Søskendeparret Sofie og Jonas Rødtnes Markussen ville gerne lave et filmprojekt om unge. Om et ungt menneske der tager et valg, der kan indebære vidtrækkende konsekvenser for livet. Efter mange overvejelser begyndte de at søge efter nogle, der havde været med i modstandskampen under besættelsen 1940-45. Selv om det nu er 75 år siden, lykkedes det Sofie og Jonas at finde frem til søskendeparret Ebba Hjortshøj Rasmussen og Aksel Sørensen fra A/S gruppen i Randers. Det er nu blevet til filmen "En dans for livet".
Det blev ikke mindre interessant at tage pigens vinkel og høre om, hvordan Ebba var snedig og smart.
Sofie R. Markussen, instruktør
Selvfølgelig skulle filmen "En dans for livet" have haft premiere i aften 4. maj, fortæller Sofie, men ligesom mange andre markeringer af 75-året for befrielsen fra Nazitysklands besættelse, er filmpremieren udskudt til september på grund af coronakrisen.
Det er Sofie og Jonas kede af, men de får mere tid til at give filmen lidt mere kærlighed, og komponisten Frederik Zeuthen kan nå at finpudse musikken, siger Sofie.
En dans for livet
Den 4. maj 1945 var Ebba gået i biografen, men filmen nåede hun aldrig at se. Pludselig blev lyset i salen tændt, og budskabet om befrielsen kom, og så var det om at komme ud i gaderne at feste. Slut med besættelse. Slut med at danse på restauranter for at hviske sabotørerne i ørerne om, hvor og hvornår de skulle møde på aktion. Heraf filmtitlen "En dans for livet".
Det havde været Ebbas opgave at være kurér for A/S-gruppen i Randers. En modstandsgruppe med både sabotageaktioner og modtagelse af våben. Hendes bror Aksel Sørensen var gruppens leder.
Det kunne have kostet både hende og broderen livet, for mange grupper blev taget, har Ebba fortalt til Sofie og Jonas under de mange samtaler med snurrende kameraer.
Nye sider af modstandskampen
I næsten to år har Sofie og Jonas arbejdet med filmen. De er begge i gang med medieuddannelser. Jonas er 25 år og læser medievidenskab på Aarhus Universitet. Sofie er 28 år og medicinstuderende, men uddanner sig samtidig på filmskolen Super8 i Aarhus.
Jeg er selvfølgelig er ked af, at filmen ikke får premiere den 4. maj på grund af corona, for jeg er simpelthen så nysgerrig.
Ebba Hjortshøj Rasmussen
De to søskende ville gerne finde nogle, der havde været aktive modstandsfolk på egnen ved Randers, hvor de selv kommer fra, men de kendte ikke nogen. Via et interview i Arbejderen fandt de frem til Aksel Sørensen og Ebba Hjortshøj Rasmussen. Hun hed Sørensen til efternavn, før hun blev gift.
– Jeg har altid været fan af serien Matador og tiden, den foregår i, og de unge kvinder, der gik til baller. Jeg kender godt til modstandskampen generelt og til produktionen af illeglade blade, men Ebba åbnede op for mange nye spændende perspektiver, siger Sofie Markussen.
>>LÆS OGSÅ: Da Ebba gik til modstand
Ung dengang og nu
Sofie og Jonas mødte Ebba og hendes barnebarn Mikkel Hjortshøj Klinksgaard første gang i 2018. Han er formand for Foreningen for Bevarelse af Gestapofangernes Minde, som Ebba tidligere har været formand for. Mikkel var varm fortaler for en film. Rikke Christensen, et andet barnebarn, har også været en stor støtte i samarbejdet, fortæller Sofie.
Det blev interessant for Sofie og Jonas at møde et søskendepar ligesom dem selv, men med en helt anden historie og ungdomstid. Det gav anledning til mange tanker og refleksioner over, hvordan unges liv er i dag. Handler unges valg i dag mest om deres eget liv? Sofie og Jonas ønskede at beskrive, når valget handler om noget større udenfor én selv. Der hvor det bliver i en større sammenhængs tjeneste.
