Janne er en af de 18 sygemeldte, der står frem med sin fortælling i bogen "Når de syge skal arbejde", der udkommer i dag.

Så tænker jeg, at nu orker jeg ikke mere, nu tager jeg snart mit eget liv.

Hun er 56 år, gift og bor i eget hus. Janne har altid haft arbejde, først i butik og efterfølgende som SOSU-assistent. Hun blev sygemeldt i 2014 fra sit job på et plejehjem på grund af diskusprolapser i ryggen.

En reumatolog kom siden frem til, at Janne lider af ledbetændelse – en vævssygdom, som hun har arvet fra sin far.

>> LÆS OGSÅ: Lektor: Retten til at være syg eksisterer ikke længere

Som behandling fik Janne en mild form for kemoterapi, som hjalp på smerterne. Til gengæld gik hendes koncentration helt i „udu“, som hun siger. Hun føler sig stresset og psykisk nedkørt.

Da hun blev sygemeldt, blev hun kontaktet af jobcentret, der på forhånd havde henvist hende til et projekt, der hed Job og sygdom. 

Kursus uden mening

"Formålet var, at vi samlet skulle snakke om, hvor dårligt vi havde det. Jeg kunne ikke finde ud af det. Vi skulle lave en liste, så vi kunne ringe til hinanden i fritiden. Jeg skulle ikke have nogen af dem til at ringe til mig. Det er ikke mit behov. Jeg havde heller ikke godt af at skulle køre så langt, fordi jeg havde så ondt og knap nok kunne holde ud at sidde i bilen. Der var mødepligt, og jeg blev hele tiden truet med, at mødte jeg ikke op, så fik jeg ikke mine sygedagpenge."

Janne oplevede kurset som ydmygende og en form for parkering, der ikke gav mening.

Janne har fået sygedagpengene forlænget en gang. Hun er på tidspunktet for interview til bogen i sin anden praktik på et hotel tre gange to timer om ugen, hvor hun skal gå til hånde i receptionen. Janne giver udtryk for, at de ikke ved, hvad de skal sætte hende til, ud over at tænde stearinlys. Jobcentrets målsætning er, at hun skal op på 37 timer om ugen. Hun mener selv, at det er urealistisk. Hun får nu en ny type medicin:

"Jeg kan ikke tænke eller se klart. Jeg får hovedpine og kvalme. Jeg får infektioner, feber, og det hæver op i mine lymfer. Så tænker jeg, at nu orker jeg ikke mere, nu tager jeg snart mit eget liv."

Nægtet ferie

Janne føler, at kravene fra jobcentret har forværret hendes sygdom. Hun har ikke noget at udsætte på sagsbehandlerne, men hun oplever, at de er klemt af nogle regelsæt, hvor de ikke kan tage hensyn til den enkelte. Den virksomhedskonsulent, som hun har været i kontakt med, beskriver Janne derimod som direkte modbydelig. Han vidste bedre, end Janne selv gjorde. 

Sideløbende med praktikken går Janne hos en reumatolog på grund af smerterne. I perioder får hun morfin. 

Janne vil gerne tilbage til plejehjemmet i et begrænset antal timer. Hun fortæller, at de spørger efter hende, men at virksomhedskonsulenten afviser det.

I sommeren 2018 ville jobcentret ikke give Janne lov til at tage på ferie i Norge med sin mand. Hun har efter interviewet været i endnu en praktik og hendes sag er stadig uafklaret.