06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

"Peter" blev udsat for politivold under anholdelse

Muligt brud på menneskeret i detentionen

"Peter" blev udsat for politivold under anholdelse

Det var en tydeligt forslået "Peter", der blev sat i detentionen sent om aftenen den 8. juni. Alligevel blev han nægtet at blive kørt på skadestuen. Og politiet dokumenterede ikke hans skader og spurgte ikke ind til, hvordan de var opstået.

Dagen efter "Peter" blev udsat for en voldsom anholdelse, blev dette billede taget. Billedet udgør en vigtig del af hans advokat Claus Bonnez' bevisførelse for politivolden, for politiet har ikke dokumenteret skaderne.
FOTO: Privat
1 af 1

De fysiske ar på 40-årige "Peters" hoved, skuldre, håndled og ben kan ikke længere ses.

"Peter" ønsker at være anonym. Men Arbejderen er bekendt med hans identitet.

I dag er det "kun" hans skulder og ryg, der indimellem siger klik, når han rejser sig.

Men for seks måneder siden var hans krop fyldt med hudafskrabninger fra den voldsomme anholdelse og mishandling, han blev udsat for, da et anholdelseshold på otte betjente om aftenen den 8. juni pludselig troppede op på den adresse i Vejlby, hvor han havde lejet et lille værelse hos en ældre dame.

En betjent sætter sig ovenpå min ryg, så jeg ikke kan få vejret. Jeg får mange slag. 
"Peter"

"Peter" kan stadig huske den aften.

Han spiller computer, da han hører en hund gø.

– Jeg tror, det er naboens hund, og åbner døren. Udenfor står en masse politifolk, der er i gang med at lade deres kamprifler. Det er deres hund, jeg har hørt. De er i gang med at gøre klar til at storme min lejlighed. De er tydeligvis overraskede over, at jeg kommer ud. En betjent i fuld kampuniform med hjelm siger: "Vi er ikke klar". En anden råber: "Stop!" Jeg går i panik og går lige ud i dem. Jeg bliver skubbet omkuld. Jeg forsøger at kæmpe imod, fortæller Peter".

– Mine arme bliver vredet voldsomt om på ryggen, og jeg får håndjern på. Håndjernene bliver spændt meget stramt. Det prikker voldsomt i mine fingre, og jeg kan mærke blod på fingerspidserne. Jeg bliver slået i nakken og i hovedet. En betjent sætter sig ovenpå min ryg, så jeg ikke kan få vejret. Jeg får mange slag. Jeg bliver slået med riffelkolbe. Jeg bliver trykket hårdt ned af betjente, der står ovenpå mine skuldre. Jeg råber: "Stop Volden! Jeg vil tale med min advokat! Jeg vil tale med min advokat!" Jeg kan ikke forsvare mig. Jeg ligger bare og tager imod.

"Peter" forklarer, at mishandlingen af ham fortsatte, efter at han fik håndjern på.

– På et tidspunkt hører jeg en betjent sige: "Lad hunden bide ham. Han har truet en kollega". De træder mig på rygsøjlen. Det gør meget ondt. De siger, at jeg skal slappe af, mens de trykker mig hårdt ned ovenpå fliserne. Jeg får et blackout, hvor jeg mere eller mindre mister bevistheden.

"Peter" husker, at betjentene slæber ham om på bagsiden af huset.

– Her sætter de sig igen ovenpå mig og tværer mit ansigt ned mod fliserne. De træder igen på min rygsøjle, mens jeg ligger ned. Jeg kan ikke få vejret og mister kortvarigt bevidstheden. Jeg vågner op igen, fordi der er en betjent, der træder mig på min venstre albue. Jeg går i fosterstilling og prøver at beskytte mig selv. Jeg kan høre politifolkene tale indbyrdes om, at jeg har truet en af deres kollegaer. Men jeg får ikke noget at vide om, hvorfor jeg er anholdt.

