21 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Modsat flertallet har EU's rigeste øget deres CO2-svineri

Økonomisk ulighed og klimaforandringer

Modsat flertallet har EU's rigeste øget deres CO2-svineri

Flyrejser, store biler og store huse har betydet, at de rigeste i EU har øget deres CO2-svineri, mens de fattigste har nedsat deres CO2-forbrug. Det skyldes især den økonomiske krise, der er slået igennem i bunden af samfundet – men ikke i toppen.

De rigeste ti procent i EU tager på flere flyrejser og bor i store huse med stort energiforbrug. Derfor er deres Co2-udslip steget. Mens resten af EU's befolkning har formået at nedbringe deres CO2-udslip.
FOTO: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
1 af 1

De rigeste ti procent af befolkningerne i EU har øget deres CO2-udslip med tre procent i årene 1990 til 2015. Til gengæld har de resterende 90 procent af EU’s befolkning formået at nedbringe deres CO2-udslip i samme periode. Det viser en ny analyse fra ulandsorganisationen Oxfam.

Lige nu er den ulige virkelighed altså, at vores CO2-budget bliver ædt op af de mest velstilledes livsstil og forbrug.
Kristian Weise, Oxfam IBIS

– Mens hovedparten af EU’s borgere har formået at sænke deres CO2-udledninger, er de rigestes udledning steget. Lige nu er den ulige virkelighed altså, at vores CO2-budget bliver ædt op af de mest velstilledes livsstil og forbrug, siger generalsekretær i Oxfam IBIS i Danmark, Kristian Weise.

Økonomisk krise trækker CO2-spor

De store forskelle på, hvilke grupper der er har henholdsvis øget og nedsat deres CO2-forbrug, er, ifølge Oxfam, et resultat af den øgede økonomiske ulighed, der har slået igennem overalt i Europa siden 1990.

Faktisk udleder de rigeste ti procent i EU (med en årlig indkomst på over 300.000 kroner) lige så meget CO2 som de fattigste i EU – der udgør halvdelen af befolkningen i EU og har en årlig indkomst på mindre end 150.000 kroner.

Ifølge rapporten er især den fattigste del af befolkningerne i Europa blevet ramt af den økonomiske krise. Mens de rigeste har øget deres formuer.

Derfor har de rige sat forbruget i vejret med flyrejser, indkøb af store biler, dagligt forbrug og med store huse, der kræver meget energi at opvarme eller nedkøle, alt efter om man bor i Syd- eller Nordeuropa. Det gør dem til de suverænt største CO2-udledere.

Imens tager mennesker med lav- og mellemindkomster i højere grad kollektiv transport og bor i mindre huse og har ofte kun en enkelt bil.

Halvdelen udleder 24 procent mindre CO2

De laveste indkomster (der udgør 50 procent af EU's befolkning) har nedsat deres CO2-udslip med 24 procent. Og mellemindkomsterne (40 procent af EU's befolkning) har nedsat deres CO2-forbrug med 13 procent.

Ifølge FN’s Klimapanel skal EU reducere sin CO2-udledning med mindst 65 procent i forhold til niveauet i 1990, hvis EU skal leve op til Parisaftalen.

>> LÆS OGSÅ: Verdens rigeste skaber klimakrisen

– Det er de rigeste, der har det største ansvar for EU’s samlede CO2-udledning. Mens de fattigere dele af befolkningen længe har bidraget til reduktion i udledning af CO2, har de rigeste ikke bidraget endnu. De har simpelthen fået en gratis omgang. Det er afgørende at skabe en social retfærdig grøn omstilling, hvor de rigeste og mest udledende mennesker bidrager og reducerer langt mere. Det er både fair og vil også være det mest effektive, siger Kristian Weise.

Udgifter skal omfordeles

Ulandsorganisationen påpeger, at økonomisk ulighed og vækst blandt de rigeste driver klimaforandringerne.

Derfor skal rige bidrage mere, hvis den grønne omstilling skal gennemføres. Det er nemlig både mest retfærdigt og mest effektivt, fordi det er dem, der sviner mest, mener Oxfam IBIS.

Ifølge Oxfams analyse er de rigeste ti procent i EU ansvarlige for over en fjerdedel (27 procent) af EU’s samlede CO2-udledning.

– Vi står med alvorlige klima- og ulighedskriser, som ikke kan adskilles, hvis vi skal sikre retfærdige samfund i fremtiden. Ambitionerne for CO2-reduktion skal være større, og hvis vi vil skabe politisk opbakning til højere mål, er det afgørende, at de absolut rigeste bidrager meget mere, end det er tilfældet i dag, mener Kristian Weise.

– Vi bliver simpelthen nødt til at omfordele udgifterne til den grønne omstilling, for eksempel gennem progressive skatter og CO2-afgifter, så vi styrker den økonomiske og sociale balance.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. dec. 2020 - 07:48   14. dec. 2020 - 09:41

Klima

ml@arbejderen.dk