P iratkopieringens historie begynder med computerens historie. I 1971 kom IBM med floppy-disc’en, der var det første flytbare lagringsmedie til computere. Det åbnede samtidig op for muligheden for at kopiere filer og programmer fra en computer til en anden uden tilladelse.

I 1980’erne kommer de første for alvor funktionelle modemmer til, og man begynder derfor at kunne sende filer direkte til hinanden via telfonlinien. Både computer- og overførselshastigheden var imidlertid yderst begrænset og var stadig kun tilgængelige for de mest dedikere – og velhavende – nørder.

Fildeling foregik derfor stadig primært manuelt ved hjælpe af disketter og var af praktiske grunder begrænset i sit omfang, både fordi det besværliggjorde processen at skulle flytte dataen manuelt og fysisk, og fordi antallet af computere endnu var forholdsvist begrænset.

Internetrevolutionen

I november 1990 foreslog Tim Berners-Lee og Robert Calliliau første gang det, der siden blev til the World Wide Web, eller internettet, som vi kender det i dag. “Internet” som en form for netværkstjeneste havde eksisteret siden 1980’erne, men det var Berners-Lee, der med Calliliaus hjælp, for første gang foreslog og udviklede verdens første web-browser og hjemmeside.

I december 1991 færdigudvikledes lydkomprimeringsformatet MP3, der siden er blevet – og i vid udstrækning stadig er – standarden for digital musik, skønt formater som MP4, AAC og FLAC har forsøgt at vippe komprimeringskongen af pinden.

MP3-formatet var i begyndelsen ikke vidt udbredt, men det ændrede sig med programmet Winamp, som lanceredes i april 1997. Det gjorde det muligt at afspille MP3-filer i et overskueligt og brugervenligt interface, og brugen af MP3-filer eksploderede.

Det førte allerde i november samme år til hjemmesiden mp3.com. Her kunne kunstnere uden en pladekontrakt sende deres musik ud til et bredere publikum gennem såkaldt FTP-deling (“file transfer protocol”, red.), hvor filer sendes direkte fra en værstcomputer, eller server, til brugerens. På sit højeste havde siden 4 millioner downloads om dagen.

Branchen slår igen

Allerede 1992 år efter så Software Publishers Association sig nødsaget til at lancere verdens første anti-piratkopierings-kampagne. Den fik titlen Don’t Copy That Floppy og bød blandt andet på en video, hvor to teenagere belæres om piratkopieringens konsekvenser af en velmendene og rappende digital lampeånd.

Men med lanceringen af hjemmesiden my.mp3.com i 2000, der var en underside til mp3.com, kom også et af de første store søgsmål. Det var pladeselskabet UMG Recordnings, der lagde sag an mod hjemmesiden, der med sin nye tjeneste havde åbnet for, at registrerede brugere kunne lægge musik, de allerede ejede, op på siden og siden streame det online.

Mp3.com tabe sagen og måtte indgå et forlig på $200 millioner, og my.mp3.com nedlages. Hovedsiden eksisterer imidlertid stadig, og da den blev børsnoteret i 1999 skete det til en værdi af $320 millioner.

MP3-afspillerne kommer!

I marts 1998 kommer den første bærbare mp3-afspiller på gaden, MPMan. Det er det sydkoreanske firma SaeHan Information Systems, der står bag, og et halvt år efter følger amerikanske Diamond Media op med Rio PMP300. Den bliver så populær, at pladeselskabernes brancheorganisation i USA, RIAA, forsøger at få den stoppet - uden held.

Mp3-afspillernes populartiet forstærker kun mp3-revolutionen. I 1998 søsættes den første hjemmeside dedikeret til nyheder om digital musik, MP3 Newswire. Året efter, i juni 1999, starter den kun 19-årige amerikaner Shawn Fanning fildelingstjenesten Napster.

Napster bliver i løbet af 00’ernes første år nærmest synonym med fildeling - og med især pladebranchens kamp imod det, de opfatter som kriminelle gratister.

Internetrevolutionen 2.0

Med Napster skete der en ny revolution i måden, man delte filer uden om de lovlige kanaler. Nette havde i første omgang overflødiggjort det fysiske medium i fildelingen, også selvom disketten langsomt var blevet erstattet med CD-ROM’en. Og nu indledte Napster en ny æra.