>> LÆS OGSÅ: Vidne til politivold: "Slagtesvin bliver behandlet bedre"

"Peter" er i chok. Han aner han ikke, hvorfor politiet er kommet, og hvorfor de reagerer så voldsomt. Hvad "Peter" ikke ved er, at politiet har fået en anmeldelse om, at han har truet en bekendt på Messenger.

Han har en ren straffeattest. Men han er tidligere soldat og har været i kontakt med politiet uden dog at være tiltalt eller dømt for noget. Måske derfor vælger politiet at rykke i fuld kampuniform og med maskinpistolerne trukket.

I politibilen på vej mod detentionen fortsætter mishandlingen, ifølge "Peter" – på trods af at han har hænderne i håndjern bag ryggen.

– Jeg er vred og siger "lortestat!" et par gange i den lille bil, hvor jeg sidder i håndjern. En ung betjent beder mig om at "holde kæft" og slår hans albue mod mit venstre øre. Han trykker sin albue hårdt op mod mit øre og trykker mit hoved ind i sideruden på politibilen.

Bliver nægtet skadestuebehandling

På politistationen beder "Peter" flere gange om at blive kørt på skadestuen, så han kan blive behandlet.

Efter 40 minutter i detentionen tilkalder betjentene en læge. Lægen bliver lukket ind i den lille celle, hvor "Peter" sidder. Betjentene bliver stående i cellen, mens lægen undersøger ham.

– Jeg er bange og utryg ved, at de to betjente også er i cellen. Lægen undersøger mig meget hurtigt og overfladisk.

Efter et par timer i detentionen kommer to betjente pludselig ind i cellen. De beder "Peter" følge med og sætter ham ind i en politibil.

– Betjentene fortæller mig ikke, hvor de kører mig hen. Jeg er i chok og frygter, at de kører mig væk for at lemlæste mig endnu mere, fortæller "Peter".

Men "Peter" bliver i stedet kørt på en lukket psykiatrisk afdeling i Skejby. Lægen, der tilså ham i detentionen, har vurderet, at han er psykotisk.

På den lukkede psykiatriske afdeling bliver han klokken 14 næste dag igen undersøgt af en læge. Det vil sige 17 timer efter den voldsomme anholdelse. Men lægerapporten er mangelfuld og indeholder ikke alle de skader, som "Peter" har fået under den voldsomme anholdelse.

Om eftermiddagen får han besøg af en ven. Da vennen ser de mange skader på "Peter's" krop, tager han straks billeder af de mange hudafskrabninger og mærker.

Anklager dropper sag

Ifølge politiet rykkede de ud for at anholde "Peter", fordi han samme aften var kommet med "... truende udtalelser som 'dagen for væbnet kamp og at gå efter toppen af poppen nærmer sig', 'jeg går all in… lige som set før i andre lande', 'fuldt væbnet med skudsikker vest og sprængstof'."

Den 14. juni – få dage efter den voldsomme anholdelse den 8. juni – sigter anklageren hos Østjyllands Politi "Peter" efter den såkaldte terrorparagraf 266.

>> LÆS OGSÅ: Advokat kritiserer: "Peter" måtte selv dokumentere politivold

Mindre end en måned efter anholdelsen og sigtelsen beslutter Østjyllands Politis anklager den 4. juli at droppe sigtelsen mod "Peter":

"Jeg har i dag besluttet at opgive sigtelsen mod Dem for den 8. juni 2019 kl. 19.25 på Facebook Messenger at have fremsat trusler. Det betyder, at der ikke bliver nogen straffesag. Begrundelsen for min afgørelse er, at jeg ikke forventer, at en domstol vil finde Dem skyldig i at have fremsat trusler", skriver Østjyllands Politis senioranklager Mai Buch til den 4. juli.

Anklageren lader "Peter" vide, at hvis han har et erstatningskrav, skal han henvende sig indenfor to måneder.

Men efter den voldsomme anholdelse er "Peter" blevet opsagt af sin udlejer. Han er hjemløs og flakker rundt uden fast adresse og uden at tjekke sin e-boks. Først da Arbejderen søger aktindsigt i hans sag hos politiet og anklagemyndigheden og sender dokumenterne til "Peter", finder han ud af, at sagen mod ham er droppet, og han har mulighed for at søge erstatning.

