Om to uger er Arne Würgler konferencier på den store 50-års jubilæumsfest for Dansk-Cubansk Forening i Korsgadehallen på Nørrebro i København.

Uretfærdighederne under kapitalimen står rent faktisk klarere i dag, end da jeg var ung.
Arne Würgler, sanger

Musikeren, foredragsholderen og komponisten, der selv fyldte 75 år i oktober, mener, at det er ganske naturligt at støtte op om et arrangement for Cuba-foreningen. Han har spillet til demonstrationer, blokader og politiske møder siden 1971. Han er den musiker, der har optrådt flest gange på Christiansborg Slotsplads i København!

– Ved du hvad, jeg har altid hygget mig med den cubanske kultur og musik. Desuden spiller jeg med cubanske musikere. Men jeg var da imponeret over, at de spurgte mig og er stolt over, at de kunne bruge mig til sådan en opgave.

Fascineret af Cuba

Arne Würgler smiler. Vi møder ham på en cafe på en blidt vuggende husbåd ved Christianshavns kanaler i København. Han har lige fået øjne, trods bilturen fra Dronningmølle i Nordsjælland. Han tager en slurk af kaffen.

– Ahh, god kaffe. Jeg har altid været fascineret af, hvordan det skulle lykkes at lave socialisme i Cuba. Jeg hører al kritikken og ved, at systemet ikke fungerer optimalt på Cuba i øjeblikket. Men det er ikke det, som det her handler om.

– Jeg kan nemlig grundlæggende godt li' det socialistiske samfund og de mennesker, der kommer til sådan en Cuba-fest. Det er jo mine gode venner og kammerater, der ligesom jeg vil et andet samfund. Vi har et fælles projekt og fælles drømme, siger Arne Würgler og kigger en anelse bekymret over mod nabobordet, hvor en festlig og våd julefrokost er i gang. "Kan din diktafon optage noget som helst i den larm", spørger han. 

Arne Würgler er født i København midt under besættelsen den 30. oktober 1943. Han debuterede på kontrabas i børneorkestret "Jazz´n Babies" i et tv-program i 1957. Samme år som Dansk-Cubansk Forening blev stiftet i 1968, spillede Arne Würgler elbas i "Burnin' Red Ivanhoe".

Historien om Røde Wilfred

I 1971 indledte han et samarbejde med sangeren og musikeren Benny Holst. Sammen var de med i det politiske kunstnerkollektiv Agitpop. De spillede til en række af periodens store demonstrationer og strejker. Arne Würgler er nok bedst kendt for sangen Røde Wilfred, der siden 1973 har været slagsang ved mange politiske arrangementer.

– Sangen blev til, da Faglig Ungdom spurgte, om vi ville lave nogle sange. De var kendt for at lave aktioner for at forbedre lærlingenes vilkår. Det blev til fire sange, som vi producerede, og som de solgte blandt medlemmerne, fortæller Arne Würgler.

Han husker, at han var med nogle lærlinge ude på tekniske skoler, og inden rektor nåede at nedlægge forbud mod optræden i kantinen, stillede han sig op og spillede.

– Vi gik vi bare i gang. Vi havde modet og kræfterne til det, og Faglig Ungdom og LLO (Lærlingenes og Ungarbejderens Landsorganisation LLO) var en stor stærk bevægelse, smiler Arne Würgler.

Kampen mod EU

Op til valget om EF i 1972 udsendte Agitpop albummet "Europasange" med en samling sange, som blev en vigtig del af modstandsbevægelsen imod EF –  i dag EU. To år før kom LP’en "Skolesange", der var et kontant oprør imod den tids "sorte skole".

I 1973 var han medstifter og formand for DJBFA (Danske Jazz, Beat og Folkemusik Autorer – der er en fag- og brancheorganisation for mange af landets sangskrivere og komponister. Dén post havde han helt frem til 2007.

I 1979 medvirkende Arne Würgler sammen med Benny Holst på pladen "Giv EF modstand", udgivet af Folkebevægelsen mod EF. Engagementet mod EF blev ved gennem årene. I 1989 skrev han sangen "Du er mit indre marked" til sangerinden Pia Cohn fra gruppen Bifrost, der stillede op til Dansk Melodi Grand Prix.

– Ja teksten var ironisk. Sangen kom ind på en fjerdeplads. Grunden til, at jeg skrev den, var, at jeg samme år stillede op til Europarlamentet for Folkebevægelsen mod EF og havde hovedet fuldt af EF. Sangen fik optimal fokus. Jeg tror ikke, at arrangørerne havde hørt teksten ordentligt igennem, griner Arne Würgler.

I 1992 medvirkede han i trioen Sømanden og Stjernerne sammen med Benny Holst og "sømanden" Niels Pedersen på harmonika på udgivelsen "Europasange 92", udgivet i forbindelse med afstemningen om EF's Maastricht-traktat, som gav nej-siden en historisk sejr. Arne Würgler smiler, men ryster samtidig på hovedet.

– Kampen mod Maastricht var virkelig op ad bakke, og der var ikke mange, som troede på, at det blev et nej. Vi var målløse over, at det lykkedes. Jeg håber, at vi kan gøre det samme med klimaet i dag – at skabe noget sammenhold og styrke.

Går du stadig ind for, at Danmark på et tidspunkt melder sig ud af EU?

