Der var engang en smule jord på Engelund, den gamle gård, hvor Marianne Jørgensen bor med sin familie i Viby Mark uden for Aarhus. Hun gravede et par huller hist og pist, lavede et par planteforsøg og begynde derved en foreløbig 16-år lang proces med at studere store landskaber. De omkringboende landmænd spædede til med mere jord, og efterhånden udviklede de sporadiske huller sig til kunstværket "love alley".

- Vi har levet på kanten af byen i mange år, og de sidste otte år er Viby Mark stykke for stykke blevet indraget til byzone. Jeg har set vores område gå fra mark til by, og jeg har set gård efter gård blive revet ned for at skabe plads til bykomplekser og villaområder, skriver Marianne Jørgensen i kunstavisen "på den ene side og på den anden side", der ledsager hendes udstilling Entropi i Den Fries Udstillingsbygning.

love alley

Da den brølende maskinvirkelighed trængte sig på omkring familiens engang så ensomt beliggende gård, besluttede Marianne Jørgensen, der er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi 1985, sig for at lave det tredelte projekt "På den ene side og på den anden side". Det består af markinstallationen love alley, dokumentationen Nybyggerne og kunstbyggeprojektet Aw!. Aw! tager udgangspunkt i psykiateren Sigmund Freuds begreb "das Unheimliche" - det dobbelte spil mellem det hemmelige og det uhjemlige.

love alley er et humoristisk forslag til nye måder at anlægge veje og udstykke grunde. Bogstaverne dannede vejanlægget i det fiktive boligområde, der var udstykket i 35 små grunde. Ialt 41 kunstnere, arkitekter, lyddesignere, digtere og skribenter deltog i udformningen af manifestationen love alley. Projektet måtte ironisk nok lade livet i 2011, indhentet af udviklingen i Viby. Det blev ryddet til fordel for idrætsanlægget Bøgeskovhus, der åbner i år.

Grænser og gråzoner

Antropolog Susanne Højlund føjer i udstillingsavisen endnu en byggeklods til Marianne Jørgensens projekt, nemlig grænser. Hun sammenligner "love alley" med et grænseland mellem to stater, hvor man taler begge sprog, og kultur ikke definerer nationale forskelle:

"Grænser giver identitet og skaber forskelle, men giver også mulighed for samtale og kommunikation, for at forholde sig til "de andre" og kommentere på sig selv. Så selv om grænser begrænser, så giver de også mulighed for at se og at skabe noget, som hverken er det ene eller det andet, men som befinder sig i en gråzone eller på en grænseflade", skriver hun i en kommentar til grænser.

Helt nede på jorden handler Marianne Jørgensens kunstneriske arbejde om, hvad og hvor meget mennesker skal finde sig i og tilpasse sig, når de rå natur bliver forvandlet til konkret manipulation med byrum, parcelhus- og ejendomskvarter. Hvad sker der med menneskelige relationer, når det tvinges til at opretholde sit liv i små, firkantede rum, stablet lineært ovenpå og ved siden af hinanden.

Er der et liv, dér hvor vi bor, lyder spørgsmålet. Er lejekasernes beklumrethed i virkeligheden meget mere social og menneskeligt udviklende end de ensomt beliggende palæer i whiskybælterne eller de udstykkede parcelhusgrundes påståede ligusterhæk-idyl?

- Hvis man overhovedet kan tale om kollektive fortrængninger, så betyder isolationen af store grupper af befolkningen i parcelhuskvarterernes selektive middelklasse, at vi mister evnen til at begribe og have en virkelig relation til "den anden". "Den anden", som ikke tilhører det homogene, bliver den fremmede, som vi kan projicere angsten over på og udstøde", konstaterer Nanna Gro Henningsen i sit essay Stilhedens Hav.

Der står vi så, på grænsen mellem land og by, mellem isolation og indelukkethed, hvor "det gode liv" er blevet til en luksus, en vare, på lige fod med charterrejser til Florida. Derfor er det så vigtigt, at livet fortsætter i grænsefladerne.