Mordet den 2. november 1975 på den italienske forfatter, filminstruktør og systemkritiker Pier Paulo Pasolini er aldrig blevet fuldt opklaret og kan stadig sætte sindene i bevægelse i Italien.

Faktisk er der et initiativ i gang for at få nedsat en parlamentarisk undersøgelseskommission, der skal efterforske mordet endnu engang.

Faktisk er der et initiativ i gang for at få nedsat en parlamentarisk undersøgelseskommission, der skal efterforske mordet endnu engang.

En ung fyr, Pino Pelosi, tilstod og blev dømt for drabet. Ingen tror i dag på, at denne spinkle småforbryder alene kan have gennemført mordet og mishandlingen, ja, måske er han slet ikke medskyldig.

Selv har han skiftet forklaring adskillige gange. Hans første forklaring var, at Pasolini ville tvinge ham til noget seksuelt, og at han kom til at slå ham ihjel, da han forsvarede sig.

Det politiske klima i 1970’ernes Italien

Mordet fandt sted midt i 1970’erne, som siden er blevet døbt "anni di piombo" – blyets år. Det var terrorismens årti i Italien, og der var tale om både en rød og en sort, det vil sige en højreorienteret/fascistisk terror.

Mordet fandt sted midt i 1970’erne, som siden er blevet døbt "anni di piombo" – blyets år.

De fleste danskere husker muligvis bedst den røde terror i form af for eksempel De Røde Brigader. Deres værste aktioner fandt i øvrigt sted efter Pasolinis død, og faktisk krævede den højreorienterede terror flere menneskeliv.

Pasolini var fast bidragyder i avisen Corriere della Sera, hvor han den 14. november 1974 blandt andet skrev:

”Jeg ved det… Jeg ved, hvem der stod bag attentatet i Milano i 1969. Jeg kender navnene på dem, der stod bag bomberne i Bologna og Brescia i 1974... Jeg ved, hvad de hedder, dem, der mellem én messe og den næste har stillet sig til rådighed for og givet politisk beskyttelse til gamle generaler, til unge nyfascister... og til almindelige kriminelle, som helt indtil nu har været navnløse, og måske altid vil være det… Jeg ved det. Men jeg har ikke beviserne.”

Ved attentatet i Milano i december 1969 sprang der en bombe i en bank på Piazza Fontana, hvor 16 personer blev dræbt og 87 såret. Først forsøgte man at give venstrefløjen skylden, men efterhånden blev det mere og mere klart, at højreorienterede kræfter stod bag. Alt talte for, at disse havde magtfulde hjælpere inden for statsapparatet, specielt inden for efterretningstjenesten, som igen havde forbindelser med CIA.

Med ’bomberne i Bologna og Brescia hentyder Pasolini dels til et attentat i toget Italicus Express med 12 dræbte og 48 sårede og dels til et attentat mod en antifascistisk demonstration. Her blev 8 dræbt, 102 såret.

Højreorienterede kræfter håbede med disse attentater at skabe angst for de venstreorienterede samt generel frygt og usikkerhed for at gøde jorden for et højreorienteret kup som det, der havde fundet sted i Grækenland i 1967. Strategien er blevet kaldt "Spændingens strategi".

Både Pasolinis artikel i 1974 og mordet på ham i 1975 må ses i denne sammenhæng. Pasolini havde grundlæggende ret i sine anklager i artiklen, men han nåede aldrig at erfare, hvor meget han havde ret.

Retssagerne i forbindelse med disse attentater trak ud i årevis. For eksempel blev den sidste dom i Piazza Fontana-sagen afsagt i 2005, og i Brescia-sagen er der faldet dom så sent som 22. juli 2015. Pasolini-mordet er på samme vis taget op flere gange. Pasolinis venner finder det snublende nært at antage, at mørke kræfter i Italien var bange for, at nogen ville skaffe de manglende beviser til Pasolini, og at de derfor havde sat sig for, at han af al magt måtte standses.

Men for ikke at blive anklaget for at være konspirationsteoretiker: Jeg (og Pasolinis venner) "har ikke beviserne" – så tingene kan godt hænge anderledes sammen. Derfor er der behov for en undersøgelseskommission.

Hvem var Pasolini?

Pier Paolo Pasolini blev født i 1922 i Bologna. Faderen, som Pier Paolo fik et yderst anstrengt forhold til, var officer. Moderen, som han elskede over alt på jorden, også som voksen, var lærer.

Pasolini var homoseksuel, et faktum som kom til at præge hans liv og værk.

Pasolini blev også selv lærer, men måtte i 1950 flygte fra området, hvor han boede og arbejdede, i Friuli i det nordøstlige Italien, på grund af beskyldninger for usømmelig adfærd sammen med nogle unge knægte. Pasolini var homoseksuel, et faktum som kom til at præge hans liv og værk.

Han rejste til Rom i 1950 sammen med moderen – faderen fulgte siden. Rom blev en åbenbaring for ham. Hvor han i Friuli havde været en "synder", kunne han i Rom udleve sin homoseksualitet.

