Aarhus Havn og byens borgere får snart en ny, men lidt anderledes skulptur ved Dokk1. Skulpturen er af syv havnearbejdere, der losser sække med kaffe fra et fragtskib som i gamle dage. Skulpturen skal afsløres ved et stort arrangement lørdag 26. august.
Skulpturen viser respekt for, at der har været noget tungt, beskidt, fysisk hårdt arbejde.
Idémanden bag projektet, tidligere havnearbejder Palle Jørgensen, glæder sig ligesom mange andre, der har været involveret. For det har været et stort projekt at søsætte.
Palle Jørgensen er 71 år og tidligere havnearbejder hos Aarhus Stevedorekompagni sammen med en masse andre gutter af meget forskellig karakter og politisk anskuelse. Faglig stolthed og solidaritet hørte til på havnens arbejdspladser.
Historiske Spor
– Hvor bliver min historie som havnearbejder i grunden af, har jeg tænkt i de senere år, når jeg cyklede rundt på Aarhus Havn. Nu er det hele glas og beton, hvor der før var lastning og losning af skibe, fortæller Palle Jørgensen, der arbejdede på havnen i 60’erne og 70’erne, hvor meget arbejde blev gjort med håndkraft.
På den tid var der mange og store arbejdspladser på Aarhus Havn, som Aarhus Oliefabrik og Dokken, og selvfølgelig faglige kampe. Mange husker den store havnearbejderstrejke 1882-83.
– En dag fik jeg den her helt logiske tanke, at byen er fyldt med statuer af handelsfolk som købmand Hans Broge og forskellige borgmestre. Det er altid sådan nogle, der bliver afbilledet i byens skulpturer. Men jeg syntes, at der skulle være en skulptur, som hædrer det hårde fysiske knoklearbejde, som jeg selv har været en del af, argumenterer Palle Jørgensen. Og deraf fik skulpturen sit navn, Historiske Spor.
Samtidig var han klar over, at dette ikke kunne være et enmandsprojekt, så både to lokale afdelinger af fagforeningen 3F og LO Aarhus var med til at bane vejen for skulpturen. Det gav mulighed for at søge Herman Sallings Fond, som har støttet økonomisk.
Efter to års forberedende arbejde kunne billedkunstneren Jens Galschiøt præsentere en model til skulpturen på Dokk1 i efteråret 2015.
Svævende skulptur
Selve skulpturen bliver i mandshøjde og lavet af kobber, bronze og rustfrit stål.
– Skulpturen er "taget" lige i landingsøjeblikket, og det er lige præcis kunstnerens udfordring at få det til at se ud som om, at den svæver. Det er ligesom med den svævende dame, forklarer Palle Jørgensen, der har mere på hjerte om skulpturen:
– Skulpturen viser en meget klassisk arbejdssituation, hvor et skib bliver losset på et kaffebræt. Der bliver leveret et slæng kaffe fra en imaginær kran. I forlængelse af sækkene kan man se kranens wire, forklarer Palle Jørgensen.
Sådan gjorde man helt op i 1970’erne, og der var skam tænkt på arbejdsmiljøet:
– Mændene får sækkene på nakken af de mænd, der står på kaffebrættet, så de ikke skal samle dem op fra jorden. Det ville jo være tungt og usundt, ved Palle Jørgensen af erfaring.
Skulpturen bliver afleveret officielt til byens borgmester som en gave til byen. Det kommer til at foregå med et stort og flot program lørdag 26. august, når der er Åben Havn i Aarhus.
Projekt og styregruppe
– Min idé om en skulptur på havnen var nok hos 50 djævleadvokater, før den blev præsenteret for min fagforening, som er 3F Rymarken. Og alle 50 djævleadvokater havde tomlen op, bekræfter Palle Jørgensen med ægte havnearbejderstil.
Sammen med 3F Sommervej og 3F Rymarken, der foreslog at få LO Aarhus med, blev der nedsat en styregruppe. Alle var positive og ville gerne hjælpe med økonomi og manpower. Men de krævede, at Palle Jørgensen skulle lave en projektbeskrivelse:
– Så lignede jeg jo en, der havde fået elektrochok! Jeg ved godt, hvordan en projektbeskrivelse ser ud, men den er godt nok svær at lave.
Han skulle også finde tre kunstnere at vælge imellem. Bleg, men fattet, gik han i gang med opgaven. Mange overvejelser, arbejdstimer, spekulationer og rejser senere, står han i Jens Galschiøts galleri nær Odense. En miniature af skulpturen er klar i størrelsen 1 til 10. Betalt af LO Aarhus. Fantastisk øjeblik!
Havnens hjerte
Skulpturen kommer til at stå lige i havnens hjerte på Dokk1, hvor havnearbejderne mødte op som daglejere, også Palle Jørgensen:
– Arbejdslivet på havnen havde sin stillingsplads der, hvor skulpturen kommer til at stå. Det er den mest centrale plads, vi kunne finde.
– Skulpturen er "taget" lige i landingsøjeblikket, og det er lige præcis kunstnerens udfordring.
Hele ideen er, at skulpturen viser respekt for, at der har været noget tungt, beskidt, fysisk hårdt arbejde, siger den tidligere havnearbejder.
– For mig har dette projekt betydet at styrke sammenholdet blandt havnearbejderne. Også de unge støtter op og har tilbudt at gå vagt ved skulpturen, som jo kommer på plads lidt før 26. august, siger ankermanden Palle Jørgensen, der gerne vil opfordre andre til at bruge deres fagforening. Han har mødt stor velvilje til projekt Historiske Spor.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278