27 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark overtrådte konventioner

Forbudt at udlevere til tortur

Danmark overtrådte konventioner

Amnesty og antitorturcentret Dignity vurderer, at Danmark overtrådte FN's Torturkonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, da man udleverede fanger under operation Green Desert i Irak i 2004.

Det var i strid med både FN's torturkonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at danske soldater overleverede fangerne til irakiske sikkerhedsstyrker under operation Green Desert, vurderer chefjurist i Amnesty Claus Juul.
FOTO: Amnesty
1 af 1

Da bataljonschef John Dalby den 25. november 2004 klokken 03:34 om morgenen irakisk tid overtog kommandoen over danske, britiske og irakiske styrker og iværksatte operation Green Desert, fik Danmark et juridisk ansvar for operationen. Det betyder, at vi også har et ansvar for den behandling, de irakere, der blev fanget på operationen, efterfølgende blev udsat for.

VI handlede i strid med de internationale forpligtelser, som vi har skrevet under på.
Claus Juul, Amnesty

Det understreger Amnesty International i dag, hvor forsvarsminister Nick Hækkerup (S) er indkaldt i samråd om sagen.

- Der var tale om en dansk ledet operation. Danmark spillede en central rolle i planlægningen. Danmark leverede både soldater og våbenkraft. Fangerne blev eskorteret til de irakiske sikkerhedsstyrkes lejr af danske køretøjer. Når det viser sig, at disse fanger efterfølgende bliver tortureret, har Danmark et medansvar, siger chefjurist i Amnesty Claus Juul til Arbejderen.

Danmark har underskrevet og ratificeret FN's torturkonvention. Her understreges det i artikel 12, at vi er forpligtede til at sætte en upartisk undersøgelse i gang i hvert eneste tilfælde, hvor der er grund til at antage, at der er foregået tortur under dansk juridisk ansvar.

Derfor er et centralt spørgsmål i dagens samråd, om Danmark har igangsat en sådan uafhængig undersøgelsen af muligt dansk ansvar for den mishandling, de tilfangetagne blev udsat for.

Amnesty: Konventioner blev brudt

FN's Torturkonvention blev overtrådt på flere måder under operationen, vurderer Amnesty. Konventionens artikel tre slår fast, at ingen lande må udlevere en person til en anden stat, hvis der er "vægtige grunde" til at tro, at han vil blive tortureret.

Samtidig understreger Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel tre, at ingen må underkastes tortur eller umenneskelig behandling. Artikel tre fortolkes sådan, at den også forbyder udlevering til et andet land, hvor man risikerer tortur eller umenneskelig behandling.

- Det var altså i strid med både FN's torturkonventions artikel tre og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel tre, at danske soldater overleverede fangerne til irakiske sikkerhedsstyrker. Under operation Green Desert handlede vi i strid med de internationale forpligtelser, som vi har skrevet under på - nemlig forpligtelsen til ikke at udlevere mennesker til tortur, siger Claus Juul.

Han er ikke i tvivl om, at danske soldater i 2004 burde være klar over, at anholdte risikerede at blive udsat for tortur i irakisk politis varetægt:

- Hvor uvidende har man lov at påstå, man er? Allerede dengang skrev aviserne om tortur i irakiske fængsler. Når det tilmed viser sig, at danske soldater har videofilmet irakiske soldaters overgreb mod civile, er det ikke længere et spørgsmål om danske styrker viste eller burde vide, hvad der ventede de anholdte, når de kom til den irakiske lejr. Så handler det om, at de som irakernes samarbejdspartnere burde have grebet ind.

Dignity bakker op

Også Dansk Institut Mod Tortur - Dignity - vurderer, at Danmark overtrådte konventionerne under operation Green Desert i Irak.

- Operation Green Desert er et eksempel på, at der er sket menneskerettighedskrænkelser. Forsvaret udleverede fanger til tortur, selvom de var klar over, at fangerne risikerede tortur. Det burde de ikke have gjort. Man vidste jo, at der foregik tortur i de irakiske fængsler, for det havde man selv konstateret fem måneder forinden, siger juridisk rådgiver hos Dignity, Dorrit Kjær Christiansen.

Hun henviser til at den danske militærjurist Kurt Borgkvist allerede i juni 2004 besøgte det irakiske Al-Makil fængsel i Basra (hvor de danske styrker var indsat, red). I sin rapport fra tilsynsbesøget skriver Kurt Borgkvist at de irakiske fanger, fortæller at de har »fået flere kindtænder knust«, blevet »brændt med cigaretter på fødderne« og »fået elekriske stød«.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jun. 2013 - 10:00   21. jun. 2013 - 10:00

Green Desert

ml@arbejderen.dk
Torturkonventionerne

FN's torturkonvention, artikel 3

  • Ingen deltagende stat må udvise, tilbagelevere (»refoulere«) eller udlevere en person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde for at antage, at han vil være i fare for at blive underkastet tortur.

  • Med henblik på at vurdere, om der foreligger sådanne grunde, skal de kompetente myndigheder tage alle de relevante omstændigheder i betragtning, herunder om der i den pågældende stat er et fast mønster af alvorlige, åbenbare eller massive krænkelser af menneskerettighederne.

FN's torturkonvention, artikel 12

  • Enhver deltagende stat skal sikre, at dens kompetente myndigheder hurtigt iværksætter en upartisk undersøgelse i ethvert tilfælde, hvor der er rimelig grund til at antage, at en torturhandling er begået på noget territorium under dens jurisdiktion.

Ratificeret af Folketinget den 30. april 1987
 
 

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 3 - Forbud mod tortur

  • Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. 

Ratificeret af Folketinget i 1953 og inkorporeret i dansk ret på lovtrin i 1992
 
operation Green Desert

Arbejderen har i en række artikler afdækket forløbet omkring Operation Green Desert i Irak i november 2004.

Vi har blandt andet beskrevet, hvordan efterretningsofficer Anders Kærgaard allerede inden operationen advarede den danske bataljonschef John Dalby om, at operationen byggede på upålidelige efterretninger, og at der var stor risiko for, at civile irakere ville blive ramt.

Den danskledede operation endte med, at 36 civile irakere blev taget til fange og udleveret til månedlang tortur hos det irakiske militærpoliti. 23 af irakerne har siden anlagt sag mod den danske stat for medansvar for torturen, men de har endnu ikke fået lov at få deres sag for. Den eneste, der i dag er dømt i sagen, er Anders Kærgaard, som stod frem med centrale oplysninger om det danske militærs medvirken.

>> Se alle artikler i sagen her

>> Se dokumentationen bag artiklerne her