Samtidig fik han et nært forhold til subproletariatet i byens fattige randområder, de såkaldte "borgate". Hertil kom folk dels fra evakuerede kvarterer i byens centrum, hvor Mussolini skulle have skabt nogle prangende "udstillingsvinduer", der passede til det fascistiske imperium. Andre var myldret ind til fra fattige landområder i Syditalien.

Ikke mindst de unge fik han et særligt forhold til, og ingenlunde kun i forbindelse med hans seksualitet, men også som protektor, faderfigur, som det fremgår af interviewet i tilknytning til denne artikel.

Allerede før Rom havde Pasolini startet sin forfatterkarriere ved at udgive digte. Pasolini blev en forsvarer for dialekterne i Italien, som han opfattede som mere ægte sproglige udtryk frem for et påtvungent nationalt sprog. Derfor udgav han både ting på friulisk og senere på den romerske dialekt romanesco.

Han udgav et par romaner i 1950’erne om borgate-miljøernes unge knægte, som han opfattede som grundlæggende "sunde" og ægte trods deres småkriminelle tilbøjeligheder.

Omkring 1960 begyndte han at lave film. Han startede med "Luderkarlen Accattone", også den om borgate-miljøet. Senere fulgte en lang række film, hvoraf de mest kendte er "Mamma Roma" med Anna Magnani, "Matthæus-evangeliet", "Skandalen i Milano" (italiensk titel: "Teorema"), Medea med Maria Callas og Decameron. På dansk er udgivet meget lidt af Pasolinis skriftlige arbejder; det drejer sig først og fremmest om essaysamlingen "Vredens år" og romanen "Teorema", der svarer til filmen af samme navn. 

Til gengæld er der blevet skrevet en meget anbefalelsesværdig monografi af Christian Braad Thomsen: "Pasolini – Den evige kætter". Her analyserer Christian Braad Thomsen hans værker med en psykoanalytisk tilgang til fiktion og film, men også med en fin samfundsmæssig analyse af Pasolinis essay-produktion. Han kommer blandt andet ind på det ofte modsætningsfyldte i Pasolinis karakter og produktion.

Mange har fremhævet, at det er svært at være enig i alt, hvad Pasolini har sagt og stået for, men at han har været en enorm inspiration med sin veltalenhed og viden og har tvunget læsere og lyttere til at se kritisk på egne holdninger.

Kommunisten Pasolini

Pier Paolo Pasolini meldte sig ind i PCI, det italienske kommunistparti, i 1947 og blev distriktssekretær i partiet. Han blev siden ekskluderet som følge af de nævnte anklager før flugten til Rom.

Han blev siden ekskluderet som følge af de nævnte anklager før flugten til Rom.

Tidligere havde familen oplevet det tragiske, at Pier Paolos broder Guido, som var partisan i modstandsbevægelsen i en katolsk/socialistisk gruppe, i februar 1945 var blevet henrettet af en anden modstandsgruppe, som var tilknyttet PCI. Man kan derfor mene, at Pasolini egentlig efter 1950 kunne have gode personlige grunde til at være forbeholden over for partiet. Men han blev ved med at føle sig som kommunist, og han var blandt andet meget begejstret for ***Gramsci.

Forholdet til PCI blev modsætningsfyldt. Partiet var utrygt ved Pasolinis homoseksualitet og levevis, og Pasolini angreb med mellemrum partiet for dets bureaukrati og for dets bornerthed i forhold til seksuelle spørgsmål. Han fortsætter dog med at anbefale, at man stemmer kommunistisk, og i de sidste år af hans liv er forholdet blevet rigtig varmt. I artiklen, som blev citeret i indledningen, og som indeholder et voldsomt angreb på de politiske magthavere i Italien, hedder det senere:

”Det er helt sikkert, at for tiden er tilstedeværelsen af et stort oppositionsparti som PCI frelsen for Italien og dets stakkels demokratiske institutioner.

Italiens kommunistiske Parti er en ren ø i et beskidt land, en ærlig ø i et uærligt land, en intelligent ø i et idiotisk land, en vidende ø i et uvidende land, en humanistisk ø i et ’konsumistisk’ land” (min ovs., FL).

Hvad angår det ’konsumistiske’: Pasolini var i sine senere år en rasende kritiker af det konsumsamfund, som Italien havde udviklet sig til. Hans synspunkter var ofte ekstreme, fx opfordrede han til at forbyde fjernsyn – men når man så tager i betragtning, hvad italiensk fjernsyn, ikke mindst Berlusconis kanaler, har udviklet sig til, var Pasolini måske også på dette felt ’profetisk’!

Den 3. verden

I sine sidste leveår interesserede Pasolini sig meget for Den Tredje Verden, som han satte sin lid til, i takt med at den vestlige verden udviklede sig til konsumsamfund. Blandt andet rejste han i Afrika sammen med vennerne Maria Callas, Alberto Moravia og Dacia Maraini.