Denne uge så oprettelsen af "KulturERhverv", der beskrives som "Danmarks første krydsfeltsforum for dansk kultur- og erhvervsliv" Det nye brancheforum er et "privat medlemsbaseret initiativ", der skal gøre "op med osteklokkementaliteten" inden for de to brancher og "skabe et nyt omdrejningspunkt for de danske virksomheder og kulturlivet". Målet er at udnytte "de store muligheder, der ligger i at indgå kreative partnerskaber mellem kultur- og erhvervslivet".

Eller sagt på dansk: Fantasien skal sættes på formel og sælges som ost, dåsetomater og fladskærme. Frembringelsen af det enestående skal gøres til et brand på linje med Kongehuset, Mærsk, B&O, LEGO, Danfoss og det danske frisind. Kunstnernes sandkasser, legeværelser og atelierer skal omskabes til industrielle laboratorier, der skal spytte kultur ud på samlebånd, tilpasset og hånd i hånd med industrisamfundets produkter.

Kunsten og kunstnerens berettigelse har altid været evnen til at frembringe det enestående, det der ikke kan sættes på formel. Kunsten beviser magthavernes mangelfuldhed. Derfor er kunstneren i sin kerne altid grænseoverskridende og samfundsnedbrydende og den, der finder de små sprækker i utopien om det fuldendte samfund.

De politiske ideologier har historisk reageret meget forskelligt på denne personlige frihedstrang. Den borgerlige liberalisme har altid har forsøgt at inddæmme og omskabe det enestående til en vare. I modsætning hertil stillede danske socialdemokrater som Julius Bomholt og Hartvig Frisch sig i stedet i spidsen for en kulturopfattelse, der stod i opposition til finkulturen. Kunsten skulle være bred og for alle. Som en konsekvens oprettede statsminister Viggo Kampmann så sent som i 1961 et "Ministerium for kulturelle anliggender".

Det nye ministerium udviklede med årene en vis tolerance over for kunstens gale hunde ved at give dem midler til et - omend lille - frirum. Undergrundskultur nåede sågar at blive accepteret og påskønnet, indtil den borgerlige magtovertagelse i 2002. Herfra er det gået konstant ned af bakke. Stadig færre bevillinger og øget krav om, at "kunst skal kunne betale sig" har sammen med stigende krav til rådighed på et stift arbejdsmarkedssystem, der ikke respekterer kreativt arbejde, bragt danske kulturarbejdere så meget på knæ, at der kun er plads til "vinderkunst".

Hvad "KulturERhverv" vil gøre med alle de originale og kreative kunstskabere, hvis arbejde ikke er et "brand" og således ikke kan sættes på formel, melder historien ikke noget om. Der er ikke noget galt i, at kunstnere overlever ved at sælge varer og tjenester til erhvervslivet. men det er dybt betænkeligt, hvis det forvandler kunsten til en vare. Spørgsmålet er, om samfundet har råd til at miste mangfoldighed og oprør i kulturlivet ved at satse på en kunstnerisk elite, der tjener fedt på at levere bestillingsarbejde til erhvervslivet, og så smide de andre ud med badevandet.