"Det var nye toner, der lød, da den unge maler Holger Drachmann (1846-1908), Viggo Hørups fætter og Georg Brandes’ ven, i 1872 udgav sine første digte".

Drachmann var ikke et politisk orienteret menneske, men en følelsesladet, poetisk sværmer, der dog bevarede en kerne af folkelighed i sig.

Sådan skrev Otto Gelsted i Land og Folk den 9. oktober 1946 i anledning af Holger Drachmanns 100 års fødselsdag. Den digtsamling der hentydes til, indeholdt blandt andet et af hans mest kendte digte, Engelske Socialister, som Gelsted kaldte et mesterstykke, hvori kan skriver:

Guds død! Hvi kender I ej Eders Styrke,
Hvi fordre I ikke med tusinde Stemmer
Af Guldkalven, som vore Bødler dyrke,
Et saftigt Stykke, en Mørbradsskive;

Baggrunden for digtet var Drachmanns ophold i London i 1871, hvor han var taget hen for at skabe en ny tilværelse for sig selv og sin kommende hustru.

Da han ikke havde mange penge, måtte han bo i et snedkerværksted, og for første gang i sit liv oplevede han de usle forhold, arbejderbefolkningen levede under, og gennem kontakt med landflygtige kommunarder fra Pariserkommunen fik han sympati for den socialistiske ide.

Digtet blev trykt under pseudonymet Marc Cole i novembernummeret af Nyt Dansk Månedsskrift i 1871 og senere i ugebladet Socialisten. Georg Brandes roste digtet meget og sagde til ham: "De er jo digter".  

Hvem var Drachmann?

Men hvem var Holger Drachmann? Det får man et godt indtryk af i Kurt L. Frederiksens biografi, Holger Drachmann – Vi vil fred her til lands, hvor han giver en fin skildring af dennes liv og virke. Omdrejningspunktet i bogen er de fem kvinder, der kom til at spille en stor rolle i Drachmanns liv.

Han kom fra en borgerlig familie, men faderen havde arbejdet sig op fra barber til at blive en anset læge og kirurg.

Allerede på et tidligt tidspunkt begyndte Drachmann at tegne, og da han med stort besvær var blevet student, var det hans ønske at blive maler. Han blev optaget på Kunstakademiet og tog på en lang studierejse til Skotland, Spanien og Sicilien for at uddanne sig, men det var ikke meget, han fik solgt, og han gav sig derfor til også at skrive.

Hans første bog, Med kul og kridt, udkom i april 1872 og blev i november fulgt op af Digte, som blandt andet indeholder Engelske Socialister. I begge bøger kommer han ind på sine oplevelser i London.

Maleriet og tegneriet blev ikke lagt på hylden, men det meste af sin tid brugte han på at skrive, og det blev til mange bøger, avisartikler og hyldestdigte til forskellige lejligheder.   

Et skridt mod højre

Men hans revolutionære holdninger holdt ikke så længe, den romantiske rem fik overtaget, og han begyndte at flirte med Estrups højre.

Rejsebogen fra det tabte Sønderjylland, Derovre fra Grænsen, som udkom i 1877, blev meget rost af højrepressen, og den konservative kultusminister blev så glad for den, at han fik sat Drachmann på finansloven i det år med et beløb på 1.000 kroner.

Helt anderledes var modtagelsen på venstrebladet Morgenposten, som skrev, at "den forlorne søn er vendt tilbage til sin faders hus og har tøjret sig under det hjemlige tags sæder og meninger. Man har slagtet de fede Københavneres yngling. Danmarks kæledægge, Heise vil sætte hans vers i musik, Berlingske Tidende vil kalde ham "den begavede lyriker" - højere kan som bekendt ingen dansk digter drive det til". Det vides ikke, om det var Hørup eller Brandes, der skrev anmeldelsen.    

I 1882 og 1883 brød han personligt med brødrene Brandes og Hørup, og det medførte, at han var persona non grata i mange år i det nye dagblad Politiken, der hverken omtalte eller anmeldte hans bøger.

Først i begyndelse af 1890’erne, da Drachmann trak lidt venstre, blev de igen venner, og han begyndte at skrive i Politiken, men det blev aldrig det samme som i de gode gamle dage.  

Ikke arbejderdigter

Nogen arbejderdigter blev Drachmann ikke, selv om en række af hans digte blev trykt i Sangbog for Arbejderklassen, som udkom i 1886. Han var ikke et politisk orienteret menneske, men en følelsesladet, poetisk sværmer, der dog bevarede en kerne af folkelighed i sig.

Både i maleriet og digtningen indførte han havet, og hans sympati for fiskerne på Skagen kom blandt andet til udtryk i bogen om redningsmanden Lars Kruse, der på grund af den, med ti års forsinkelse, fik dannebrogsordenen for sin heltemodige indsats.

Da Lars Kruse i 1894 druknede, blev der rejst en mindesten for ham, men Drachmann benyttede lejligheden til i en artikel i Politiken at harcelere over, at mindestenen kunne der blive råd til, men ikke en ordentlig aflønning til de fiskere, der risikerede livet for at redde andre.

I dag er han mest kendt for sin midsommervise, som stadig synges ved bålene Sankt Hans aften. Malerierne kan især ses på Skagen Museum og i hans hus, Villa Pax, også i  Skagen, som efter hans død blev museum. Villaen blev købt for midler indsamlet blandt skagboerne i 1910.  

Kurt L. Frederiksen: Holger Drachmann – Vi vil fred her til lands. 424 sider. 400 kroner. Gyldendal.   

Holger Drachmann, Skagenhuse, 1882. Skagens Kunstmuseer