09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvad er prisen for opgradering af flyvestation til nye kampfly?

Ø stiller spørgsmål i Folketinget

Hvad er prisen for opgradering af flyvestation til nye kampfly?

USA har stillet en række krav til, hvordan Flyvestation Skrydstrup skal indrettes, før de nye Joint Strike Fighter kampfly får lov til at lande i Danmark. Kravene er hemmelige.

Ifølge Forsvarsministeriet har regeringen forpligtet sig til at opfylde en række specifikke krav til den militære sikkerhed og bevogtningen af Flyvestation Skrydstrup, da man købte det amerikansk udviklede Joint Strike Fighter (F-35) kampfly.
FOTO: U.S. Air Force/R. Nial Bradshaw
1 af 1

Offentligheden har krav på at vide, hvor meget det koster at ombygge Flyvestation Skrydstrup og drive flyvestationen i ekstra højt beredskab, når de nye Joint Strike Fighter kampfly lander i 2023.

Det er absurd, at regeringen – endnu en gang – blindt følger USA's krav uden at forholde sig kritisk og sætte spørgsmålstegn.
Eva Flyvholm, Enhedslisten

Det mener Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, der netop har bedt forsvarsministeren oplyse, hvor meget det vil koste at opgradere flyvestationen, så den lever op til en række krav fra USA.

Ifølge Forsvarsministeriet har regeringen forpligtet sig til at opfylde en række specifikke krav til den militære sikkerhed og bevogtningen af Flyvestation Skrydstrup, da man købte det amerikansk udviklede Joint Strike Fighter (F-35) kampfly. Det er hemmeligt, præcist hvad USA's krav går ud på.

Hemmelige omkostninger

– USA har stillet en lang række krav til sikkerheden på flyvestationen, angiveligt for at undgå spionage mod flyene. Det er absurd, at regeringen – endnu en gang – blindt følger USA's krav uden at forholde sig kritisk og sætte spørgsmålstegn, siger Eva Flyvholm til Arbejderen.

Forsvarsministeriet har hidtil – af sikkerhedshensyn – holdt de samlede omkostninger til oprustningen af flyvestationen hemmelige.

– Ministeriet undskylder sig med hensyn til sikkerheden. Den undskyldning får vi hver gang, ministeriet ligger inde med oplysninger, de ikke har lyst til at få frem. Det er dybt problematisk, at Forsvarsministeriet nu forsøger at hemmeligholde en del af udgifterne til kampflyene. Ikke mindst fordi det jo har nogle samfundsøkonomiske konksekvenser. Men nu prøver jeg med at spørgsmål i Folketinget, og så må vi se, hvad ministeren svarer, siger Eva Flyvholm.

I øjeblikket er et 11 kilometer langt trådhegn det eneste, der står imellem landingsbanen og de private haver og marker, der omgiver Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland. Men hvis flyvestationen skal huse de nye F-35 kampfly, skal sikkerheden øges.

Erfaringerne fra Norge viser, at der sandsynligvis bliver tale om en større bevogtningsstyrke samt hegn og "ingenmandsland", elektroniske sensorer og øget overvågning af arealer uden for det militære område. Desuden skal alle lokale håndværkere, der har opgaver på flyvestationen, godkendes af efterretningstjenesterne. I Norge har politikerne, ifølge DR, 500 millioner kroner til øget sikkerhed og beskyttelse af den base, der skal huse de norske Joint Strike Fighter-kampfly.

Naboer mærker nye krav

Allerede nu mærker naboerne til flyvestationen, at forsvaret er i færd med at skrue sikkerheden i vejret.

– Både indenfor og udenfor flyvestationens område har man i lang tid været i gang med at fælde træer. Og borgere, der har have op til hegnet, er blevet bedt om at fælde træer inde i deres haver. Og det tager længere tid, før lokale virksomheder får sikkerhedsgodkendt deres medarbejdere, når de skal ind og arbejde på flyvestationen, fortæller formanden for Flyvestation Skrydstrups Naboer, Agnes Rosenlund, til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. feb. 2019 - 16:00   25. feb. 2019 - 16:10

Kampfly

ml@arbejderen.dk
Fakta: Nye kampfly
  • Dansk militær står overfor Danmarkshistoriens største våbenindkøb. Flyvevåbnets F-16 fly skal udskiftes med 27 Joint Strike Fighter (F-35) kampfly.

  • Regeringen, Socialdemokraterne, De Radikale, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti indgik den 9. juni 2016 en aftale om at købe 27 F-35 kampfly. Den samlede regning over de kommende 30 år forventes at blive på 56,4 milliarder kroner.

  • Fredsbevægelsen i Danmark har igangsat en kampagne mod indkøb af nye kampfly. Læs mere på Facebook Nej tak til nye kampfly.

  • Du kan skrive under mod de nye kampfly her. Og du kan udskrive underskriftslister, som du kan tage med dig her.

  • Læs mere på Arbejderens temaside her.