Nu starter de politiske forhandlinger om, hvordan der kan komme flere elbiler på de danske veje.
Men på forhandlingsbordet mangler et vigtigt værktøj, der kunne have sikret tusindvis af elbiler på vejene: Hvis Danmark kunne forbyde de forurenende benzin- og dieselbiler, ville drømmen om flere elbiler på de danske veje være tættere målet. Men Danmark må ikke forbyde benzin- og dieselbilerne for EU.
Det er endnu et eksempel på, hvordan EU stopper os i at være frontløbere på klimaområdet.
Susanna Dyre-Greensite, Folkebevægelsen mod EU
Mandag offentliggjorde den såkaldte Bilkommission en 246 sider lang rapport. I rapporten kommer Bilkommissionen med fire forslag til, hvordan Danmark kan få henholdsvis 500.000, 600.000, 750.000 og en million elbiler inden år 2030 – samt hvordan udskiftningen til elbiler kan finansieres ved at indføre et nyt afgiftssystem.
En central del af Danmarks grønne omstilling er at få udskiftet de forurenende benzin- og dieselbiler med mindre forurenende elbiler.
Kommissionen blev nedsat sidste år for at komme med forslag til, hvordan privatbilismen kan gøres grønnere. Personbilerne udleder hvert år cirka syv millioner ton CO2. Det svarer til halvdelen af transportsektorens samlede CO2-udledninger og 13 procent af den samlede danske CO2-udledning. En grøn omstilling af personbiler kan altså give et væsentligt bidrag til at reducere Danmarks CO2-udledning.
Pengene til udskiftningen af de danske personbiler skal findes ved et nyt, grønt bilafgiftssystem.
Må ikke forbyde sorte biler for EU
Både de danske politikere og Bilkommissionen er fra start blevet stækket af EU. Forslagene og beslutningerne skal nemlig være i overensstemmelse med EU's principper om varernes frie bevægelighed.
"Stop for salg af nye konventionelle biler i 2030 er ikke muligt. Et decideret forbud mod indregistrering af nye konventionelle biler i Danmark vil ikke være lovligt i henhold til gældende EU-ret. Det vil ligeledes ikke være lovligt at gennemføre et de facto forbud i Danmark gennem prohibitivt høje afgifter eller andre begrænsninger, som tilsvarende er prohibitive for ejerskab eller brug af konventionelle biler. Dermed er det ikke realistisk at gennemføre en dansk regulering, der sikrer, at den sidste konventionelle bil er solgt i 2030", konstaterer Bilkommissionen blandt andet i sin rapport.
Målsætningen om et stop for salg af nye konventionelle biler er endda skrevet ind i Bilkommissionens arbejdsgrundlag.
Selv i regeringsgrundlaget lover regeringen, at man vil arbejde for: "Et stop for salg af alle nye diesel- og benzinbiler fra 2030".
Men den drøm kan regeringen godt skyde en hvid pil efter på grund af EU-medlemskabet, fastslår Bilkommissionen.
"Kommissoriets målsætning om stop for salg af konventionelle biler. Kommissoriets målsætning om, at 100 procent af nysalget i 2030 udgøres af nul- og lavemissionsbiler vurderes ikke realistisk at opfylde. Det vil kræve et forbud mod eller prohibitivt høje afgifter på salg af konventionelle biler, hvilket vurderes at være i strid med EU-retten".
Fri bevægelighed
Selv om der faktisk er flertal i det danske Folketing for at stoppe salg af benzin- og dieselbiler i Danmark, er beskeden fra EU klar: Danmark må ikke forbyde benzin- og dieselbiler.
Biler er nemlig varer. Derfor er biler reguleret af EU's indre marked, der vægter hensynet til, at varer skal kunne bevæge sig frit højere end hensynet til klimaet. Hvis Danmark vedtager et forbud mod benzin- og dieselbiler, kan varerne ikke længere bevæge sig frit, for så kan eksempelvis tyske bilproducenter ikke eksportere deres biler til Danmark.
Det er hovedbudskabet i det brev, som EU's kommissær for det indre marked Elżbieta Bieńkowska i december sidste år sendte til Folketingets Europaudvalg. Udvalget havde spurgt EU, om Danmark kan forbyde import og salg af nye diesel- og benzinbiler i Danmark.
– Det er brændærgerligt. Især fordi der faktisk er flertal i Folketinget for at forbyde salget af benzin- og dieselbiler i 2030. Men det må vi ikke for EU. Ifølge EU's regler skal enhver bil, der er typegodkendt i ét EU-land, godkendes i alle EU-lande, siger formand for Folkebevægelsen mod EU Susanna Dyre-Greensite til Arbejderen.
Hun uddyber:
– Det er endnu et eksempel på, hvordan EU stopper os i at være frontløbere på klimaområdet.
Storbritannien kan
I Storbritannien derimod har man med brexit fået nogle helt andre politiske handlemuligheder for at sætte ind mod klimakrisen. Storbritanniens premierminister Boris Johnson har bebudet, at landet vil forbyde salg af nye benzin- og dieselbiler fra år 2035.
Efter at Storbritannien har forladt EU, er det en politisk beslutning i det folkevalgte, nationale parlament at forbyde de forurenende benzin- og dieselbiler.
Artiklen kan downloades og printes i PDF her
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278