25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politikere er ikke stolte af PET-love

Førstebehandling i Folketinget

Politikere er ikke stolte af PET-love

Både Venstre, Radikale og SF havde gerne set, at kontrollen med PET var gået endnu videre. Men de er glade for, at der nu er indgået et bredt forlig, der kan sikre efterretningstjenestens arbejde i mange år fremover.

Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper kalder den manglende kontrol af PET, som de nye lovforslag lægger op til, for "pinligt for et samfund, der kalder sig demokratisk".
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Venstre, Radikale og SF viste ikke den store begejstring for de nye PET-love, da de blev førstebehandlet i Folketinget torsdag i sidste uge.

De tre partier indrømmede, at de godt kunne have tænkt sig mere kontrol med Politiets Efterretningstjeneste (PET), end de to nye love lægger op til.

Lovene betyder nye regler for PET's registrering af borgerne og nedsættelse af et PET-tilsyn, der skal kontrollere PET's behandling af personsager. Derudover får det allerede eksisterende kontroludvalg yderligere kompetencer i forhold til kontrollen med PET.

Der vil ikke være tilsyn med, om PET bruger ulovlig overvågning, bryder dansk lov, og folkeretten. 
Pernille Skipper, Enhedslisten

- Muligheden for parlamentarisk kontrol styrkes ikke nævneværdigt. Hvis kontroludvalget bliver opmærksom på ulovligheder, er reaktionsmulighederne meget begrænsede. Modsat justitsministeren betragter vi ikke der her som et kvantespring henimod mere kontrol, sagde Venstres retsordfører Karsten Lauritzen.

- Jeg vil ikke her fra Folketingets talerstol være med til at fortælle den almindelige dansker, at Folketinget får mulighed for at kontrollere PET i langt større grad - for det får vi ikke. Man har givet større indsigt - men man har ikke indført parlamentarisk kontrol, tilføjede han.

Kun kontrol med et hjørne

Både Venstre, Radikale og SF understregede, at der er tale om et bredt kompromis, og at de godt kunne have tænkt sig endnu strammere regler, hvis de alene kunne bestemme.

Liberal Alliance er også skeptisk overfor forslaget. Men den helt klare kritik kom fra Enhedslisten.

Liste Ø er helt på linje med Amnesty, Retssikkerhedsfonden og Institut for Menneskerettigheder, der alle advarer imod, at kontrollen med PET bliver for tandløs. Organisationerne henviser til, at det nye PET-tilsyn kun får lov til at beskæftige sig med en lille del af PET's virke - nemlig personregistreringer - og tilsynet får ingen muligheder for at gribe ind, hvis PET foretager ulovligheder.

- Der er ikke tale om en reel, uafhængig kontrol af PET's virke. Der er udelukkende tale om, at man nedskriver de gældende regler og opretter et kontrolorgan, der skal kontrollere et lille hjørne af PET's virksomhed - nemlig PET's behandling af personoplysninger, sagde Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper under førstebehandlingen.

Hun er ikke i tvivl om, hvad konsekvensen af lovforslaget er:

- Der vil fortsat ikke være tilsyn med, om PET bruger ulovlig overvågning, bryder dansk lov, folkeretten og de internationale forpligtelser, om PET overholder reglerne for overvågning og aflytning og brug af civile agenter. Det er pinligt for et samfund, der kalder sig demokratisk.

Ingen svar fra S

Pernille Skipper spurgte forgæves sine kollegaer om, hvordan kan det være, at Danmarks nabolande - som også er truet af terror - kan have en mere effektiv kontrol af deres efterretningstjenester og samtidig have en effektiv tjeneste?

Dette spørgsmål ville hverken Socialdemokraternes retsordfører Ole Hækkerup eller justitsministeren svare på.

- PET er nødt til at være hemmelig. Derfor bliver det vanskeligere at have det, vi normalt opfatter som kontrolmekanismer, i et demokrati hvor borgere og medier har indsigt i en masse ting, lød det fra Ole Hækkerup.

Også Dansk Folkeparti og Konservative erklærede sig tilfredse med lovforslagene.

Justitsminister Morten Bødskov fik det sidste ord:

- 85 procent af folketingsmandaterne står bag en regulering af PET's virke og indsigten i PET's virke. Danmark står overfor en alvorlig og aktuel terrortrussel. Vi har fundet den rigtige balance mellem at sikre vores lands sikkerhed og vores allesammens retssikkerhed, erklærede han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. mar. 2013 - 10:45   21. mar. 2013 - 10:45

PET-love

ml@arbejderen.dk
PET-love

Regeringen, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti offentliggjorde i januar et lovforslag om fremtidens kontrol med Politiets Efterretningstjeneste (PET). 

I dag sidder Folketingets fem største partier i et kontroludvalg, som står for tilsyn og kontrol med PET's registreringer. Fra 1. januar 2014 suppleres udvalget af et nyt PET-tilsyn. Her er hovedpunkterne for det nye tilsyn:

  • Det skal kontrollere PET's håndtering af personoplysninger.
  • Fremover kan enhver borger kræve svar på, om man er registreret ulovligt hos PET.
  • Det er Justitsministeren, der efter drøftelse med Folketingets Kontroludvalg, udpeger fire ud af de fem medlemmer i PET-tilsynet.
  • Udover det nye tilsyn skal Folketingets Kontroludvalg også have flere oplysninger. Regeringen skal hvert år give Kontroludvalget en orientering om PET's brug af civile agenter.

I slutningen af februar kom endnu et lovforslag fra justitsministeren om regler for PET's registreringer af borgerne. De nye regler åbner blandt andet op for, at PET fortsat kan registrere lovlig politisk virksomhed.

De to love blev førstebehandlet i Folketinget den 14. marts.