De seneste år har der været stigende problemer med forsyningssikkerhed for medicin og voldsomme prishop på forskellige typer medicin. Under coronaepidemien blev problemerne endnu tydeligere.

Konklusionen må være, at der skal være en større satsning på offentlig forskning og offentlig produktion af medicin.
Kenneth Haar, Corporate Europe Observatory

Det var baggrunden for, at Enhedslisten i fredags inviterede til en konference på Christiansborg under overskriften: Skal Danmarks medicinskab stå tomt? Forsyningssikkerhed i lyset af covid-19". 

– Vi har set stigende problemer i forhold til forsyningssvigt og prishop både i forhold til sygehusmedicin og på apotekerne. Produktionen af medicin er i stort omfang outsourcet, der produceres efter "just in time"- princippet uden opbygning af lagre. Det er en utrolig sårbar forsyningskæde, der er opbygget, sagde Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund i sin indledning.

– På den baggrund er der en stigende fokus på nødvendigheden af national produktion. Det kan diskuteres, om det skal være i privat eller offentligt regi. Efter vores mening er der fornuft i at sikre en større del i offentligt regi. Et samfund med så mange ressourcer som Danmark bør kunne finde løsninger, der er uafhængige af store kapitalinteresser, tilføjede han.

Oplæg fra otte fagfolk

Dermed var bolden givet op til de i alt otte fagfolk med vidt forskellig baggrund, men alle med stor viden på området, der var oplægsholdere.

Det mundede ikke ud i enighed om løsningsforslag, men mange sider af problemstillingen blev belyst.

Henrik Vestergaard fra Lægemiddelindustriforeningen blev udfordret både af andre oplægsholdere og deltagere fra salen.

Kenneth Haar fra Corporate Europe Observate, der betegner sig selv, som en lobby-vagthund, der arbejder med at holde øje med industriens metoder til at få indflydelse i EU-systemet, leverede den mest omfattende kritik af medicinalindustriens rolle.

– Der er tre hovedproblemer: Hvordan sikrer vi, at den nødvendige medicin bliver udviklet, hvordan sikrer vi, at den er til at betale, og at den produceres i de mængder, der er behov for. På alle tre fronter er der problemer i forhold til medicinalindustrien. Der må ske noget på mange planer, som handler om at skabe et større offentligt direkte engagement og rulle private spilleres betydning tilbage, sagde Kenneth Haar.

– Hvad angår udvikling, så er det jo ikke sådan, at vi kan regne med, at det, industrien udvikler på, også er det, vi har mest brug for. Snakker vi infektionssygdomme, så har det ikke så stor prioritet, tilføjede han og kom med et konkret eksempel fra EU-systemet.

For nogle år tilbage indgik EU-kommissionen et partnerskab med medicinalindustrien for at udvikle ny medicin. I den forbindelse fik industrien forhindret, at partnerskabet kom til at omfatte et initiativ for hurtig udvikling af vacciner mod infektionssygdomme af coronatypen. 

– Den måde at prioritere på i industrien er forklaringen på, at der var så lidt ved hånden til behandling af corona, da pandemien kom. Jeg mener, at konklusionen må være, at vi indser, at der skal være en større satsning på offentlig forskning og offentlig produktion af medicin, erklærede Kenneth Haar.

Problemet med patenter

Han ser patentreglerne som et stort problem, fordi det giver medicinalvirksomheder monopol på den enkelte type medicin, hvilket resulterer i tårnhøje priser.

Industrien er til for at tjene penge til sig selv. Industrien laver ikke forskning, hvis ikke de kan tjene penge på det. Sådan er det bare.
Hanne Rolighed Christensen, læge

– Coronaepidemien burde være den begivenhed, der får os til at rulle patentbeskyttelsen tilbage, sagde Kenneth Haar.

Henrik Vestergaard afviste, at medicinalindustrien tager ublu priser for sine produkter. Han ser ingen grund til at lave systemet om. Det fungerer godt, men trænger blot til nogle mindre justeringer.