– Jeg går ind for, man finder en anden menneskelig måde at indrette et samfund på. EU er modbydelig i øjeblikket. Se bare på den måde, de har behandlet Grækenland på. Det gælder bare for bankerne om at tjene en masse penge. Man skulle aldrig aldrig have tilladt kapitalens fri bevægelighed. Man skulle have startet med at snakke om, hvordan vi skaber social sikkerhed og fællesskab mellem mennesker og en ordentlig fordelingspolitik. EU er udelukkende skabt til gavn for kapitalen og dens vanvittige vækst. Det må vi have lavet om, siger han. 

Arne Würgler er i dag medlem af Enhedslisten og var kandidat for partiet til folketingsvalget i 1989 og 1994.

Drivkraften

Arne Würgler stiller gerne op til alle slags protester, politiske møder og demonstrationer. Det har han gjort siden 1971. Og er ikke træt af den grund.

– De siger, jeg er en protestsanger. Men jeg vil nu hellere sige, at jeg stiller op, hvis der er noget, jeg brænder for, og som jeg synes er dejligt. Det, jeg kæmper med, er det, jeg kæmper for. Jeg bruger kulturen som et våben, uden krudt og kugler. Jeg elsker dén særlige måde at være sammen på, når vi kæmper for en fælles sag. Jeg siger altid: Det begynder med hinanden.

Hvordan kan man blive ved siden starten af 70'erne med at rejse sig igen og igen?

– Kulturen og klassekampen er min kærlighed. Det er at være et sted, hvor der er rart at være sammen med andre mennesker. Her ligger drivkraften.

Holder dine grundlæggende synspunkter fra 1970'erne den dag i dag?

– Ja. Ungdomsoprørets idealer er slået igennem i dag. Vi har vundet langt hen ad vejen, men grundlæggende er der et system i samfundet, som vi endnu ikke har vundet over, nemlig kapitalismen. Vi har ikke fået styr på kapitalismen.

Arne Würgler begynder at tale om De Gule Veste i Frankrig, der lige præcis udfordrer etablisementet.

– Almindelige mennesker i Frankrig rejser sig nu med krav om, hvilke værdier et samfund skal have. Store dele af middelklassen er med. De Gule Veste er et bevis for, at når man længe har været desillusioneret og fået nogle på nakken, så bliver det en selvfølge at reagere og handle og gøre oprør. 

Regeringen må væk

Sangeren tager en slurk af sin efterhånden halvkolde kaffe. Øjnene er levende, hænderne gestikulerer.

– Ting under kapitalimen står rent faktisk klarere i dag, end da jeg var ung. Ja, selv kapitalisterne begynder at snakke om, at deres system ikke længere er tilstrækkeligt og godt nok.

Det får ham til at nævne den danske regering. Den må væk, mener han.

– Det er vigtigt, at vi får en ny regering, og at den progressive venstrefløj får indflydelse på en ny regering. Der er i dag en sult i befolkningen efter at snakke om alternativer. Der er en sult efter at opleve noget i stil med '68. OK-kampen på det offentlige område var enormt flot i år. De offentlige var i stand til at mobilisere sammen og gøre noget.

Arven fra 70'erne

Arne Würgler tænker sig grundigt om, da han får spørgsmålet, om der er i dag "nogle arvtagere til den progressive kunst og kultur fra 60’erne og 70’erne"?

– Jo, det synes jeg nok. Men det, vi ser, har et nyt og andet udtryk. De ord og udtryk, vi brugte, når vi kritiserede kapitalismen, skal jo fornys i dag. Vi kan ikke helt bruge samme sprogbrug, skønt jeg dog gang på gang oplever, at vores sange fra dengang stadig rammer uhyggeligt præcist. 

Arne Würgler lægger hånden på hagen.

– Jeg kan godt lide, at for eksempel rapperne bragte den sociale indignation ind i musikken igen. Kunstnere i dag gør det på deres egen måde. De tænker ikke nødvendigvis i "gammeldags" kapitalismekritik, men de gør det ved at udfordre mennesker. Det handler i dag meget om mennesket og mindre om fællesskabet. Men husk på, at kunstnerne – ligesom dengang i 1960'erne og 70'erne – stort set alle har humanismen som grundlag. Det er godt.

Mere kritik af kapitalisme

Alligevel efterspørger Arne Würgler, at flere kunstnere "griber fat om de virkelige og grundlæggende problemstillinger og udtrykker sig for ændringer af strukturen i samfundet".

– Vi ser lidt tiltag til det i debatten om udkants-danmark og centraliseringen, hvor nogle råber op og insisterer på, at vi må skabe nogle andre samfund. Men der er desværre kun nogle få, der tager skridtet videre. Og de politiske partier er gået helt i stå, så dér bliver folk apatiske og skuffede. Men man bliver nødt til at diskutere magtfordeling og socialisme, mener sangeren.

Han nævner, at når Niels Hausgaard, der er 74 år gammel, kan udtrykke sig politisk, kan flere garanteret også.

– Han anvender metoden med at underdrive voldsomt. Han gør det sjovt og godt og når langt ud. Og politisk mener vi stort set det samme, men han siger tingene på en anden måde. Neden under ligger en stor sympati for et ordentligt menneskeligt fællesskab og en dejlig præcis kritik af liberalisterne. Niels er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre og nå langt ud, mener Arne Würgler.

Han tror, at frygten for at blive blacklistet som kunstner får nogle til at begrænse sig i deres kapitalismekritik.

Alligevel mener han, at kunstnere har været og er med til at ændre verden.

– Kunstnere er vigtige. Ofte går de ind i en forsamling og siger lige de forløsende ord, som sætter folk i gang. John Lennon gjorde meget for eksempelvis freden. Han blev et smukt symbol på, at kampen for freden godt kan lade sig gøre, uden at vi nødvendigvis bruger krudt og kugler.