Politiets version

Østjyllands Politi har en noget mere kortfattet – og knap så detaljeret – version af hændelsesforløbet. 

"I forbindelse med anholdelsen gjorde anholdte fysisk modstand mod politiet, og han blev derfor anholdt med den fornødne magt. Herefter ilagt håndjern".

Politiets beskrivelse af anholdelsen står i skarp kontrast til både "Peter" og hans udlejer, Kirsten Kehlets beretninger. De kan begge, uafhængigt af hinanden, gå i detaljer med den voldsomme anholdelse og omfanget af, hvad politiet beskriver som "den fornødne magt".

Også turen til politistationen undlader politiet at gå i detaljer med.

"Da vi fik overdraget den anholdte af indtrængningsholdet, gjorde anholdte meget modstand, hvorfor der blev benyttet den nødvendige magt for at få ham over til patruljevognen ... Under transporten til Aarhus PG sad anholdte meget uroligt og pressede sig over mod undertegnet samt kaldte patruljen diverse skældsord. Anholdte blev anmodet om at holde mund og sidde stille. Dette efterkom anholdte ikke, hvorfor han med den nødvendige magt blev bragt stillesiddende. Anholdte efterkom herefter patruljens anvisninger. I forbindelse med håndtering af anholdte fik undertegnet en mindre rids på højre langfinger", skriver Østjyllands Politi blandt andet i anholdelsesrapporten om turen til detentionen, som Arbejderen har fået aktindsigt i.

Arbejderen har forgæves forsøgt at få et interview med Østjyllands Politi. Men i en mail til Arbejderen oplyser Østjyllands Politi, at: "Der kører en sag vedr. forholdet i Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), og vi må ikke udtale os, så længe det er en verserende sag dér".

Den voldsomme anholdelse og de mange tæsk påvirker stadig "Peter".

– Jeg har svært ved at sove om natten. Jeg sover bedst på sofaen hos min soldaterkammerat. Han har angst og har modtaget psykologhjælp. Jeg har selv betalt 2000 kroner for at få to timers psykologhjælp. Jeg forsøger også at få hjælp hos Landsforeningen for Voldsofre, men de afviser at gå ind i sagen. Jeg kæmper hver dag for at få mit liv tilbage. Jeg har fundet en sød kæreste og håber at starte på arbejde eller uddannelse.

"Peter" har via sin advokat Claus Bonnez klaget over mishandlingen til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der i øjeblikket behandler sagen. DUP'en har afhørt "Peter" og hans udlejer Kirsten Kehlet, der overværede en del af mishandlingen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. dec. 2019 - 10:11   19. aug. 2020 - 08:47

Indland

ml@arbejderen.dk
Fakta: "Peter" blev udsat for politivold
  • Den 8. juni 2019 blev "Peter" udsat en voldsom anholdelse ved hans hjem lidt udenfor Aarhus.
  • Ifølge "Peter" bliver han slået, trådt på og får luften trykket ud af lungerne, så han kortvarigt mister bevidstheden.
  • Med tydelige mærker bliver han sat i detentionen. Her nægter betjentene ifølge "Peter" at køre ham på skadestuen for at blive behandlet for – og få registreret sine skader.
  • Han bliver dog tilset af en læge i detentionen. Men ifølge "Peter" advokat, Claus Bonnez, bliver skaderne ikke registreret, og der bliver ikke spurgt ind til, hvordan skaderne er opstået. 
  • Myndighederne er forpligtet til at dokumentere og undersøge, hvis en person i deres varetægt har været udsat for vold.
  • Den Uafhængige Politiklagemyndighed er nu i gang med at undersøge sagen.
  • Offeret for politivolden ønsker at være anonym. Arbejderen er bekendt med hans identitet.

>> LÆS MERE: "Peter" blev udsat for politivold under anholdelse

>> LÆS MERE: Vidne til politivold: "Slagtesvin bliver behandlet bedre"

>> LÆS MERE: Advokat kritiserer: "Peter" måtte selv dokumentere politivold