Næsten hver anden dansker synes ikke, at det er i orden, at unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år fra nytår får nedsat deres kontanthjælp til 5857 kroner før skat.
45.9 procent af danskerne er imod en sådan nedsættelse af kontanthjælpen. Modsat finder 39,6 procent, at det er i orden, viser en meningsmåling, analyseinstituttet Wilke har lavet for Arbejderen.
Jeg er overbevist om, at de fleste danskere mener, at samfundet skal tage hånd om de svageste.
Gyda Heding, leder af Pigegruppen
I sidste uge bragte Arbejderen resultatet af en anden Wilkemåling, som viste, at 7 ud af 10 danskere ikke synes, det er i orden, at kontanthjælpsmodtagere fra 1. januar kan miste deres indtægt, hvis de bor sammen med deres kæreste.
Her mindre end to uger før kontanthjælpsreformen træder i kraft, vokser protesterne. I dag er der fakkeltog mod kontanthjælpsreformen i 13 byer rundt omkring i landet.
Endnu flere danskere ville være imod den nedsatte kontanthjælp til unge, hvis de kendte konsekvenserne, mener Gyda Heding. Hun er socialrådgiver og arbejder med udsatte og sårbare unge i Pigegruppen på Vestrebro i København.
Mange mister penge
- Mange ved ikke, hvor meget de her unge egentlig kommer til at gå ned i indtægt. De ser nogle regnestykker i medierne om folk på kontanthjælp, som får mange penge, og bliver påvirket af det, siger Gyda Heding.
Hun er bekymret for de mange sårbare unge, som nu vil miste mange tusind kroner om måneden. Hvis den unge er mellem 25 og 29 år og vurderes som parat til at starte i job eller uddannelse, vil han eller hun miste 4747 kroner i forhold til de nuværende regler.
Unge under 25 år er allerede i dag på en lavere ydelse, de mister godt 1000 kroner om måneden, hvis de menes klar til at starte på en uddannelse.
Kontanthjælpsreformen betyder, at alle unge under 30 år som udgangspunkt kun kan få den lave kontanthjælp, som svarer til SU. Har man barn, er der i de fleste tilfælde mulighed for at få en højere ydelse.
Unge, der ikke umiddelbart er i stand til at starte på uddannelse eller i job, vil efter tre måneder kunne få en højere kontanthjælp, hvis de deltager i en eller anden form for aktivering, som for eksempel virksomhedspraktik, hvor de arbejder for kontanthjælpen. Unge med en alvorlig psykiatrisk diagnose kan helt blive undtaget fra de lave ydelser.
Der er lidt flere mænd end kvinder i Wilke-målingen, som finder nedsættelsen af kontanthjælpen i orden. 40,2 procent af mændene synes det er o.k., mens det samme gælder for 38,9 procent af kvinderne.
Modstanden mod den lavere kontanthjælp er størst i aldersgruppen 40-59 år. Her er over 50 procent imod nedsættelsen. De mest positive er folk i 30'erne, hvor kun 31,3 procent er imod den nedsatte hjælp.
Også unge med uddannelse bliver ramt
- De er ikke klar over, at de her mennesker typisk har andre problemer end ledighed og derfor ikke er i stand til at forsørge sig selv. De har allerede i dag stort set ingenting at leve for. Det har alvorlige konsekvenser at sætte deres ydelse ned. Men det ved folk ikke. Dybest set er jeg overbevist om, at de fleste danskere mener, at samfundet skal tage hånd om de svageste, som ikke er i stand til at klare sig selv, siger Gyda Heding.
Hun har meget fokus på de mest udsatte og sårbare unge, og hvordan reformen gør livet sværere for dem. Frank Ebsen, forskningsleder på Institut for Socialt Arbejde på Professionshøjskolen Metropol, er enig i, at de sårbare unge kommer i klemme. Men han peger også på en anden gruppe, som bliver ramt af reformen, men som ingen snakker om.
- Det er de unge, som har taget en uddannelse. Det kan for eksempel være en ung pædagog, som efter endt uddannelse ryger ud i arbejdsløshed og efter to år mister retten til dagpenge og dermed kommer på den lave kontanthjælp. Hun har gjort det rigtige, taget en uddannelse, men bliver alligevel ramt, siger Frank Ebsen.
Han er enig i målet om at flytte unge fra kontanthjælp over i uddannelse eller job, men understreger, at reformen også rammer nogle mennesker, som ikke har mulighed for at ændre deres situation.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278