23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ny PET-kontrol mangler tænder

Amnesty kritiserer:

Ny PET-kontrol mangler tænder

For vagt, lyder rettighedsorganisationernes dom over Bødskovs nye kontrolorgan for efterretningstjenesten: Det må fortsat ikke kontrollere store dele af PET's virksomhed, og kontrollen må kun komme med henstillinger til PET - der kan ikke stilles krav.

I fredags offentliggjorde justitsminister Morten Bødskov et nyt lovforslag om, hvordan fremtidens kontrol med PET skal strikkes sammen. Amnesty og Advokatrådet advarer mod store huller i kontrollen.
FOTO: Thomas Lekfeldt/STF/Scanpix Denmark
1 af 1

Der vil stadig være store huller i rækkeviden af kontrollen med Politiets Efterretningstjeneste. Og det nye kontrolorgans muligheder for at sætte PET på plads, og sætte en stopper for eventuelle ulovligheder er nærmest ikke eksisterende.

Sådan lyder reaktionen fra Amnesty på det nye lovforslag om fremtidens kontrol med PET, som justitsministeren netop har sendt i høring.

Det er dybt skuffende. Justitsministeren og partierne har valgt den mest tandløse model, de kunne vælge.
Claus Juul, chefjurist hos Amnesty 

Forud for forhandlingerne om den nye PET-lov opfordrede menneskeretsorganisationen politikerne til at sikre en uafhængig kontrol med effektive muligheder for at kontrollere PET og komme med direkte påbud, som PET skal følge.

Amnesty har holdt møder med både Folketingets retsudvalg og med justitsministeren undervejs - men det ser ud til, at menneskeretsorganisationen har talt for døve øren.

- Det er dybt skuffende. Justitsministeren og partierne har valgt den mest tandløse model, de kunne vælge, siger Amnestys chefjurist, Claus Juul til Arbejderen. 

Men hverken det nye kontrolorgan eller det eksisterende Folketingets Kontroludvalg får med den nye aftale nogen selvstændige beføjelser til gå til PET og sige: "Stop - I har gang i noget ulovligt". 

- Vi får altså en kontrol, som i høj grad bygger på orienteringer  til det nye tilsyn og til Folketingets Kontroludvalg fra PET og fra ministeren om PET's arbejde. Men hvis PET-tilsynet bliver opmærksom på ulovligheder, kan de kun gå til justitsministeren og PET og henstille til at det bliver stoppet. Men hvis ministeren og PET ikke er enige i, at der er begået noget ulovligt, ja så stopper sagen her. Folketingets Kontroludvalg skal orienteres om tilsynets synspunkt, men kan ikke gøre noget. Det er ikke godt nok, uddyber Claus Juul.

En minister er ikke uafhængig

Den aktuelle sag om PET-agenten, Morten Storm, der stod frem og fortalte om hvordan han har givet oplysninger til PET, som USA's efterretningstjeneste, CIA, brugte til at henrette den terrormistænkte al-Awlaki i et droneangreb - er et godt eksempel på, hvorfor det er vigtigt med mere kontrol med PET og klare retningslinjer for hele tjenestens arbejde, mener Amnesty:

Den til enhver tid siddende justitsminister er altså fortsat den eneste, der har mulighed for at reagere overfor PET.

- Det skal ikke være op til skiftende justitsministres personlige holdninger og forgodt-befindende at afstikke retssamfundets grænser overfor PET. Det skal Folketinget og en uafhængig kontrol sikre. Netop den uafhængige kontrol er afgørende vigtig i et retssamfund. Der er ikke meget uafhængighed over en kontrol, som ligger hos justitsministeren, der jo også er chef for PET, siger Claus Juul.

Det springende punkt har været, hvor mange af PET's arbejdsområder udvalget skal kunne kontrollere og hvor meget magt udvalget skal have.

Partierne bag lovforslaget er enige om at nedsætte et nyt kontrolorgan - "Tilsynet med Efterretningstjenesterne".

Det nye tilsyn får kun mulighed for at kontrollere en mindre del af PET's virksomhed - nemlig PET's registreringer af personoplysninger. Men resten af PET's virksomhed - eksempelvis brug af civile agenter og aflytninger af telefonsamtaler får tilsynet ikke mulighed for at kontrollere.Det allerede eksisterende Folketingets Kontroludvalg skal orienteres en gang årligt om eksempelvis PET's brug af agenter - men har ikke beføjelser til at gøre noget, hvis man oplever ulovligheder.

Advokatkråd bekymrede over agenter

Også Advokatrådet er bekymrede over, at kontrollen med PET kun dækker en flig af den hemmelige tjenestes arbejdsområder - og at sanktionsmulighederne overfor tjenesten er ikke-eksisterende.

- Det er et problem, at kontrollen kun omfatter PET's registreringer af personoplysninger. Jeg er ikke tryg ved, at der eksempelvis fortsat ikke er kontrol med civile agenter. Hvis der er bare lidt sandhed i den tidligere PET-agent, Morten Storms beskyldninger, ja så er PET gået for vidt. Men lige nu er det påstand mod påstand. Det nye kontrolorgan burde have magt til at gå PET's civile agenter efter i sømmene, og tjekke eksempelvis PET's mails, siger formand for Advokatrådet, Sysette Vinding Kruse til Arbejderen.

Et effektivt tilsyn kunne være med til at kaste lys over, om PET rent faktisk har været involveret i dronedrab:

- I stedet har vi nu en situation, hvor det er påstånd mod påstand. Et effektivt tilsyn kunne have fået frem, om PET har begået ulovligheder, som vi skal have stoppet, så vi kan undgå den slags i fremtiden. Og så bør tilsynet have tænder til at sige: Det her skal ikke ske igen. Det er jo ikke PET's opgave at dræbe folk, uddyber Sysette Vinding Kruse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jan. 2013 - 12:15   16. jan. 2013 - 14:25

PET

ml@arbejderen.dk
PET-love

Regeringen, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti offentliggjorde i januar et lovforslag om fremtidens kontrol med Politiets Efterretningstjeneste (PET). 

I dag sidder Folketingets fem største partier i et kontroludvalg, som står for tilsyn og kontrol med PET's registreringer. Fra 1. januar 2014 suppleres udvalget af et nyt PET-tilsyn. Her er hovedpunkterne for det nye tilsyn:

  • Det skal kontrollere PET's håndtering af personoplysninger.
  • Fremover kan enhver borger kræve svar på, om man er registreret ulovligt hos PET.
  • Det er Justitsministeren, der efter drøftelse med Folketingets Kontroludvalg, udpeger fire ud af de fem medlemmer i PET-tilsynet.
  • Udover det nye tilsyn skal Folketingets Kontroludvalg også have flere oplysninger. Regeringen skal hvert år give Kontroludvalget en orientering om PET's brug af civile agenter.

I slutningen af februar kom endnu et lovforslag fra justitsministeren om regler for PET's registreringer af borgerne. De nye regler åbner blandt andet op for, at PET fortsat kan registrere lovlig politisk virksomhed.

De to love blev førstebehandlet i Folketinget den 14. marts.