Som navnet antyder, er hovedprisen, New Talent Grand Pix, på årets CPH PIX-filmfestival dedikeret til nye instruktørtalenter, og der optræder således kun debuterende instruktører i konkurrencen.

Fællestrækket  for de af konkurrencefilmene, Arbejderen har set indtil videre, er en minimalistisk og hyperrealistisk fortællestil. Der er generelt en beskeden brug af underlægningsmusik og andre stemningsforstærkende virkemidler. Oftest ligger fokuset i højere grad på miljø end på plot og dramaturgi, og man har tit en fornemmelse af, at det er "rigtige" mennesker, man følger, og ikke blot brikker i et dramaturgisk puslespil.

Kulturlivet skriger på autencitet for tiden - vi spiser stenaldermad, ser Bonderøven i fjernsynet, og dokumentarfilm er mere hot end nogensinde før. Det lader til, at autencitet også har været den ledende dyd i udvælgelsen af konkurrencefilmene. Filmene er i bemærkelsesværdig grad spækket med "autentiske" elementer: Det er f.eks. ikke filmtricks, når den 13-årige hovedperson i Harmony Lessons skærer halsen over på et slagteklart får, og i både Youth og Nordvest bliver broderpar spillet af faktiske brødre. The Plague startede sågar oprindeligt som en dokumentarfilm men udviklede sig til en spillefilm, hvor personerne spiller sig selv.

Man må give programlæggerne, at de har formået at ramme en meget tidstypisk tendens, der kendetegner (film)kunsten lige nu, men man savner også noget adspredelse blandt de mange minimalistiske og alvorstunge film.

Virkeligheden bestemmer

Set i det lys er konkurrencens eneste helt danske bidrag, Nordvest, delvist en kærkommen afstikker. Instruktøren Michael Noer, som også er dokumentarist, bygger sine film på grundig research og arbejder efter et princip om, at virkeligheden dikterer indholdet.

På den måde er filmen fuldstændig i forlængelse af de øvrige konkurrencefilm, og figurerne, dialogen og lokaliteterne virker forbløffende naturtro. Men Nordvest er i bund og grund en genrefilm, og den er bedre tjent med at blive set sådan end som et sagligt udsagn om virkeligheden i Københavns nordvestkvarter. Det er en klassisk gangsterfilm, hvis historie forløber i tråd med genrens konventioner.

Den handler om indbrudstyven Casper, der laver knæk for den urimelige Jamal. Efter en række uenigheder finder han en ny arbejdsgiver i den rocker-relaterede Bjørn. Pengene begynder hurtigt at strømme ind, og Casper har lovende udsigter til at stige i graderne. Men Jamal accepterer ikke uden videre Caspers opsigelse, og snart eskalerer volden.

Lad det være sagt med det samme: Historien er ikke synderlig kompleks, og den udspiller sig lige ud af landevejen uden de store overraskelser. Men den er til gengæld vanvittigt underholdende, og hvad manuskriptet mangler i originalitet, har det i mindeværdig dialog, der sjældent lyder skreven. Filmen føles ægte, selvom begivenhedernes udvikling næppe er strengt realistisk. 

Det uperfekte kup

I israelske Youth kidnapper broderparret Shaul og Yaki en lokal pige fra en rig familie, som de spærrer inde i kælderen til det lejlighedskompleks, hvor de bor med forældrene, der er så økonomisk trængte, at de står til at blive smidt ud. Aktionen er nøje tilrettelagt, men man erfarer hurtigt, at planen er fyldt med huller, og at brødrene er på meget tynd is.

Selvom filmen fungerer som en urovækkende thriller, er krimiplottet ikke i centrum. Hvad brødrene vil opnå med deres handlinger, og om de vil slippe afsted med dem er i baggrunden ift. at skildre gerningerne som symptomer på den desperate virkelighed, de lever i.

Man ender faktisk med at have ondt af dem på trods af deres usympatiske handlinger. Selvom det til tider er tragikomisk at følge de hjælpeløse kidnappere, er det i sidste ende langt mere tragisk end komisk.

Dokumentarisk hverdagsskildring

I den spanske The Plague er fattigdom også et tema. Filmen har ikke et egentligt plot men er en ekstremt nøgtern skildring af en række arbejdere og deres slidsomme omstændigheder. Vi følger blandt andre en filipinsk hjemmehjælper, en landmand, der kæmper med tørre afgrøder, og en aldrende prostitueret, der samler kunder op på landevejen.

Alle tilbringer langt størstedelen af deres vågne tid på at arbejde for at få enderne til at mødes og nyder ikke privilegiet at kunne skelne mellem privatliv og arbejdsliv.

Filmens samfundskritik er yderst subtil, og der bliver ikke peget fingre, men det er svært ikke at blive indigneret over karakterernes urimelige livsvilkår. Titlen kan tolkes som en reference til solen, der er en plage for de belastede arbejdere, men en luksus for de, der har tid og overskud til fx at tage på stranden, som en enkelt scene illustrerer.

Fraværet af dramaturgi får til tider filmen til at virke lidt statisk og kølig, men enkelte scener er også oprigtigt rørende.

Opvækst bag tremmer

Det hidtil mest rørende konkurrencebidrag er dog den franske Ombline. Den 20-årige Ombline finder ud af, at hun er gravid, mens hun udsoner en fængselsstraf på 3 år. Hun stak en betjent i benet, da en narkoanholdelse endte fatalt for barnets far. Sønnen bliver det eneste holdepunkt for Ombline, der står totalt på egne ben i de fjendtlige omgivelser, og hendes liv bliver en kamp for at give ham den bedst mulige opvækst.

Nok er præmisset melodramatisk, men det bliver aldrig oversentimentalt, for Ombline er ikke nogen uskyldsren engel. Hun træffer gang på gang de forkerte beslutninger ift. at bevare myndigheden over sønnen, og man bider negle i ængstelse for, om hun vil brænde alle sine broer. Det er sådan en film, som man virkelig håber, vil ende lykkeligt.

Den er nervepirrende og barsk men også håbefuld og fortjener et stort publikum. 

Fascinerende hævndrama

Et af konkurrencens mere eksotiske bidrag er den kazhakstanske Harmony Lessons. Ligesom de øvrige film har den et socialrealistisk islæt og foregår i et råt og modstandsfyldt miljø, men den indeholder også enkelte surrealistiske drømmesekvenser.

13-årige Aslan går på en skole i en afsides forstad i Himalayas bjerge, hvor den sociale rangorden bestemmes af en gruppe bøller under ledelse af den hensynsløse tyran, Bolat.

Efter at have været offer for en ydmygende practical joke, bliver Aslan stigmatiseret af de andre elever på Bolats ordre. Udover at eksperimentere med dyreplageri (han konstruerer en elektrisk stol til kakkelakker!) går den tavse Aslan og brygger på en plan for hævn.

Filmen er så sikker i sin æstetik, at det er svært at tro, at instruktøren Emir Baigazin er debutant, og den kunne godt ligne en potentiel konkurrencevinder. Historien tager dog en drejning i de sidste 20 minutter, hvor jeg personligt har svært ved at følge hovedkarakterens psykologi, men det er måske en pointe, at den mystiske Aslan hele tiden var en anden person, end man vil have ham til at være.

Alt i alt er niveauet højt i hovedkonkurrencen, og der er flere af de nye talenter, som man glæder sig til at se mere fra.