Pige i modstandskampen
Desværre nåede Aksel Sørensen ikke at opleve selve filmoptagelserne, da han døde sidste forår, 97 år gammel. I stedet blev de to unge filmfolk enige om at fortsætte med Ebbas historie om at være pige i modstandskampen.
– Det blev ikke mindre interessant at tage pigens vinkel og høre om, hvordan Ebba var snedig og smart, fortæller Sofie, der også er imponeret af, hvor godt Ebba Hjortshøj Rasmussen husker datoer og detaljer. Hun cyklede forbi de tyske vagter med cykelkurven fuld af våben og andre illegale sager. Hun skulle holde kontakten til gruppens kontaktmand Dahl uden at blive opdaget.
>>LÆS OGSÅ: Dagen, hvor vi ærer de døde, husker historien og ser fremad
I dag er Ebba 94 år gammel og tager af og til ud på skoler og fortæller sin historie. Sofie og Jonas var med et par gange for at optage.
Nødvendighed og følelser
"En dans for livet" skifter mellem de dokumentariske optagelser og rekonstruktioner, som da Ebba danser og hvisker ordrer i ørerne på sabotørerne. Med mange talentfulde unge skuespillere, bemærker Sofie.
I disse scener prøver Sofie og Jonas at indfange og dramatisere det følelsesmæssige. Hvordan var det at handle så dristigt med Gestapo og Dansk Politi i hælene? Angst og uro for kammeraterne? Hvad tænkte andre om den unge Ebba, der dansede med mange forskellige mænd? Var hun lidt løs på tråden?
Ebbas egen kommentar til de farefulde situationer er: "Det var bare noget, der skulle gøres!"
Sale og klæder fra dengang
Balscenen er optaget med skuespillere i sushirestauranten på Nørreris i Randers. Sofie synes, den passer godt til den tid med dens paneler à la Postgården i Matador. Til biografscenen om 4. maj 1945 lånte de teatersalen i Fritidscentret i Vestergade, Randers. Den har ikke ændret stil siden dengang. De har måttet leje kjoler og uniformer i 1940-stil.
Sprængladninger til sabotage blev samlet hjemme på moderens køkkenbord af gruppens folk. Det er i filmen skildret i en rekonstruktion, hvor Sofie og Jonas fik mulighed for at filme på Horsens Industrimuseum. Her var det vigtigt, at tøj, møbler og våben var fra den tid.
– Vi har været heldige og fået mange muligheder. Som da vi stod tre dage før optagelse og manglede frisører, der kunne sætte frisurer som i 1940’erne. Vi søgte på Randers og Horsens via Facebook, og det gav en hel liste af frisører, fortæller en glad Sofie.
Talentspejdere
Sofie og Jonas har også været talentspejdere, hvad angår filmens musik, der dels skal være 1940’ernes musik og underbygge stemninger i scenerne.
De fandt frem til Frederik Zeuthen, der er 23 år og studerer på Musikkonservatoriet i Aarhus. Han fangede hurtigt stemningen i filmen og fik ideen til Ebbas tema, fordi den historiske periode interesserer ham meget. Dansemusikken på restauranten er jazzmusik, som han har ladet sig inspirere til gennem Glenn Miller og Benny Goodmans musik.
Filmens tilblivelse baserer sig på mange frivillige kræfter, men alligevel koster det jo penge. Filmen har et budget på cirka 130.000 kroner, hvoraf mange penge er kommet fra Den Vestdanske Filmpulje, som er en national pulje, samt Randers Kommune. Desuden har mange private doneret beløb. Filmen længde bliver cirka en halv time.
Premiere til september
Nu ser alle omkring filmen frem til premieren i september, ikke mindst Ebba Hjortshøj Rasmussen, der til Arbejderen siger:
– Jeg er selvfølgelig er ked af, at filmen ikke får premiere den 4. maj på grund af corona, for jeg er simpelthen så nysgerrig efter at se, hvordan den bliver!
Sofie og Jonas Rødtnes Markussen er glade for den tillid og det samarbejde, de har med Ebba Hjortshøj Rasmussen og Aksel Sørensens familie.
– Jeg er imponeret af familiens engagement dengang og nu i forholdet til modstandskampen og markeringen af den, siger Sofie Markussen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
