EU er i modvind. Til gengæld har folk, der selv vil bestemme over udviklingen i deres egne lande, medvind. Det skal udnyttes, mener Kommunistisk Parti, der i weekenden samlede partimedlemmer fra hele landet til sin 5. kongres.
Det er tid til en grundlæggende systemkritik af EU. Valget er klart: Det står mellem Europas Forenede Stater eller daxit.
Karina Rohr, Kommunistisk Parti
Kongressen besluttede at gennemføre en kampagne i år, der sætter fokus på kampen for national selvstændighed og udvikler argumenterne for et Danmark uden for EU.
Kampagnen skal involvere alle partiets medlemmer og betyder blandt andet en forstærket indsats i Folkebevægelsen mod EU, og at fagligt aktive kommunister vil rejse debatten om dansk udmeldelse, daxit, i fagbevægelsen.
Sejre viser vejen frem
EU-modstanden har på kort tid vundet to markante sejre: Nej'et til afskaffelsen af retsforbeholdet og Storbritanniens brexit. Det skal der bygges videre på, mener medlem af EU-udvalget i Kommunistisk Parti og aktiv i Folkebevægelsen mod EU, Karina Rohr.
>> LÆS OGSÅ: En helt ny situation for EU-modstanden
– Afstemningen om retsundtagelsen viser, hvor meget national selvbestemmelse betyder for folk. En masse mennesker tog stilling til, hvad de vil med vores samfund og vores retsstatsprincipper? Og en masse unge fik erfaring og oplevede at vinde en afstemning. Det har betydning for den daxit-bevægelse, vi skal i gang med at opbygge, sagde Karina Rohr på kongressen.
– Det er tid til en grundlæggende systemkritik af EU. Valget er klart: Det står mellem Europas Forenede Stater eller daxit. Vi skal gøre konkret for folk, hvilke muligheder vi får, når vi melder os ud, og ikke længere er underlagt den frie bevægelighed, tilføjede hun.
>> LÆS OGSÅ: Kommunister vil udfordre DF i EU-debatten
Det er Karen Sunds fra Djursland enig i. Hun har i årevis været aktiv i EU-modstanden.
– Det handler om vidensoprustning. Vi skal skabe åbne debatforummer, hvor vi kan diskutere og udveksle argumenter og viden. Vi skal komme tvivlerne i møde og give dem argumenter, så de bliver overbevist om daxit, understregede hun.
Kampagne mod working poor
De delegerede besluttede også, at Kommunistisk Parti til næste år skal gennemføre en kampagne mod lavtlønskapitalisme.
Det er ikke længere et fænomen, der kun findes i Tyskland og Spanien – men er også kommet til Danmark.
– Lavtlønskapitalismen angriber vores velfærdssamfund og vores kollektive rettigheder. Det "fleksible arbejdsmarked" med dets usikre vikar- og deltidsjob betyder, at flere og flere må have mere end et job for at klare sig. Retten til at organisere sig fagligt er under pres. Samtidig er de arbejdsløses forhold under angreb, sagde journalist og medlem af Kommunistisk Parti, Peter Rasmussen.
Han har rejst rundt i Europa og mødt mange arbejdere, der er fattige, selvom de har et arbejde.
>> LÆS OGSÅ: De nye løsarbejdere
– Arbejdstiden eksploderer i visse brancher, mens andre får færre og færre timer. Vi skal forene arbejderklassen om en fælles kamp for en arbejdstid, man kan leve af og sætte kampen i sammenhæng med EU's frie bevægelighed, erklærede Jan Mathisen fra Kommunistisk Partis faglige udvalg.
Kongressen besluttede i øvrigt at støtte op om de offentligt ansatte i den konflikt, der ser ud til at komme nu.
Kommunistisk Parti vil også styrke fredsarbejdet og afholde et fredsseminar senere på året.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278