Danske soldater medvirkede direkte i anholdelsen af de civile irakere under Operation Green Desert og deltog aktivt i ydmygelserne ved voldsomme og umiddelbart unødvendige undersøgelser af fangernes endetarm.
Sådan lyder de opsigtsvækkende anklager fra to tidligere fanger i den nye dokumentar A Civilized Country, der får dansk premiere på filmfestivalen CPH:DOX i morgen.
Danskerne tog en handske over fingrene og stak dem op i mig. To fingre. Den ene gjorde det hårdt. Meget hårdt.
Filmen følger retsmedicineren Jørgen Lange Thomsens undersøgelse af irakerne, som blev taget til fange under den danskledede Operation Green Desert i Irak i november 2004.
Man ser fangerne fortælle, hvordan danske soldater med plastikhandsker på rektalundersøgte dem i et afhøringstelt på den dansk-britiske base Shaiba Log Base.
"Danskerne tog en handske over fingrene og stak dem op i mig. To fingre. Den ene gjorde det hårdt. Meget hårdt," fortæller den ene af fangerne til retsmedicineren.
"Efter spørgsmålene skete der noget. Danskeren, der stod ved siden af mig, havde kirurghandsker på… Er det nødvendigt, at jeg fortæller om det,” spørger en anden, der viser tydeligt ubehag ved at fortsætte.
På filmen ser man ham nikke bekræftende til Jørgen Lange Thomsens spørgsmål om, hvorvidt soldaten brugte sine fingre til at penetrere ham.
Ifølge Forsvaret var ingen danske soldater overhovedet i berøring med irakerne.
23 af de 36 irakere, som blev anholdt på operationen, har siden stævnet den danske stat for medansvar for den tortur, de blev udsat for, efter at danskerne havde overladt dem til irakisk militærpoliti i Basra. Det var i forbindelse med den sag, at Jørgen Lange Thomsen undersøgte irakerne, som han mødtes med i Jordan og Libanon.
Understøtter rapporter
Irakernes forklaring i filmen stemmer overens med udsagn fra de ni andre tidligere fanger, som Jørgen Lange Thomsen har undersøgt.
- Det indgreb, irakerne fortalte om, er ekstremt ydmygende. Min vurdering er, at deres udsagn er troværdige, siger Jørgen Lange Thomsen.
Han er til daglig institutleder ved Retsmedicinsk Institut på SDU, som står for Danmarks officielle undersøgelser af torturofre i eksempelvis asylsager, men undersøgte irakerne efter opfordring fra det internationale rehabiliteringscenter for torturofre, IRCT.
Irakernes forklaringer er samlet i Jørgen Lange Thomsens medicinske rapporter fra undersøgelserne, som Arbejderen har gennemgået.
Forklaringerne er også i overensstemmelse med udsagn fra de 12 andre fanger fra operationen, som er blevet undersøgt af retsmedicineren Peter Mygind Leth, vicestatsobducent ved SDU.
- Flere af de irakere, jeg undersøgte, sagde det samme. Deres reaktion mens de fortalte gjorde, at jeg vurderede deres oplysninger til at være troværdige, siger Peter Mygind Leth til Arbejderen.
Oplysningerne om rektalundersøgelsen undrede ham.
- En ting er, at vi som læger gør det, men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad begrundelsen skulle være for at soldaterne gør det, siger Peter Mygind Leth.
I kontrast til Forsvarets forklaringer
Forklaringerne står derimod i kontrast til Forsvarets tidligere udmeldinger om sagen.
I det notat om Green Desert, som Forsvarskommandoen lavede, da den første iraker lagde sag an mod Danmark, understreger kommandoen, at "alle tilbageholdelser under operation Green Desert blev foretaget af irakiske sikkerhedsstyrker".
Ifølge rapporten var de danske og britiske soldater kun til stede på målene for at rådgive de irakiske styrker og hjælpe med den efterfølgende tekniske afsøgning af målene.
Rapporten understøtter fangernes udsagn om, at de blev kørt til Shaiba Log Base, nogle af dem i danske køretøjer. Her gennemførte en koalitionsenhed "taktisk udspørgen og screening med henblik på at fastslå, om de udgjorde en trussel mod koalitionsstyrkerne." Og, konkluderer rapporten: "Ingen danske soldater deltog i denne udspørgen."
Samme konklusion findes i den redegørelse, som bataljonschef John Dalby og spejdereskadronschef Anders Berg Olesen sendte hjem kort efter operationen: "Intet dansk personel har i forbindelse med Operation Green Desert været i kontakt eller berøring med nogle af de tilfangetagne personer."
Amnesty: Meget alvorligt
Hos Amnesty International ser chefjurist Claus Juul med stor alvor på de nye oplysninger.
- Hvis irakernes oplysninger er rigtige, er det meget alvorligt. Det flytter jo fokus fra et spørgsmål om dansk medansvar gennem passivitet til et spørgsmål om, hvorvidt danske soldater aktivt har begået overgrebene og selv har stået for krænkelserne af irakerne, siger han.
Behandlingen kan være i strid med Den Europæiske Menneskeretskonvention, FN's Torturkonvention og Genevekonventionerne om behandling af fanger, vurderer Claus Juul:
- Hvis der ikke er en saglig grund, er det at blive rektalundersøgt i sig selv umenneskelig og nedværdigende behandling. Hvis en af irakerne så oven i købet fortæller om, at det er sket unødigt hårdt, er det et klart brud på konventionerne.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra forsvarsminister Nicolai Wammen, ligesom Forsvarskommandoen meddeler, at de ikke ønsker at kommentere sagen, før filmen har haft premiere.
Alle dokumenter, der henvises til i denne artikel, kan læses på Arbejderens dokumentationssite.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278