrol kan straffes med bøde og fængsel i op til otte år.
Trodsede forbud
Krigen i Yemen fik i 2018 Udenrigsministeriet til at blokere for al eksport af militært udstyr til brug i krigen i Yemen.
Men på trods af forbuddet fortsatte Terma helt frem til oktober 2019 – fire år efter krigens start og næsten et år efter, at et flertal i Folketinget havde indført et forbud mod eksport af militært udstyr til De Forenede Arabiske Emirater – med at levere services og reservedele til udstyr, der blev brugt i krigen.
Både danske og udenlandske medier, Amnesty International og FN-eksperter advarede allerede i 2015 i udførlige rapporter om Emiraternes og Saudi-Arabiens omfattende menneskeretskrænkelser i Yemen.
På et samråd i juni måtte erhvervsminister Simon Kollerup og udenrigsminister Jeppe Kofod love at stramme op på kontrollen med de danske våbenfirmaers eksport.
>> LÆS OGSÅ: Efter eksport-skandale: Ministre lover mere kontrol med våbenfirmaer
Afviser anklage
Terma A/S afviser den alvorlige anklage:
"Det er fortsat Termas opfattelse, at den pågældende eksport er sket i fuld overensstemmelse med gældende danske og internationale regler, og vi imødeser myndighedernes fortsatte undersøgelse af sagen. Mens sagerne vurderes af politiet, har Terma ikke yderligere kommentarer", skriver Terma i en kortfattet pressemeddelelse.
Arbejderen har tidligere beskrevet, hvordan Terma A/S er involveret i krigen mod Yemen.
>> LÆS OGSÅ: Danske våbendele til Saudi-Arabien
Arbejderen har også berettet om, hvordan danske banker tjener på krigen mod Yemen.
>> LÆS OGSÅ: Nordea og Danske Bank spekulerer i krigen mod Yemen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278