25 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lukning af sengepladser til ældre bekymrer læger

Spareplan i Hovedstadens psykiatri

Lukning af sengepladser til ældre bekymrer læger

Ældre psykiatriske patienter vil få en dårligere behandling, når Region Hovedstaden lukker specialiserede sengepladser, advarer læger.

Ældre med psykisk sygdom har brug for særlig omsorg.
FOTO: Bille
1 af 1

Budgetaftalen for Region Hovedstaden betyder, at der skal lukkes 15 sengepladser til psykisk syge ældre i 2017. 

Ældre psykiatriske patienter skal have markant anderledes medicin end andre psykisk syge.

Men faktisk blev sengene, der lå på Psykiatrisk Center Frederiksberg, lukket ned allerede den 1. november i år, siger Lasse Schmidt, der er fællestillidsrepræsentant for de yngre læger i Region Hovedstadens Psykiatri.

– De ansatte flygtede fra afdelingen, da budgettet var vedtaget. Så sengene lukkede sig selv. Nu skal mange af de ældre psykiatriske patienter så ligge andre steder. Det presser kapaciteten i den øvrige psykiatri, der i forvejen er trængt, siger Lasse Schmidt.

Uændret antal senge

Partierne bag budgetforliget – Socialdemokraterne, Konservative, SF, DF, Radikale og Liberal Alliance – lægger vægt på, at der samlet set ikke bliver færre psykiatriske sengepladser i 2017.

Mens de 15 sengepladser for ældre lukkes, kommer der 15 pladser andre steder i psykiatrien. Dels syv åbne senge samt otte nye brugerstyrede senge, hvor psykisk syge kan indlægge sig selv i op til fem døgn.

Men det hjælper ikke de meget skrøbelige ældre psykiatriske patienter, understreger Lasse Schmidt. De lider ofte af både fysiske og psykiske sygdomme og har brug for en særlig specialiseret behandling, som de kun kan få i ældrepsykiatrien.

Hans bekymring deles af den samlede lægegruppe i psykiatrien.

"Vi advarer på det kraftigste imod, at der kontinuerligt fjernes ressourcer fra de svageste indlæggelseskrævende patienter med den ene hånd, imens der fra politisk side tilføres øremærkede ressourcer til mindre syge patienter patienter med den anden hånd", skrev tillidsrepræsentanterne fra de yngre læger og formanden for Overlægerådet i psykiatrien i et åbent brev til Region Hovedstaden, inden budgettet blev vedtaget.

Forringer behandling

Lægerne peger på, at de ældre psykiatriske patienter skal have markant anderledes medicin end andre psykisk syge. Ligeledes har de brug for meget stabilitet og ro omkring sig, hvis de ikke skal blive dårligere. 

Når de udsatte ældre psykiatriske patienter henvises til den almindelige psykiatri, betyder det, at de ikke får den bedst mulige behandling, konstaterer lægerne.

"Det kan have store konsekvenser for både det enkelte indlæggelsesforløb og langtidsprognosen", står der i det åbne brev.

På grund af den stramme økonomiaftalen mellem regeringen og regionerne er Region Hovedstaden kastet ud i en omfattende spareplan.

Samlet set skal der spares omkring 400 millioner kroner i 2017. Heraf skal psykiatrien spare 51 millioner.

Dertil kommer effektiviseringer og omprioriteringer på alle sygehusene for 240 millioner kroner. 

I alt skal antallet af ansatte på hovedstadens sygehuse beskæres med 900 fuldtidsjob. 

– Den stramme økonomiske aftale mellem Danske Regioner og regeringen har givet os en vanskeligt udgangspunkt. Vi har skulle finde besparelser for et historisk stort beløb, sagde formand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, da budgetaftalen blev lavet i september.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. nov. 2016 - 08:10   30. nov. 2016 - 08:20

Psykiatri

ur@arbejderen.dk
Budget 2017 for psykiatrien
  • Psykiatrien i Region Hovedstaden skal spare 51 millioner kroner i 2017. Der skal nedlægges 86 fuldtidsjob. Max 47 forventes fyret, resten skæres ved naturlig afgang og omrokeringer.
  • Samtidig med at der skæres ned, tilføres 25 millioner til nye tiltag i psykiatrien. Blandt andet bliver forsøg med gadeplansteam gjort permanent og udbredt til flere områder.
  • Der nedlægges 15 ældrepsykiatriske sengepladser. Samtidig oprettes otte brugerstyrede senge og syv åbne senge.
  • Efter protester droppes nedskæring i det psykiatriske akutberedskab.