– Man skal ikke tro, at man kan gå ud på de glimrende små laboratorier, vi har i Danmark, og lave lægemidler af højeste kvalitet til vores borgere. Det er forbandet dyrt at producere lægemidler. De fleste gennembrud findes på universiteter, men bagefter tager medicinalindustrien produkterne igennem hele godkendelsessystemet og tester dem på tusindvis af mennesker, sagde han.

Kenneth Haar og flere andre afviste, at der i dag er en sammenhæng mellem, hvor meget medicinalindustrien bruger på forskning og udvikling, og hvor meget de sælger deres produkter for. 

– For et par år siden undersøgte verdenssundhedsorganisationen WHO, hvad der egentlig danner baggrund for, hvad medicin koster. De fandt ud af, at de penge, der bruges på udvikling af medicinen egentlig ikke spiller den store rolle, den bliver solgt til det, man kan få for den, sagde Kenneth Haar.

Han kom med to konkrete eksempler: Medicinen imatinib mod kræft koster op til 600.000 kroner i indkøb, men kun omkring 1000 kroner at producere, mens præparatet sofosbuvir mod leverbetændelse koster en halv million kroner, men højest 900 kroner at producere.

– Der er brug for en større gennemsigtighed i forhold til industriens forskning og udvikling af lægemidler. Undersøgelser fra uafhængige forskergrupper viser, at industriens estimater for deres udgifter er overdrevne, sagde også Marie Vadstrup Pedersen, fra studenterorganisationen Universities Allied for Essential Medicines.

>> LÆS OGSÅ: Studerende kræver sundhed før profit

– Danmark burde indføre krav om større gennemsigtighed i medicinalindustriens udviklingsomkostninger, så salgspriserne kan komme tættere på produktionspriserne. Italien har faktisk vedtaget en lov med et sådant indhold. Modsat udvandede den danske delegation på WHO's generalforsamling sidste år en aftale om netop det emne, tilføjede hun.

Marie Vadstrup Pedersen pegede også på, at der er nogle medicintyper, som industrien slet ikke vil producere, fordi der ikke kan tjenes nok profit på dem.

– Det gælder for eksempel medicin mod sjældne sygdomme og især tropiske sygdomme. Men også antibiotika. I løbet af de sidste 40 år er der kun udviklet et enkelt nyt antibiotika, selvom resistens (modstandsdygtighed – red.) overfor antibiotika er et stort problem, forklarede hun.

Da der blev åbnet for indlæg fra deltagerne i salen, blandede læge Hanne Rolighed Christensen sig i debatten. 

– Industrien er til for at tjene penge til sig selv. Industrien laver ikke forskning, hvis ikke de kan tjene penge på det. Sådan er det bare, slog hun fast.

Kenneth Haar erkendte overfor Henrik Vestergaard, at medicinalindustrien skal have de penge, de bruger til forskning ind igen, og at der måske derfor ikke skal ske en fuldstændig afskaffelse af patenter. Men han talte for ændringer i forhold til i dag, hvor patenter bruges som et redskab til at sætte alt for høje priser.

– Tag for eksempel lægemidlet remdesivir. Det er udviklet af den amerikanske medicinalvirksomhed Gilead på ryggen af cirka 6000 offentlige forskningsprojekter i USA. Tre til fire store offentlige institutioner i USA medvirkede til at udvikle remdesivir. Den amerikanske stat har givet 5,8 milliarder dollars til produktionen af remdesivir. Men nu har Gilead den frækhed at sige, at det er deres egen forskning, der ligger bag remdesivir. Det er så et amerikansk eksempel, men EU's patentregler er ikke et hak bedre, pointerede Kenneth Haar.

Mange syge har ikke råd til medicin

Forbrugerrådet har undersøgt, hvor alvorligt problemet med mangel på medicin og for høje priser er for danskerne.

Det er et stort problem ikke alene for danskerne, men også for befolkningen i andre europæiske lande, påpegede Sine Jensen fra Forbrugerrådet i sit oplæg på konferencen.

Forbrugerrådet har i juni i år lavet en undersøgelse, der viser, at 49 procent af danskerne indenfor de sidste to år har oplevet ikke at kunne få den medicin, de har brug for. 

