28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

To sider af frivillighed

Kultur og arbejdsliv

To sider af frivillighed

Ellen Orluff er begejstret for de frivilliges sammenhold og aktivitet i byens forsamlingshus, men på hendes arbejdsplads spiller frivillige en helt anden rolle.

Elle Orluff er formand for bestyrelsen i Drantum forsamlingshus og arbejder til daglig som lægesekretær på sygehuset i Herning.
FOTO: PN
1 af 1

– De frivillige er en slags kulturbærere, fordi kulturen bliver skabt ude blandt folk, siger Ellen Orluff, der er formand for bestyrelsen i Drantum Forsamlingshus.

Hvis ikke de frivillige var der, så kunne patienter og pårørende faktisk passe sig selv.
Ellen Orluff

Hun fortæller begejstret om, hvordan mange frivillige er engageret i at udvikle kulturlivet i landsbyen Drantum nær Brande. Men gennem sit arbejde på hospitalet i Herning ser hun, hvordan frivillige bliver brugt til vigtige opgaver, fordi personalet er sparet væk.

Til daglig kører Ellen Orluff gerne de 30 km til jobbet i Herning for bagefter at kunne vende hjem til roen og livet i Drantum.

– Det kan godt være svært at være tilflytter i sådan et lille sammentømret samfund, siger Ellen Orluff, der flyttede til landsbyen med de 2-300 indbyggere, som enlig for syv år siden.

Med i landsbyens liv

– Langsomt kom jeg ind i frivilligt arbejde, og det var en måde at komme ind i lokalsamfundet på og få kontakt. Jeg ydede et stykke arbejde, viste interesse og snakkede med naboer. Jeg er udadvendt, og det var forsamlingshuset, der trak, fortæller Ellen Orluff, der senere blev foreslået at komme med i bestyrelsen for Drantum Forsamlingshus, og nu er hun formand.

Forsamlingshusets bestyrelse på 11 medlemmer står for de aktiviteter, der både skaffer sammenhold og penge:

– Jeg ser ikke, at de frivillige går ind og tager lønnet arbejde, for hvis ikke der var nogle frivillige i fodboldklubber og sportsforeninger, så var der ingen børn, der kunne gå til fodbold eller svømmeundervisning, siger Ellen Orluff.

På arbejdspladsen

Fra sin arbejdsplads i receptionen på Hospitalenheden Vest har Ellen Orluff erfaret, at frivillige spiller en anden rolle.

– Da vi skulle have Røde Kors-damer ind på sygehusene, fordi de skulle vise pårørende og patienter ind til behandlinger, var reaktionerne: "De kommer og tager vores arbejde!"

– Vi kører så stramt personalemæssigt på mit arbejde i dag, at det næsten er uforskammet. Der er så få ansatte i dag, der skal yde alt for meget.

– Hvis ikke de frivillige var der, så kunne patienter og pårørende faktisk passe sig selv, konstaterer Ellen Orluff og beskriver, hvor stort behov patienter og pårørende har for hjælp i pressede situationer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. mar. 2018 - 13:17   20. mar. 2018 - 13:23

Interview

kb@arbejderen.dk