Loftet er ved at lette, da 135 kvinder råber deres styrke og vilje ud på opfordring fra Nina Palesa Bonde på Kvindernes Internationale Kampdag. Under OK18 gik hun i spidsen for at råbe kampråb ved Forligsinstitutionen. Her på kvindedagen 8. marts er dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde den ene ud af tre spændende oplægsholdere på Arbejdermuseet sammen med historiker Gry Jexen og Louise Juul Jensen fra Tænketanken Cevea.
Den dag råbet kom fra Nina Palesa Bonde, var det følelser, der gik i udbrud foran Sophie Løhdes kontor.
Trods tiltagende frygt for coronasmitte denne søndag har mange kvinder fundet vej til "Agitationssalon på kampdagen 8. marts – en formiddag med kampånd, historie, sammenhold", arrangeret af Arbejdermuseet i den smukke sal med de røde faner. Der bliver skrevet historie i mere end en forstand denne dag.
Arbejderkvindernes kampdag
Gry Jexen giver et flot historisk rids over arbejderkvindernes kamp for ligestilling for over hundrede år siden, men stadig banebrydende for, hvor kvinder står i dag, hvor der ikke er ligeløn og ligestilling i fuldt omfang.
Dengang måtte arbejderkvinderne tilkæmpe sig retten til at bruge arbejdernes forsamlingshuse og den sal, vi nu sidder i. De gav sig ikke, og salen blev rammen om det første 8. marts-arrangement i 1915, fortæller bibliotekar Mette Ovesen i sin velkomst.
Imens er der sort kaffe, croissanter og gammel dansk til de fremmødte. Kvinderne dengang får en hyldest med på vejen med Jeppe Aakjærs "Sang for Kvindevalgretten" fra 1908, flot arrangeret og sunget af Christine Boelsskifte ved flyglet.
De stædige arbejderkvinder
De stædige arbejderkvinder dengang gik på talerstolen for ligestilling, ligeløn og stemmeret, fortæller Gry Jexen og viser billeder på storskærmen af kommunisten Clara Zetkin, som var initiativtager til at indstifte Kvindernes Internationale Kampdag i 1910.
Valget stod ofte mellem arbejde eller sult. Også børnene måtte med på fabrikkerne.
Det skete bare to kilometer herfra, hvor vi sidder nu, i Arbejdernes Forsamlingsbygning på Jagtvej 69, senere Ungdomshuset. Nina Bang, den første kvindelige minister i Danmark, var med til at arrangere denne Internationale Kvindekongres for arbejderkvinderne i 1910.
>>LÆS OGSÅ: Nina Bang – Danmarks første kvindelige minister
Der var dengang mange forklaringer på, hvorfor kvinder ikke skulle deltage i det politiske liv eller gå på arbejde, fortæller Gry Jexen. Men arbejderkvinderne havde ikke noget valg, mandens løn alene kunne ikke forsørge familierne, og arbejdsdagen var lang. Valget stod ofte mellem arbejde eller sult. Også børnene måtte med på fabrikkerne. Der var ingen overenskomster, og selv om kvinderne fik meget mindre i løn, anså mændene dem for løntrykkere.
Ligestilling og ligeløn
Gry Jexen lader nogle af de få fotos fra dengang rulle over skærmen. Kvinder, maskiner, drivremme og børn står og ligger klos op ad hinanden. Støv overalt. Børnedødeligheden var stor, både på grund af den generelt dårlige sundhedstilstand med dårlig kost og boliger, men også det hårde arbejde gjorde sit indhug på børnene. Arbejderkvinderne kæmpede både for ligestilling og for børnene og ikke principielt imod mændene.
>>LÆS OGSÅ: Clara Zetkin – revolutionær kvindeforkæmper
Kvinderne blev anset for farlige og revolutionære. Clara Zetkin havde da også formuleret kampens mål som det socialistiske samfund, og at kvinder skulle have ligeløn frem for alt, ligestilling i hjemmet og ret til økonomisk uafhængighed.
Skævhed i debatspalterne
Store klapsalver til Gry Jexen fra de mange kvinder i salen, inden Louise Juul Jensen fra tænketanken Cevea kan konstatere, at lige så snart det er 8. marts, så skal vi høre på de mænd i samfundet, der mener, at kvinderne har fået ligestilling.
Louise Juul Jensen kan vise, at der stadig er mange skævheder. Cevea har lavet analyser, der viser, at kvinder kun fylder 27,9 procent i debatspalterne på ni store danske dagblade. Der er også en klasse- og kønsmæssig skævhed, for hovedparten er mænd, og de er akademikere eller journalister. På den måde bliver det medierne, der kommer til at præge den politiske dagsorden og debat, konstaterer Louise Juul Jensen.
Kvindelige meningsdannere
Selv om kvinder udgør en stor del af arbejdsstyrken indenfor forskellige fag, er det mændene i faget, der fylder i debatspalterne. Gruppen af kvinder med korte og mellemlange uddannelser er den mest aktive gruppe med 61 procent kvinder i faget, og heraf blander 43 procent sig med debatindlæg, ifølge Ceveas analyse.
Denne 8. marts bryder kvinderne i salen loftet for, hvad man tror, kvinder kan, præcis som kvinderne i denne sal for over hundrede år siden.
Derfor arrangerer tænketanken Cevea Meningsdannerkurser for kvinder, hovedsageligt for tillidsvalgte og ansatte i fagforeninger. Her er der træning i at debattere, både fra talerstol og i avisernes debatspalter.
Fremadbrusende kvinder
Når kvinder så går på talerstolen eller råber for ved demonstrationer, må de være forberedt på stor undren, fortæller Nina Palesa Bonde som kvindedagens sidste indslag.
>>LÆS OGSÅ: Nina Palesa Bonde er årets sveske
Under OK18 oplevede hun, mens hun stod sammen med mange offentlige ansatte foran Forligsen, at Moderniseringsstyrelsen under forhandlingerne spurgte til, hvor hun mon var blevet "castet" henne, og om ikke hun var lidt fremadbrusende? Selv i 2018 var en råbende kvinde noget, der kunne vække opmærksomhed. Men Nina Palesa Bonde lo. Hun var hverken var blevet trænet eller castet til at råbe.
Den dag råbet kom fra Nina Palesa Bonde, var det følelser, der gik i udbrud foran Sophie Løhdes kontor – "en anden fremadbrusende kvinde" – joker Nina Palesa Bonde til stor morskab for kvinderne til dagens 8. marts-møde. Sophie Løhde var innovationsminister og statens forhandler under OK18.
Bryd loftet
Nina Palesa Bonde opfordrer til slut salens kvinder til at gå i udbrud sammen med hende og råbe. På spørgsmålet, om nogle er nervøse ved hendes opfordring, rækker en del kvinder hånden i vejret, men har alligevel rejst sig på opfordringen:
– Her til Kvindernes Internationale Kampdag vil jeg gerne høre jeres råb!
De 135 kvinders råb slår lydkurven helt ud på undertegnedes mobiltelefon, og optagelsen fra Arbejdermuseet stopper, mens loftet er ved at lette. Det er nok for tidligt, da den forestående restaurering af Arbejdermuseet endnu ikke er gået i gang. Men denne 8. marts bryder kvinderne i salen loftet for, hvad man tror, kvinder kan, præcis som kvinderne i denne sal for over hundrede år siden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
