30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lærere skrotter partibogen i protest

Melder sig ud af S på stribe:

Lærere skrotter partibogen i protest

Tre socialdemokratiske medlemmer af Lærerforeningens hovedstyrelse forlader partiet i protest mod Christine Antorinis reform af folkeskolen. Andre overvejer at gå samme vej.

På Socialdemokraternes kongres i september krævede baglandet en løsning i dagpengesagen. Nu er det folkeskolereformen, som skaber uro i det socialdemokratiske bagland.
FOTO: PN
1 af 1

Regeringens udspil til folkeskolereform har fået en række ledende medlemmer i Danmarks Lærerforening til at melde sig ud af Socialdemokraterne. De er vrede over, at regeringen vil finansiere reformen ved at ændre lærernes arbejdstidsaftale og dermed blander sig i de kommende overenskomstforhandlinger.

Blandt de udmeldte er tre medlemmer af Lærerforeningens hovedstyrelse. En af dem er Greta Jørgensen, der er 75 år og repræsenterer pensionisterne i Danmarks Lærerforening. Hun har aldrig stemt andet end socialdemokratisk og har været medlem af partiet siden midt i 70'erne. Men nu er det slut.

Det er som en smertelig skilsmisse. Men jeg kan ikke gøre andet i forhold til min samvittighed.

Greta Jørgensen, eks-socialdemokrat

- Jeg kan ikke stemme på partiet mere. De fører ikke længere den politik, der har gjort mig til socialdemokrat, siger Greta Jørgensen til Arbejderen.

Lang tids utilfredshed

Utilfredsheden har ulmet i hende længe, og hun begyndte at overveje udmeldelse, da finansminister Bjarne Corydon blandede sig i SAS-konflikten. Han sendte en sms til kabinepersonalet med en opfordring til at bøje sig for SAS-ledelsens krav om lønnedgang.

- Det er i den grad en krænkelse af den danske model. Jeg kan slet ikke leve med det. Efterfølgende trak justitsministeren forbuddet mod købesex tilbage. Det er jeg dybt skuffet over. Det er en mærkesag og et valgløfte. Og nu kommer så folkeskolereformen, hvor de ikke har lyttet til lærernes erfaringer, og kæder reformen sammen med vores overenskomstforhandlinger, siger Greta Jørgensen. 

- Det gør ondt at sige farvel. Det er som en smertelig skilsmisse. Men jeg kan ikke gøre andet i forhold til min samvittighed, tilføjer hun. 

Også Niels Munkholm Rasmussen og Kenneth Nielsen fra lærernes hovedstyrelse har forladt Socialdemokraterne i protest mod folkeskolereformen.

Flere overvejer deres stilling

Kenneth Nielsen er også formand for Esbjerg Lærerforening. Han har været medlem af Socialdemokraterne i 12 år. Han meldte sig ind den aften Anders Fogh blev statsminister. Men tirsdag sendte han sin udmeldelse til partiet, efter at have set regeringens udspil til folkeskolereform.

- Det her er ikke en fair måde at føre en reform ud i livet på. Man knægter den frie forhandlingsret. I stedet burde regeringen inddrage både lærere, skoleledere og elever i reformarbejdet, så vi kan få en reform, som alle kan stå på mål for, siger Kenneth Nielsen. 

- Jeg har det skidt med at forlade Socialdemokraterne. Det er et råb om, at partiledelse skal lytte til os, som sikrede dem regeringsmagten, at de skal lytte til baglandet, tilføjer han.

Den tidligere formand for de sydfynske lærere og forhenværende socialdemokratiske viceborgmester i Svendborg, Torben Møller, har også meldt sig ud af Socialdemokraterne.

"I blander jer i lærernes overenskomst og undergraver dermed hele den danske model for forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter. Det er helt uhørt ud fra et socialdemokratisk idégrundlag", skriver Torben Møller i sit udmeldelsesbrev til Helle Thorning-Schmidt.

Arbejderen erfarer, at flere andre socialdemokratiske lærere overvejer udmeldelse af partiet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. dec. 2012 - 16:59   06. dec. 2012 - 19:49

Folkeskole

ur@arbejderen.dk
Reform af folkeskolen

Hovedpunkter i regeringens folkeskolereform:

  • Alle børn skal have en længere skoledag, som også indeholder bevægelse, leg, udendørs aktiviteter og lektiehjælp. Der indføres såkaldte aktivitetstimer, hvor pædagoger kan være med i undervisningen

  • Børnehaveklasse til 3. klasse skal have 30 timers skoleuge. 4. til 6. klasse 35 timer og de tre øverste klassetrin 37 timer

  • Flere timer i dansk og matematik

  • Engelsk fra 1. klasse

  • Valgfag fra 7. klasse

Kilde: Undervisningsministeriet

FØLG OK13 I ARBEJDEREN

De offentlige overenskomstforhandlinger bliver afgørende for 750.000 offentligt ansattes løn og arbejdsforhold.

Arbejderen dækker som landets eneste dagblad for fagligt aktive OK13 fra fagforeningernes og de ansattes side.

Så længe overenskomstforhandlingerne kører tilbyder vi alle offentligt ansatte og tillidsvalgte at modtage avisen til 3 måneder til nedsat pris.

OK13-ABONNEMENT

>> Bestil online på Arbejderens webshop

>> Bestil på mail og betal med giro