Ret chokerede går vi ud i den solskinsfyldte eftermiddag i Aarhus Midtby. Her går folk rundt og handler eller spiser is, mens vi har set filmen "UTØYA 22.JULI". 

– Det er så langt fra nogen almindelig fatteevne, at forestille sig den politiske motivation til at ville slå børn ihjel og at kunne være så ekstrem som gerningsmanden her.
Jeppe Hjøllund

Filmen er 72 minutter lang, lige så lang som de 72 rædselsfulde og nervepirrende minutter, som flere hundrede unge gennemlevede på Utøya i Norge i 2011, hvoraf 77 ikke kom levende derfra.

Arbejderen har inviteret Iben og Jeppe på henholdvis 20 og 26 år for at høre deres reaktioner på filmen om Utøya. De er begge helt klar på, at de har set en film, hvor de kendte forløbet i forvejen.

Som at være der selv

– Vi ved godt, at skuddene kommer, men hvornår, siger Jeppe, der har svært ved at ryste billederne af sig over den terror, der blev udøvet mod så mange unge, da højreekstremisten Breivik skød, dræbte og sårede deltagere fra AUF(den socialdemokratiske ungdomsorganisation), som holdt sommerlejr på Utøya i 2011.

Iben er også ret overvældet og oplevede filmens sidste 20 minutter som "sindssygt intense":

– Under filmen tænkte jeg, at nogle af scenerne var ret langtrukne. Samtidig var det også en realistisk gengivelse af, hvordan det må have været at sidde på øen Utøya, og at der gik lang tid, inden de fik hjælp. Til sidst blev det bare helt nervepirrende, man fik fornemmelsen at være i det selv.

Iben læser HF og husker tydeligt den 22.juli 2011, hvor hun bare var 13 år gammel. Hun var rystet over, at der ikke var mere sikkerhed omkring en statsbygning og så i Norden.

Før massakren på Utøya sprang en bombe ved regeringsbygningen i Oslo. Dette bliver vist i starten af filmen, som det eneste dokumentariske klip.

Terror i Norden

De unge i filmen diskuterer, om de kender nogen i Oslo, der kan være ramt, og andre gisner om terror måske fra Al Queda eller lignende grupper, mens andre spekulerer over gengældelsesangreb, for Norge jo er i krig i Afghanistan. Men de unge tror stadig ikke på, at der kan ske dem noget ude på den dejlige ø.

– Man har jo set det ske i Mellemøsten, men aldrig før her i Norden. Det har altid bare været i andre lande, men nu kom det så tæt på, siger Iben, og Jeppe er helt enig:

– Det er så langt fra nogen almindelig fatteevne, at forestille sig den politiske motivation til at ville slå børn ihjel og at kunne være så ekstrem som gerningsmanden her.

Som samfund har vi ikke lært at forstå, hvordan det kan ske, mener Jeppe:

– I den almindelig snak om terrorangreb, så er det langt mere acceptabelt at frygte noget fra en helt anden fløj som Al Queda eller ISIS. Det bliver også nævnt i filmen om Utøya, at når man hører om et terrorangreb, så er det nok en muslim, der har gjort det.

Signalforvirring

Men massakren på Utøya ændrer fuldstændig ens opfattelse af dette, er både Iben og Jeppe enige om. Den politisk motiverede vold fra den ekstreme højrefløj bliver måske ikke taget lige så alvorligt som den ekstremt motiverede vold fra islamisme.

På nettet har Jeppe holdt øje med højreekstremisternes retorik:

– På den ekstreme højrefløj mener man, at socialisme er det farligste i verden, angiveligt fordi det er socialisterne, der åbner for sluserne, så alle fremmede kan komme ind i vores land, og det gør at vores kultur og vigtige traditioner bliver nedbrudt.

Begge håber de på, at mange unge vil gå ind at se filmen om Utøya, og at den vil kunne få den nye generation af unge til at sætte sig ind i, hvad højreekstremisternes syn på verden kan føre til.

Filmen UTØYA 22.JULI er aktuel i mange af landets biografer. Den er lavet af instruktøren Erik Poppe, som også stod bag filmen Kongens Valg.