Landsorganisationen LEV og Spastikerforeningen opfordrer i en fælles appel socialministeren til helt at afskaffe krav om betaling til forældre med handicappede børn på døgninstitution.
Brevet til Manu Sareen er en udløber af sagen fra Aarhus, hvor 72 procent af alle forældre til døgnanbragte børn med handicap er blevet opkrævet betaling. Aarhus Kommune henviser til en afgørelse fra Ankestyrelsen om, at kommunerne godt må kræve betaling, når barnet vurderes uden mulighed for udvikling af betydeligt omfang.
Det åbner for et menneske-syn, hvor man mener, at nogle mennesker ikke er værd at investere i.
Sytter Kristensen, formand for LEV
Det bekymrer de to handicaporganisationer, at kommunerne på den måde dømmer mange børn med handicap uden udviklingspotentiale.
- Det åbner for et menneskesyn, hvor man mener, at nogle mennesker ikke er værd at investere i, siger Sytter Kristensen, landsformand for LEV, til Arbejderen. LEV er en forening for udviklingshæmmede og deres pårørende.
- For 30-40 år siden blev de her børn fuldstændig opgivet. Men udviklingen siden da har vist, at alle mennesker har potentiale for udvikling, tilføjer landsformanden.
Hun glæder sig over, at ministeren i et svar til Stine Brix fra Enhedslisten for nylig understreger, at han ser det som betænkeligt, at kommunerne opdeler børn med handicap efter hvem, der kan udvikle sig, og hvem der ikke kan.
"Døgninstitutioner for børn i Danmark er ikke plejehjem men udviklingsorienterede tilbud, som skal yde deres bedste for at få de potentialer, et hvert barn har, til at blomstre", skriver de to organisationer i brevet til ministeren.
De vil have Manu Sareen til helt at afskaffe muligheden for at opkræve betaling for handicappede børns institutionsophold, så det ikke er en mulighed for ekstra indtægter hos de økonomisk trængte kommuner.
- Når børnene er på institution, er det fordi de skal have en form for behandling, og behandling betaler vi ikke for i Danmark, understreger Sytter Kristensen.
Ministeren har endnu ikke svaret på brevet.
>> LÆS HELE BREVET HER
Andre kommuner end Aarhus opkræver forældrebetaling, blot ikke i samme omfang.
Det principielle i sagen har også fået Socialpædagogernes Landsforbund til at sende et åbent brev til Folketingets socialudvalg.
"Vi mener, at det er uetisk at prisfastsætte, om nogle mennesker har udviklingspotentiale eller ej." "Socialpædagogerne ved, at alle børn har potentiale for udvikling", hedder det i brevet.
Manu Sareen har indtil videre lovet, at Ankestyrelsen vil se på kommunernes praksis omkring forældrebetaling. 18 forældre fra Aarhus har anket kommunens afgørelse til Ankestyrelsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278