Og mens det i 2017 var hver fjerde apoteker, der dagligt oplevede kunder, der ikke havde råd til at købe medicin, gælder det i år for næsten hver anden apoteker.

– Der er tale om et problem, der skal løses på EU-plan, sagde Sine Jensen, der samtidig efterlyste flere forskningspenge til infektionssygdomme og mere kontrol med medicinalindustrien.

Debat om national medicinproduktion

En række oplæsholdere afviste muligheden for at sikre en omfattende produktion af medicin i Danmark.

– Det er ikke løsningen, at Danmark selv skal producere det medicin, vi har brug for. Det er indlysende ikke en mulig løsning for et lille land som Danmark. Hvis vi skal nøjes med det, vi selv kan finde ud af at producere, vil vi højest have to håndfulde produkter i verdensklasse, sagde Henrik Vestergaard fra Lægemiddelindustriforeningen.

Rikke Løvig Simonsen, formand for PharmaDanmark, der er fagforening for akademikere på blandt andet apoteker, beskrev, hvor kompliceret medicinproduktionen egentlig er. Råvarerne til medicinen produceres på én fabrik, hjælpestoffer på en anden, mens selve medicinen produceres på en tredje fabrik. Og hver enkelt fabrik producerer kun en, to eller måske tre slags forskellige medicin. Og der er stor forskel på, om der skal produceres konventionel medicin eller biologisk medicin.

– Biologisk medicin kan vi slet ikke producere på vores sygehusapoteker i dag. Det kræver dyrt udstyr og store personaleressourcer. Jeg tror ikke, at løsningen er at producere medicin i stor skala i Danmark. Vi skal se på løsninger på europæisk plan. Det kræver også højt specialiserede ansatte, understregede Rikke Løvig Simonsen.

Et lignende synspunkt lød fra Flemming Sonne fra Amgros, der er ejet af de fem regioner og sikrer forsyningen af lægemidler til de offentlige sygehuse.

– Vi kan ikke producere os ud af problemstillingen. Måske kan vi supplere med fem til ti produkter, hvor vi får råvarer et andet sted fra, for dem producerer vi ikke mere. Men vi skal nok ikke gøre det på nationalt plan. Måske kan det være på europæisk plan, hvis vi er villige til at betale prisen for det, sagde Flemming Sonne.

Her hentyder han til, at produktionen i Europa vil være dyrere end i for eksempel Kina, hvor meget medicin produceres i dag.

Flemming Sonne beskrev også, hvordan coronakrisen har fået Danmark til at opbygge et nationalt lager af en række vigtige medicintyper. Noget vi ikke har haft i mange år.

– Covid-19 har sat fokus på, hvor sårbart vores system var. Nu har vi opbygget et nationalt lager, der er placeret hos en grossist. Der er 1500 varemærker til en lagerværdi på mere end 500 millioner. Det er et arbejdende lager, hvor der bliver hældt ny medicin ind i den ene ende, mens der tages ud i den anden ende, forklarede Flemming Sonne.

National vaccineproduktion

Også salget af den danske vaccineproduktion på Statens Seruminstitut var en del af dagsordenen på konferencen. Lars Peter Nielsen, tidligere overlæge på seruminstituttet kom med sin vurdering af, om Danmark ville kunne have produceret sin egen coronavaccine, hvis produktionen ikke var solgt.

Det var poliovacciner, der blev produceret på Seruminstituttet. Men produktionen kunne godt være omlagt til en produktion af coronavaccine, vurderer Lars Peter Nielsen.

– Men man kan godt spørge, om Danmark er tilstrækkelig stort til at løfte den opgave alene. Det tror jeg faktisk ikke, men et fælles nordisk samarbejde kunne være en mulighed, konkluderede han.

Peder Hvelplund fra Enhedslisten rundede den tre timer lange konference af. Han takkede for de mange indlæg, som havde gjort ham og alle andre klogere.

– Jeg mener stadig, at man grundlæggende set er nødt til at sikre en offentlig styring af medicinproduktionen. Jeg tænker ikke kun i en dansk løsning. Det kan også være på nordisk eller europæisk plan. Men vi er nødt til at sikre en demokratisk kontrol, erklærede han.