Hvis du tænder for DR2 i aften klokken 20.45 kan du få et sjældent indblik i bagsiden af den danske krig i Irak. Dokumentarfilmen "Et civiliseret land" følger 23 irakeres kamp for at opnå oprejsning og retfærdighed ovenpå den voldsomme tortur, de blev udsat for i Irak i 2004.

Når et torturoffer skal fortælle om torturen, er det ikke muligt at spille skuespil. Det bliver tydeligt, om du sidder overfor et menneske, der har været udsat for tortur. 
Jørgen Lange Thomsen

Irakerne blev taget til fange under den danskledede operation Green Desert i november 2004. De har nu lagt sag an mod Forsvarsministeriet og kæmper for at få deres sag prøvet ved en dansk domstol.

Filmen følger blandt andet den danske retsmediciner Jørgen Lange Thomsen. Han har mere end  30 års erfaring med at undersøge torturofre og er blandt de få danskere, der har talt med irakerne.

Undersøger torturofre

I december 2011 pakker Jørgen Lange Thomsen sin kuffert og flyver til Jordans hovedstad Amman. Her skal han mødes med fem irakiske mænd. De er taget hele vejen fra deres hjemby i det sydlige Irak til Jordan for at tale med deres danske advokat Christian Harlang og for at blive undersøgt af tre eksperter, som på vegne af Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT) skal vurdere, om irakerne taler sandt og har været udsat for tortur.

De tre eksperter er - udover Jørgen Lange Thomsen - en psykiater en psykolog.

Få måneder efter - i februar og i marts 2012 - er Jørgen Lange Thomsen i Beirut i Libanon for at tale med yderligere seks irakiske torturofre.

Da han interviewer irakerne, er det mere end syv år år siden, de blev udsat for torturen. De fysiske spor efter torturen eksisterer stort set ikke. Alligevel er retsmedicineren overbevist om, at irakerne taler sandt.

- Jeg bruger min viden og min erfaring fra de 30 år, jeg har interviewet og vurderet torturofre, fortæller Jørgen Lange Thomsen til Arbejderen.

Han er professor og leder af Retsmedicinsk Institut på Syddansk Universitet, der blandt andet bliver brugt af Udlændingestyrelsen og af Flygtningenævnet til at vurdere torturofre, der søger om opholdstilladelse i Danmark. 

- Ofte er der ikke fysiske tegn på tortur. Og hvis der er tegn, kan det være svært at konkludere, om de stammer fra tortur. Men når de bekriver smerterne og symptomerne, kan man vurdere, om de taler sandt. Og irakerne havde hver deres egen individuelle historie. Det virkede ikke, som om de havde indstuderet det samme "manuskript" udenad, som de fortalte videre til mig.

For at kunne vurdere, om irakerne rent faktisk har været udsat for tortur, går den erfarne retsmediciner frem efter en tjeck-liste.

- Det er en lang undersøgelse, der tager flere timer. Først fik jeg irakerne til at fortælle om dem selv og deres baggrund. Så fik jeg dem til at fortælle om arrestationen. Jeg forsøger at få hele deres historie, som jeg kan sætte ind i en sammenhæng, når jeg senere skal vurdere, om de er troværdige. Der er jo nogle faktuelle ting, som irakerne fortalte - eksempelvis om fangelejren og hvordan torturrummet så ud - som man kan efterprøve.

Symptomer efter tortur

Efter at de generelle fakta om irakernes baggrund og deres anholdelse er på plads, spørger retsmedicineren ind til de symptomer efter torturen, som irakerne må leve med i dag.

Selvom det er længe siden, torturen har fundet sted, taler de psykiske symptomer sit klare sprog flere flere år efter.

- Irakerne forklarede, at de ikke kan sove. De har mareridt, hvor de oplever torturen igen, og ser torturbødlen står overfor dem. De har svært ved at få et familieliv til at hænge sammen. De undgår situationer og mennesker, som minder dem om torturen - eksempelvis kan en almindelig togkontrollør i uniform give dem flashbacks. Alle de symptomer er typiske for mennesker, der har været udsat for tortur. Det er posttraumatisk stress.

Først til sidst får Jørgen Lange Thomsen ofrene til at fortælle om torturen.

- Når et torturoffer skal fortælle om torturen, er det ikke muligt at spille skuespil. Det bliver tydeligt, om du sidder overfor et menneske, der har været udsat for tortur. Et torturoffer vil forsøge at undgå at snakke om torturen. Og man kan se, at de lider, mens de snakker om torturen. De vil helst kravle ind i sig selv.

Irakerne havde ikke lyst til at fortælle om, hvad der skete.

- Jeg skulle hive det ud af dem. Det var tydeligt for mig, at irakerne var tilbage i torturrummet, forklarer den erfarne retsmediciner.