Oprindeligt foregik fildeling via internet som DCC-overførslern, »direct client-to-client«. En bruger hentede altså filen direkte fra en andens computer ved hjælp af nettet.

Med Napster udbredtes imidlertid en ny teknologi: P2P eller “peer-to-peer”. Napster fungerede som en enorm søgemaskine, der indekserede, hvilke filer, som var tilgængelige på hvilke computere.

Filerne inddeltes i mange bittesmå datapakker, som programmet så hentede fra mange forskellige brugere på én gang. På den måde var man ikke afhængig en enkelt bruger, og man kunne endda hente datapakker fra brugere, der ikke selv havde hele filen endnu, blot de havde delpakker, man ikke selv havde.

Lignende tjenester fandtes, men Napster fokuserede på MP3-filer og brugervenlighed, hvad der gjorde den umådelige populær. På sit højeste, omkring februar 2011, havde tjenesten mere end 25 millioner brugere og et katalog på mere end 80 millioner musikfiler.

Branchen slår igen... Igen.

I 2000 sagsøgte flere kunstnere Napster, heriblandt rockbandet Metallica og rapperen og produceren Dr. Dre. Senere samme år fulgte RIAA op med et samlet sagsanlæg for angreb på pladeselskabernes copyright.

Napster taber sagen efter en appelretssag til RIAA og som en direkte konsekvens tvinges ejerne af siden til at lukke tjenesten ned. Umiddelbart efter indgår man også forlig med både Metallica og Dr. Dre, og navnet Napster opkøbes til kommercielle formål.

Men Napster har ikke levet forgæves. P2P-fildeling er indtil videre kommet for at blive. Siden Napster lukkede er et utal af tjenester opstået, blevet sagsøgt og lukket igen, for blot at genopstå i under nye former, med nye ejere og på nye måder. Senest er tjenesten LimeWire i 2011 forsøgt sagsøgt for op imod $75 billioner.

Men indtil videre har en ting været konsistent: P2P-tekonolgi er grundlaget for moderne digitalt pirateri, og det er Napster, der står som den store pioner på feltet.

Et serviceproblem

Piratkopiering har siden 1970’erne ikke ændret sig grundlæggende i sin essens, selvom det har gennemgået en enorm udvikling i sin form i takt med den generelle udviklingen inden for computerindustrien.

Essensen i piratkopiering er stadig det samme: et ønske om en direkte adgang til et kreativt værk, det værende sig musik, film, computerprogrammer eller andet, uden om alle praktiske forhindringer.

Netop det er et af piraternes hovedargumenter i dag. Der er i virkeligheden ikke tale om et lovgivningsproblem, og jo mere man lovgiver, des mere decentraliseret, anarkistisk og kreativ vil piratkopieringen blot blive.

I virkeligheden er der tale om et serviceproblem. Hvis pladeselskaberne, Hollywood, software-industrien og de mange andre blot leverede et serviceprodukt, der gjorde det ønskede indhold let og ukompliceret tilgængeligt, så ville piratkopiering også ophøre.

En humoristisk simplificering er hentet fra filmbranchen. Her har pirater pointeret, at mens man på en lovlig DVD skal se tonsvis af trailers, anti-pirat-kampagnefilm, hobetal af advarselstekster og Copyright-tilkendegivelser, inden man kan få lov til at se filmen, så er det anderledes simpelt med en piratkopieret film: man klikker på filen, så spiller filmen.

Både ja og nej

Branchens svar på denne kritik har været blandet. På den ene side har tjenester som det amerikanske spilfirma Valves digitale butik Steam, musiktjenesten Spotify og filmtjenesten Netflix vist, at brugerne i høj grad er klar til at betale for varerne, hvis blot de er let og smertefrit tilgængelige.

På den anden side fastholder branchen, at man er nødt til at lovgive om Copyright for at beskytte kunstnerne. Argumentet er, at ud over at være tyveri af materialet er piratkopiering ganske simpelt heller ikke fair over for kunstnerne, der mister deres eksistensgrundlag uden det lovlige pladesalg.

Hvem, der har ret, er nok først og fremmest et spørgsmål om personlig holdning. Sikkert ser det i hvert fald ud, at piraterne vil blive ved med at dele deres filer, og branchen fortsat vil jage dem med lovgivningshjemmel med sig og en gryende folkestemning i mod sig: I 2010 var det 36 procent af alle unge mellem 18 og 27 år, der af og til eller hyppigt kopierede film og musik.